Politisk netværk: Danmark må sikre, at EU leverer ved COP30

En aftale med potentiale – men uden garantier

EU har opnået politisk enighed om et 2040-mål om 90 procents reduktion af drivhusgasser og samtidig fastlagt et 2035-delmål (NDC) på 66-72,5 procents reduktion i forhold til 1990-niveauet.

Men bag de nye tal gemmer sig også en vis uklarhed om, hvor forpligtende kursen egentlig er.

2035-målsætningen er som bekendt indikativ – og ikke juridisk bindende. Det betyder, at EU stadig kan vælge den lave ende af spektret – 66 procent – uden formelt at bryde nogen forpligtelse.

Det giver fleksibilitet i forhandlingerne, men også en risiko for, at ambitionen udhules af den laveste fællesnævner. Det er derfor endnu for tidligt at tale om en egentlig sejr.

For nok har EU opnået enighed og indsendt et opdateret NDC forud for COP30, men spørgsmålet er, hvordan det i praksis skal realiseres: hvilke sektorer, der skal bære byrden, hvordan landbruget og industrien skal omstilles, og hvem der skal betale regningen.

Med andre ord: EU har tegnet en foreløbig skitse, men det fulde billede er stadig uvist.

Finansieringen bliver lakmustesten

Med den opdaterede målsætning for reduktion på plads flytter fokus sig nu fra tal til troværdighed og handling. Det handler således om, hvem der viser, at de faktisk vil betale regningen.

Amazonas befinder sig faretruende tæt på sit biologiske “tipping point” med risiko for reel ørkendannelse og disruption af regncyklusserne. Brasilien har derfor understreget, at COP30 skal være et egentligt implementeringsmøde – ikke endnu en PowerPoint-festival.

Danmark må via sit formandskab lægge vægt bag den ambitiøse ‘Baku to Belém Roadmap to 1.3 Trillion’ – en realøkonomisk plan for årligt at mobilisere 1,3 billioner dollars inden 2035.

EU er blevet enige om nye reduktionsmål– men det er kun begyndelsen.

Thomas Becker
Administrerende direktør, String

Og så må vi acceptere det grundlæggende moralske faktum: I-landene har skabt problemet – og må betale for at løse det. Vi kan ikke prædike inklusion og så blot lade udviklingslandene betale for oprydningen.

EU's nye målsætninger er et vigtigt skridt, men det vil kun få legitimitet internationalt, såfremt EU formår at manifestere sig som den ansvarlige og humane supermagt på COP30.

Som supermagten der respekterer hensynet til de mindst udviklede lande og deres manglende finansielle formåen.

Hvis EU's forhandlingsmandat på klimafinansiering fastlægges af Ungarn og Slovakiet (læs: mindste fællesnævner) så svigter vi – og skubber de mindst udviklede lande direkte i armene på Kina og Saudi-Arabien.

Inklusion og retsstat som diplomatisk våben

Klimaforandringerne er ifølge COP30's direktør, Ana Toni, “vores største krig”. Men krigen skal kæmpes retfærdigt. En logistisk krise i Belém, hvor ekstremt høje overnatningspriser truer med at gøre COP30 til “det mindst inkluderende klimatopmøde nogensinde” for civilsamfund og udviklingslande, er en alvorlig bekymring.

Samtidig har Den Internationale Domstol (ICJ) i juli 2025 afsagt en skelsættende afgørelse, der fastslår staters juridiske forpligtelse til at beskytte klimaet. Dette forstærker det juridiske pres på regeringer og virksomheder, der ikke lever op til deres forpligtelser.

Danmark og EU må derfor ikke nøjes med ambitiøse måltal, vi skal også forsvare retten til et stabilt klima – og insistere på, at COP30 bliver inkluderende, retfærdigt og i overensstemmelse med international ret.

EU er blevet enige om nye reduktionsmål– men det er kun begyndelsen. Det store spørgsmål bliver, hvordan vi sikrer, at denne målsætning omsættes til konkrete nationale planer, investeringer og resultater.

Ved at bruge formandskabet til at kræve reelle implementeringsmekanismer, ved at insistere på robust klimafinansiering og ved at stå vagt om inklusion og retsstatsprincipper, kan Danmark demonstrere, at EU's lederskab stadig tæller.