Tænketank: Kirken spænder ikke ben for byudvikling eller klima. Den sikrer hensynet til det fælles

Kirker er ikke tilfældige bygninger.

De er ikke opført, hvor de nu engang passede ind i en plan. Tværtimod er byer, landsbyer og landskaber vokset op omkring dem.

Kirkens indsigelsesret

Kirken har været og er fortsat et fælles orienteringspunkt, såvel visuelt som historisk og menneskeligt.

Når kommuner i dag planlægger byudvikling gennem kommune- og lokalplaner, bevæger de sig derfor ind i rum, der allerede er mættet med betydning.

Det er her, kirkens indsigelsesret kommer ind.

Kirken har et ansvar for at sikre, at hensynet til det fælles, det langsigtede og det menneskeligt betydningsfulde ikke drukner i kortsigtede behov.

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

Den såkaldte stiftsøvrighed, bestående af biskoppen og stiftamtmanden, som repræsenterer det politiske system, har en udvidet ret til at gøre indsigelse mod byggeri, der ligger tæt på kirker og påvirker indkigget til dem. Denne ordning fremstilles ofte som et privilegium.

Men i virkeligheden er det et ansvar.

Et ansvar for at sikre, at hensynet til det fælles, det langsigtede og det menneskeligt betydningsfulde ikke drukner i kortsigtede behov.

Indsigelsesretten er et korrektiv

Kommunerne peger på klimakrisen som et afgørende argument. Vi har brug for vindmøller, solceller og teknisk infrastruktur, og det er ubestrideligt sandt. Men spørgsmålet er ikke, om vi skal handle. Spørgsmålet er, hvordan.

Når den grønne omstilling gennemføres uden blik for menneskers oplevelse af deres omgivelser, risikerer vi at skabe modstand i stedet for opbakning. Landskaber, der mister sammenhæng. Byer, der mister identitet. Rum, hvor effektivitet erstatter tilhørsforhold.

Her fungerer kirkens indsigelsesret som et korrektiv. Som et spejl. En mulighed for at sige: Har vi set ordentligt efter? Har vi forstået, hvad dette sted betyder for dem, der bor her, ikke bare nu, men også før os og efter os?

Det er værd at bemærke, at vetoretten bruges yderst sjældent.

Alligevel tillægges den en næsten symbolsk magt, fordi den repræsenterer noget, der er svært at håndtere i moderne planlægning, nemlig grænser. Ikke tekniske grænser, men menneskelige grænser.

Fremdrift eller forankring

Kommunerne efterlyser ofte, at kirkerne blot skal have almindelig høringsret.

Men en høringsret kan overhøres. Den kan noteres, arkiveres og vejes mod andre hensyn – og tabes. Indsigelsesretten derimod forpligter.

Den tvinger parterne til dialog. Til at blive stående lidt længere i uenigheden. Til at tage stedet alvorligt.

Kirkens indsigelsesret fungerer som et korrektiv. Som et spejl. En mulighed for at sige: Har vi set ordentligt efter?

Søren Peter Hansen
Direktør, Tænketanken Prospekt

At kalde dette udemokratisk er en misforståelse af demokratiets væsen. Demokrati handler ikke kun om flertalsafgørelser og tempo. Det handler også om beskyttelse af det fælles rum mod at blive reduceret til en ressource, der kan udnyttes uden eftertanke.

Når kirken gør indsigelse, taler den ikke kun på egne vegne. Den taler på vegne af de døde, der ligger begravet dér. De levende, der bruger rummet. Og de kommende generationer, som også har ret til et landskab med dybde, genkendelighed og mening.

I en tid, hvor byudvikling og klimatiltag ofte præsenteres som tekniske nødvendigheder, insisterer Folkekirken på noget grundlæggende, nemlig at udvikling, rent ud sagt, ikke kun handler om fremdrift, men om forankring. At løsninger ikke kun skal fungere på papiret, men i menneskers liv.

Derfor spænder kirkens indsigelsesret ikke ben for fremtiden. Den sørger for, at vi ikke løber så hurtigt mod den, at vi glemmer, hvem og hvad vi tager med os.