Debat

Rådet for Grøn Omstilling: Antallet af fossile biler skal halveres inden 2030 

DEBAT: Elbilen er ikke løsningen på klimakrisen. Det er antallet af fossilbiler, der er problemet. Vi har brug for, at antallet af fossilbiler reduceres, skriver rådgivere i Rådet for Grøn Omstilling.

Klimaet er ligeglad med, hvor mange elbiler, der er i Danmark. I praksis er det antallet af fossilbiler på vejene, der er problemet, skriver rådgivere i Rådet for Grøn Omstilling.
Klimaet er ligeglad med, hvor mange elbiler, der er i Danmark. I praksis er det antallet af fossilbiler på vejene, der er problemet, skriver rådgivere i Rådet for Grøn Omstilling.Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jeppe Juul og Daria Rivin
Rådgivere inden for Klima & Transport, Rådet for Grøn Omstilling  

I halvandet år har vi siddet på hænderne og holdt vejret. Vi har sat vores lid til, at Eldrup-kommissionen ville komme med et ambitiøst men realistisk forslag til omstillingen af personbiler.

Nu er hænderne knyttede i frustration, og vi gisper højlydt efter vejret over de noget uambitiøse anbefalinger.

Når det så er sagt, så har der i den seneste debat om personbiler været en tendens til at forveksle midler og mål. Der har været et fejlagtigt fokus på hovedsageligt at øge antallet af elbiler, fremfor at nedbringe antallet af fossilbiler.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Eldrup-kommissionens begrundelse for det lave ambitionsniveau er, at det er for dyrt for samfundet at gå efter det, der rent faktisk er nødvendigt for den grønne omstilling.

Derfor peger Kommissionen på den tredjemindst ambitiøse afgiftsmodel, der forventes at give 750.000 elbiler på vejene i 2030 og en CO2-reduktion på 0,9 millioner ton ud af syv millioner ton i 2030.

Der er brug for, at vi i Danmark har et mål om at halvere antallet af fossile biler eller maksimalt har 1,5 million fossile biler i 2030.

Jeppe Juul og Daria Rivin
Rådgivere inden for Klima & Transport, Rådet for Grøn Omstilling  

Man kan undre sig over, hvorfor model et og to, der højst giver en CO2-reduktion på 0,3 millioner ton i 2030, overhovedet er taget med. Og man kan undre sig over, at kommissionen ikke har regnet på, hvordan vi får færre fossilbiler på vejene inden 2030.

Læs også

Finansministeriet medregner ikke CO2-besparelsen
Ikke nok med at kommissionens anbefalinger i sig selv er uambitiøse, så er det også kommet frem, at Finansministeriets beregninger, der ligger til grund for kommissionens anbefalinger, ikke medregner værdien af CO2-besparelsen ved omstillingen til elbiler og den klimamæssige gevinst ved fortrængningen.

Ministeriets måde at regne på viser, at beregningsmetoden understøtter status quo og ikke den nødvendige forandring, som kommissionens opdrag ellers lagde op til.

Men hvordan er det muligt, at vi i 2020 ikke regner CO2 med i samfundsøkonomiske beregninger? Hvordan er det muligt, at vi i 2020 ikke medregner den klimamæssige gevinst? Det burde ikke være muligt.

Det kan ikke forventes, at den grønne omstilling er gratis, når Folketinget i årevis har undergravet klimaet for at bevare status quo på transportområdet.

I årevis har Folketinget udskudt klimahandling i transportsektoren, fordi det beregnes til at være dyrere end i andre sektorer. Men det skal være markant dyrere at forurene og belaste klimaet – og denne omkostning skal tælles med i samtlige beregninger fremadrettet.

Højst 1,5 million fossilbiler i 2030
Kommissionen synes at sætte elbiler lig med løsningen på klimakrisen. Men klimaet er ligeglad med, hvor mange elbiler, der er i Danmark.

I praksis er det antallet af fossilbiler på vejene, der er problemet. Derfor burde kommissionen have lagt mere vægt på udfasning af fossilbiler frem mod 2030. Det er nødvendigt, at fossilbiler bliver endnu dyrere, hvis vi skal sikre den nødvendige hastighed af omstillingen.

Der brug for, at vi i Danmark har et mål om at halvere antallet af fossilbiler, eller at vi højst har 1,5 millioner fossilbiler i 2030.

Vi har brug for, at antallet af fossilbiler reduceres årligt og allerede fra i år. Antallet af fossilbiler er klimamæssigt det relevante at måle indsatsen på. Markant større ambition indbygget i et nyt afgiftssystem er en meget vigtig del af at nå målet.

Men det skal suppleres med for eksempel nulemissionszoner i byerne og et grønt befordringsfradrag, der favoriserer elbiler og langsomt udfaser den generelle økonomiske tilskyndelse til at bo langt fra sin arbejdsplads.

Folketinget har igennem flere omgange brugt milliarder af kroner på at sænke bilafgifterne, øge salget af fossilbiler, og reelt indbygge en stadig større klimadødvægt, der har gjort det endnu sværere at nå vores klimamål.

Nu skal antallet af fossilbiler ned og ambitionsniveauet op.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Daria Rivin

Seniorrådgiver for klima og transport, Rådet for Grøn Omstilling
MSc i Human Ecology (Lund Uni.), BSc i internationale studier og kultur & sprog (Roskilde Uni.)

Jeppe Juul

Transportpolitisk chef , Rådet for Grøn Omstilling, medlem af bestyrelsen i Transport & Environment
cand.scient.soc. (Roskilde Uni.)

0:000:00