Økonomisk vækst er klimapolitikkens elefant i rummet

Målet om økonomisk vækst er stadig udgangspunktet for stort set al klimapolitik. Håbet er, at man ved hjælp af nye teknologiske løsninger, effektiviseringer og markedsmekanismer kan afkoble den økonomiske vækst fra stigende ressourceforbrug og miljøbelastning.

Med andre ord, at man kan gøre væksten “grøn”.

Men den empiriske forskning på området er ikke håbefuld omkring muligheden for grøn vækst. På trods af lokale og midlertidige reduktioner af enkelte landes økologiske aftryk, følger det materielle aftryk – den samlede mængde ressourcer, energi og materialer, der strømmer gennem økonomien – og dermed også klimaudledninger, arealforbrug og miljøforringelser fortsat den økonomiske vækst.

Der findes indtil videre ingen eksempler på, at vedvarende økonomisk vækst kan afkobles fra stigende miljø- og klimabelastning i den skala og med den hastighed, som de økologiske kriser kræver.

Alligevel behandles målet om økonomisk vækst som et ufravigeligt vilkår snarere end et politisk valg.

Også i Danmark er vækstkritikken fraværende, når der offentligt diskuteres klimapolitik. 

I 2018 skrev formandskabet for De Økonomiske Råd, at den grønne omstilling kan gennemføres relativt billigt og uden “grundlæggende ændringer i verdensøkonomien”. Men disse økonomiske fremskrivninger bygger på antagelser, der går stik imod den naturvidenskabelige viden på området – for eksempel at de økologiske kriser vil udvikle sig gradvist og lineært.

Nyere undersøgelser, der tager klimavidenskaben alvorligt, peger på, at konsekvenserne af de igangværende økologiske kriser vil være katastrofale – både i økonomiske og menneskelige termer. Og det er endda uden at tage højde for risikoen for et decideret samfundsmæssigt kollaps.

Det understreger behovet for at starte en åben og demokratisk samtale om, hvordan vi skaber en ny samfundsøkonomi, som kan blive ved at med tilbyde rammer for gode og meningsfulde liv i fraværet af økonomisk vækst.

I en kapitalistisk økonomi er vækst ikke blot et ønskværdigt mål, men et strukturelt imperativ. Nye investeringer forudsætter fremtidigt afkast. Når væksten stagnerer eller helt udebliver, opstår der samfundsmæssige kriser med stigende arbejdsløshed, nedskæringer og social turbulens til følge.

Men denne sammenhæng ikke er naturgiven. Den er et resultat af, at vi har indrettet vores eksisterende økonomiske og politiske systemer – arbejdsmarkedet, skattesystemet, velfærdsstaten – ud fra en forventning om vedvarende økonomisk vækst.

I den nye dokumentar Vækstens Pris sammenligner den politiske økonom Jason Hickel det med et passagerfly, der hele tiden skal flyve hurtigere blot for at undgå at styrte ned. Hvem ville have lyst til at sætte sig om bord på sådan et fly?

De økologiske kriser rejser et presserende spørgsmål: Hvordan skaber vi en ny samfundsøkonomi, der fungerer – socialt og politisk – uden hele tiden at skulle vokse?

Det kræver, at politisk fokus flyttes væk fra et snævert mål om samfundsøkonomisk vækst (målt i BNP) og over mod menneskelig trivsel, økologisk stabilitet og social retfærdighed. Men det kræver også en mere gennemgribende omlægning af vores samfund.

Et opgør med det økonomiske vækstparadigme kræver en gentænkning af hele vores samfundsindretning: hvordan vi arbejder, hvordan vi fordeler ressourcer, hvordan vi træffer fælles beslutninger – og hvad vi i det hele taget forstår som et godt liv.

Vi kommer til at skulle tale om nedsat arbejdstid, afvikling af miljøskadelige erhverv, nye former for demokratisk inddragelse og kollektivt ejerskab, samt nye tiltag som for eksempel universel basisindkomst.

Men vi kommer også til at tale om større og mere ubekvemme spørgsmål, som for eksempel nationalstatens rolle. Vækstparadigmet er dybt indlejret i global konkurrence mellem stater, og så længe lande måles, sammenlignes og indbyrdes konkurrerer på vækst, vil presset for fortsat ekspansion blive ved med at eksistere.

At gøre op med dette vil blandt andet kræve en radikal omfordeling af ressourcer fra det globale nord til det globale syd – ikke kun som reparation af historiske uretfærdigheder, men også for at skabe en ligeværdig global økonomi, hvor lande i det globale syd ikke bærer de miljømæssige omkostninger af den materielle levestandard i det globale nord.

Jeg ved det godt. Disse tiltag er ikke ligefrem øverst på den politiske dagsorden – slet ikke lige for tiden. Derfor kan det også godt være, at det på den korte bane giver mere mening at tale om grøn industripolitik og progressiv klimabeskatning frem for kapitalismekritik og global omfordeling.

Men vi er samtidig nødt til at være ærlige. Hvis vi ønsker at efterlade en levende planet for fremtidige generationer, så er der behov for, at vi taler højt om elefanten i rummet: det økonomiske vækstparadigme.

Det kan virke uoverskueligt. Men der er som bekendt kun én måde at få elefanten ud af rummet på: ved at tale om den.