Bliv abonnent
Annonce
Debat

Grønt partnerskab: Der er historisk stort mandat til kommunernes klimaindsats

Det er ude i kommunerne, at det konkrete arbejde med klimatilpasning, forsyningsinfrastruktur og lokale partnerskaber omsættes til ren luft, mere natur og nye arbejdspladser, skriver Sofus Rex.<br>
Det er ude i kommunerne, at det konkrete arbejde med klimatilpasning, forsyningsinfrastruktur og lokale partnerskaber omsættes til ren luft, mere natur og nye arbejdspladser, skriver Sofus Rex.
Foto: Pressefoto/Gate 21
10. oktober 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Om ikke så længe skal vi til stemmeboksen for at vælge nye kommunal- og regionsråd.

Valget handler ikke kun om velfærd, skoler og sundhedsvæsen – men også om, hvilken kurs vi sætter for den grønne omstilling i de kommende år.

For mens Christiansborg fastlægger de nationale mål, er det i høj grad kommunerne, der omsætter dem til virkelighed: i byudvikling, forsyning, klimatilpasning og de nære fællesskaber.

En analyse fra Tænketanken Mandag Morgen, Gate 21 og Klimaalliancen viser, at borgerne er klar til at bakke op om indsatsen.

Hele 63 procent frygter, at klimaforandringerne vil ramme dem i deres levetid – og samtidig erklærer ni ud af ti sig parate til at handle.

Over halvdelen ønsker, at kommunerne skruer op for klimaindsatsen. Samtidig svarer cirka hver tredje, at den grønne omstilling er blevet vigtigere i lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation.

Læs også

Kommunerne skal i gang

Det er mange tal, men de illustrerer et historisk mandat til handling. Christiansborg har tegnet de overordnede streger med klimalov, CO2-mål og kommende udbud af havvindmølleparker.

Med borgerne i ryggen har kommunerne nøglen til at omsætte nationale og internationale ambitioner til lokal forankret handling.

Sofus Rex
Direktør, Gate 21

Men udfyldningen mellem stregerne sker i høj grad lokalt.

For det er ude i kommunerne, at det konkrete arbejde med klimatilpasning, forsyningsinfrastruktur og lokale partnerskaber omsættes til ren luft, mere natur og nye arbejdspladser.

Analysen viser et historisk stort mandat til kommunernes klimaindsats og en stor villighed til selv at deltage aktivt: Over halvdelen ønsker mere klimahandling fra deres kommune, mens kun fem procent ønsker mindre.

Halvdelen af de adspurgte er villige til at reducere i deres eget forbrug, seks ud af ti vil gerne sortere mere affald, og tre ud af fire er positivt stemt for, at der etableres vedvarende energianlæg “i deres egen baghave”.

Det er tankevækkende og vigtig information i en tid, hvor vi hører rigtig meget om modstand mod “jernmarker”.

Lokal klimahandling virker

Hvor medierne ofte beskriver en stigende demokratisk afmagt – også i forhold til klimaudfordringerne, som kan virke fjerne og uoverskuelige i et globalt perspektiv, så viser analysen, at borgerne ønsker at engagere sig i den lokale klimahandling.

Forskningen dokumenterer, at den stigende demokratiske afmagt er reel. Men spørgsmålet er, om den lokale klimahandling i de nære fællesskaber kan være med til både at adressere klimakrisen og styrke demokratiet, hvis kommunerne inviterer borgerne med i indsatsen.

Det er klart, at vi som borgere vil og skal involveres i store beslutninger, der sætter præg på hverdagen, byrummet og landskaberne, som for eksempel solcellerne gør.

Borgerne erklærer sig klar og mener, at kommunerne kan og skal levere – ikke bare på den nødvendige risikohåndtering af klimakrisens konsekvenser, men også i forhold til at bruge den grønne omstilling som løftestang for at skabe mere livskvalitet.

For hele syv ud af ti respondenter erklærer sig enig i, at den grønne omstilling i sidste ende kan styrke det gode liv gennem bedre livskvalitet og større sundhed.

Læs også

Med borgerne i ryggen

På FN's klimakonference COP28 var subnationale aktører – som for eksempel regioner og kommuner – for første gang inviteret inden for i de globale klimaforhandlinger.

Og 75 lande – heriblandt Danmark – har tilsluttet sig den såkaldte CHAMP-erklæring, der netop forpligter til tættere samarbejde mellem nationale og lokale niveauer om planlægning, implementering og finansiering af klimaindsatsen.

Det viser en klar erkendelse af, at vejen til klimaneutrale, bæredygtige og robuste samfund går gennem lokal forankring og forpligtende handling på tværs – både nationalt og internationalt, men i høj grad også lokalt.

Danmark har her en særlig styrkeposition, da næsten alle kommuner allerede har vedtaget klimahandlingsplaner, der flugter med Parisaftalens mål.

Lad os bruge denne styrkeposition til at høste det potentiale, der ligger i borgernes lyst til at engagere sig.

Med borgerne i ryggen har kommunerne nøglen til at omsætte nationale og internationale ambitioner til lokal forankret handling.

Men det forudsætter, at rammerne følger med. For reel borgerinvolvering kræver ikke bare vilje, men også de rigtige ressourcer og kompetencer.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026