Nu starter slaget om opdateringen af dansk klimapolitiks vigtigste dokument

Et af de væsentlige problemer er, at klimaloven kun dækker de udledninger, der finder sted inden for Danmarks grænser. Internationale flyrejser, shipping, importvarer og finansielle investeringer regnes ikke med.

Derfor fremstår vi langt grønnere på papiret, end vi i realiteten er.

Det er de færreste, der bliver lykkelige af en ekstra fladskærm. Omvendt har vi allesammen brug for adgang til ren luft og en beboelig planet.

Mads Ejsing

Et andet – og måske endnu større problem – er lovens indbyggede logik.

Den er nemlig skrevet ind i et økomodernistisk paradigme, hvor fortsat økonomisk vækst tages for givet.

I klimalovens åbningsparagraf står der blandt andet, at opfyldelsen af Danmarks klimamål skal ske så “omkostningseffektivt som muligt” under hensyn til “dansk konkurrencekraft” og desuden sikre, at dansk erhvervsliv “udvikles og ikke afvikles”.

Så selvom klimaloven har bidraget til at skabe en række vigtige reduktioner, har den også været med til at cementere en tilgang til klimapolitikken, hvor danske regeringer har sat sin lid til fremtidige teknologier og usikre quick-fixes, som på sigt skal levere de nødvendige reduktioner.

Det er med til at fastholde illusionen om, at vi ikke for alvor behøver at gøre noget her og nu – og at klimakrisen kan løses med små justeringer hist og her.

Så når klimaloven skal opdateres inden udgangen af 2025, markerer det startskuddet på et nyt kapitel i dansk klimapolitik. Her bliver det altafgørende, at man griber muligheden for at korrigere klimalovens blinde vinkler.

Lad mig derfor foreslå tre områder, hvor klimaloven som minimum bør styrkes.

For det første bør loven udvides, så alle de udledninger Danmark er årsag til – både inden og uden for landets grænser – tæller med i regnskabet.

Det nytter ikke noget at blive ved med at skubbe konsekvenserne for vores livsstil over på andre lande, som producerer de varer, vi forbruger. Vi er nødt til at tage politisk ansvar for de udledninger, vi er skyld i.

For det andet bør der indtænkes nye og bedre former for borgerinddragelse. I øjeblikket oplever mange almindelige mennesker klimapolitikken som et elitært projekt, der trækkes ned over hovedet på dem og begrænser deres liv.

Hvis vi skal nå i mål med en omstilling af vores samfund, er der derfor behov for at starte en bred demokratisk samtale om, hvordan klimapolitikken bør se ud, hvis man både vil levere på sine målsætninger og samtidig sikre den folkelige opbakning.

Det kunne for eksempel være ved at afsætte midler til etableringen af stående lokale og regionale borgersamlinger rundt om i landets kommuner og regioner, hvor almindelige mennesker får mulighed for at udvikle klimapolitiske tiltag i samspil med eksperter og beslutningstagere.

I klimaloven fra 2020 nedsatte man faktisk et nationalt borgerting. Erfaringerne herfra var, at når borgerne inddrages og får mulighed for at lære om klimakrisen, ønsker de mere – ikke mindre – ambitiøs klimahandling.

Men én national borgersamling er langt fra nok, hvis samtalen skal bredes ud til hele befolkningen.

For det tredje er der behov for et opgør med idéen om økonomisk vækst som det højeste mål og en erkendelse af, at grundlæggende samfundsforandringer vil være nødvendige.

Forhandlingerne om en opdateret klimalov kommer til at vise, om det endelig er tid til at sætte handling bag ordene.

Mads Ejsing

Også selvom det fører til mindre økonomisk velstand, og at vi derfor må opgive nogle af de materielle privilegier, vi har i dag.

Heldigvis kan de fleste almindelige mennesker godt forstå, at et samfunds økonomiske velstand og BNP-vækst ikke nødvendigvis er gode mål for menneskelig trivsel.

Det er de færreste, der bliver lykkelige af en ekstra fladskærm.

Omvendt har vi allesammen brug for adgang til ren luft og en beboelig planet.

I det nationale klimaborgerting kaldte borgerne faktisk selv på et opgør med et ensidigt fokus på økonomisk vækst.

I deres anbefalinger til politikerne skrev de blandt andet: “Det er vigtigere, at Danmark giver sit fair bidrag til at overholde 1,5 grads-målsætningen (både i forhold til indenlandske og udenlandske udledninger), end at vi har økonomisk vækst eller ej”.

Klarere kan det næppe siges.

Men hvis en opdateret klimalov skal leve op til de ambitioner, der bar den frem i 2019, så kræver det fornyet opmærksomhed og mobilisering på tværs af hele det klimapolitiske landskab.

Lærer historien om klimalovens tilblivelse os noget, så er det, at de politiske rammer først for alvor flytter sig, når presset fra befolkningen kan mærkes.

Derfor er der brug for, at vi alle sammen engagerer os i den klimapolitiske samtale, der hvor vi hver især kan.

Tal med venner og kollegaer, find en lokal klimagruppe eller start en ny, bliv en del af klimabevægelsen, stem grønt til kommunalvalget, skriv et læserbrev eller prik til en lokal politiker. Andre værktøjer er civil ulydighed som at blokere en vej eller besætte et træ.

Herhjemme kan politikerne godt lide at tale om Danmark som et grønt foregangsland.

Forhandlingerne om en opdateret klimalov kommer til at vise, om det endelig er tid til at sætte handling bag ordene – eller om man fortsat vil nøjes med at fremstå grønnere, end man i virkeligheden er.