IDA: Glem kvoterne, styrk energiunionen

Af Thomas Damkjær Petersen
Formand for Ingeniørforeningen, IDA

Som ingeniører taler vi ofte om, at noget kan virke på tegnebrættet, men ikke i virkeligheden.

Det er desværre det, der sker, når professor og miljøøkonom Lars Gårn Hansen fra Det Økonomiske Råd i et debatindlæg fremhæver, at ”hvis kvotemarkedet fungerer effektivt – hvilket forskningen tyder på – sikrer det, at reduktioner i udledningerne bliver foretaget der, hvor det er billigst”.

Kvotesystemet virker super godt inde i den miljøøkonomiske regnemaskine, men desværre holder det ikke stik med, hvad der foregår ude i virkeligheden. For uanset hvor gode tegningerne er, så virker en ting altså kun, når den kan levere det, den er blevet konstrueret til at gøre.

Lad mig komme med et jordnært dagligdagseksempel: En ovn, der ikke styrer temperaturen og brænder kagerne, virker ikke, selv om den kan varme. 

Derfor lad mig understrege, at kvotesystemet virker ikke! Og da ingen – ej heller økonomer – kan se, at det kommer til at levere inden for en overskuelig årrække, må vi fokusere på de instrumenter, der kan reducere udledninger af klimagasser. For det haster – 2016 blev igen et år, der satte foruroligende varmerekorder. 

Lad mig komme med et jordnært dagligdagseksempel: En ovn, der ikke styrer temperaturen og brænder kagerne, virker ikke, selv om den kan varme. 

Thomas Damkjær Petersen
Formand for Ingeniørforeningen

Svært at udvide
Lars Gårn Hansen anbefaler, at vi udvider kvotesystemet til at omfatte flere lande, end det gør i dag. Men Donald Trump har i én af sine mange præsidentielle underskrifter fornylig aflyst den amerikanske klimakamp, så vi skal nok ikke regne med supermagten ovre på den anden side af Atlanten, med mindre det progressive Californien løsriver sig.

En anden mulighed er FN, men det system er ikke berømt for hurtighed og effektivitet – så heller ikke udvidelsen med flere lande ligger lige til højrebenet.

Et andet af Lars Gårn Hansens forslag er at udvide til flere sektorer således, at vi får transporten, bygningerne og landbruget med ind i systemet.

I princippet har vismanden ret, for så ville det ikke gøre en forskel, om CO2-reduktionen var inden- eller udenfor energisektoren. Det ville skabe incitamenter på tværs af sektorer, og hvis EU's politikere kunne blive enige om kvotelofter, der rent faktisk reducerede udledninger, så er jeg sikker på, at det kunne få kvotesystemet fra tegnebrættet ud til virkeligheden. 

Gå efter unionen
Imens der bliver forhandlet med landbruget og bilindustrien om et udvidet kvotesystem, så synes jeg, at vi skal se på, hvad vi kan arbejde mod i EU-regi og på andre fronter.

Der er, som bekendt, tre veje til CO2-reduktioner: Besparelser, konvertering til mindre klimagas-intensive energiformer og mere vedvarende energi. Vi skal i Danmark bruge kræfter på at styrke EU's energiunion, for en klog energiunion kan på forskelligvis bidrage til alle tre.

Den danske regering bør gå i front for at sikre, at barren bliver sat højt for en bindende aftale for energieffektiviseringer i Europa. I energiunionens navn skal vi arbejde for høje krav til produkter og bedre isoleringsstandarder, så de europæiske borgere kan bruge mindre energi i deres boliger.

Se det er faktisk noget, der virker.