Debat

IDA: Industrien skal satse på ambitiøse energibesparelser

DEBAT: Vi skal som samfund hjælpe virksomhederne med at få skovlen under de energibesparelser, der bedst kan betale sig for dem -  også på den længere bane. Det kan for eksempel ske gennem kommunepuljer til de små og mellemstore virksomheder, skriver Thomas Damkjær Pedersen, formand for Ingeniørforeningen.

Foto: IDA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Damkjær Petersen
Formand for Ingeniørforeningen, IDA

Lad mig slå det fast én gang for alle, at energi – uanset om den er grøn eller ej – er en værdifuld ressource.

Vi skal bruge den, hvor den hjælper os bedst, og i industrien er der mange processer, hvor det giver god mening at spare på energien. Processer, hvor investeringer i bedre materiel kan gøre en forskel, hvor overskudsvarme kunne udnyttes, og steder hvor virksomheder ikke har nok fokus på holde hus med ressourcerne.

Spørgsmålet er så, hvordan gør vi det bedst?

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]
Foto:

Når jeg taler med medlemmerne i IDA, der arbejder med energieffektiviseringer enten som rådgivere eller som ingeniører i industrien, så er de enige om, at energibesparelser er en proces, der aldrig ender.

Virksomheder er dynamiske størrelser, der ofte skifter udstyr og mennesker – det betyder, at man hele tiden skal følge op, og at det kan være svært at få det lange lys på i investeringer.

Samlet set er der ikke én vej til energibesparelser i industrien. – De store kan bruge udbudsordninger og nedsættelse af elvarmeafgift. De små har brug for noget mere håndholdt.

Thomas Damkjær Petersen
Formand for Ingeniørforeningen, IDA

Som hovedregel laves der kun investeringer i energibesparelser, der kan tjene sig hjem indenfor ét til to år.

Det gælder, uanset om virksomhederne er små eller store, men de små virksomheder har færre ansatte og dermed også mindre mulighed for at afsætte en person, der har ansvaret for energiforbruget i virksomheden; de opdager måske knap nok de lavthængende frugter.

Flere langsigtede mål, tak
Vi skal som samfund, fordi det samfundsøkonomisk tjener os bedst, hjælpe virksomhederne med at få skovlen under de energibesparelser, der bedst kan betale sig for dem, også på den lidt længere bane – og vi skal skubbe til dem, så de fastholder fokus på energiforbruget.

I skrivende stund ligger der i forbindelse med energiforliget et forslag om 400 millioner årligt til energibesparelser i industrien og en sænkelse af elvarmeafgiften som indspil til energiforhandlingerne fra regeringens side. Det er et absolut minimum for energispareindsats i industrien.

Vi kunne sagtens lægge flere ressourcer her og dermed sikre, at danske virksomheder fortsætter med at være nogle af de mest energieffektive i verden og reducere behovet for udbygning af forsyningsektoren.

Det giver fin mening at løfte indsatsen mere, så virksomhederne kommer i gang med nogle af de projekter, der har tilbagebetalingstider på fire og fem år.  

Derudover er der potentialerne i de små og mellemstore virksomheder, der kun sjældent bliver involveret i større projekter. Her er kommunerne efter vores mening den bedste partner for virksomhederne.

Det er kommunerne, de har kontakt med i relation til andre dele af deres processer – godkendelser med videre.

Energibesparelser i små og mellemstore virksomheder kan nås, hvis man etablerer kommunepuljer, der kan skabe finansiering til Erfa-netværk og energirådgivning.

Samlet set er der ikke én vej til energibesparelser i industrien. – De store kan bruge udbudsordninger og nedsættelse af elvarmeafgift. De små har brug for noget mere håndholdt, og her er kunne kommunerne være en god partner for dem.

 
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Damkjær Petersen

Bestyrelsesformand, Engineer The Future, formand, Sirikommissionen 4.0
civilingeniør (DTU 1981)

0:000:00