Arbejdsmarked
I min seneste kommentar skrev jeg om, hvor svært det kan være at holde håbet oppe i en tid med accelererende økologiske og klimatiske kriser.
Jeg opfatter normalt mig selv som et relativt optimistisk og håbefuldt menneske. Men jeg tror, at håbløsheden rammer ekstra hårdt i disse dage, fordi vi i snart to år har været vidne til et folkemord i realtid på sociale medier, mens verdens ledere ser passivt til.
Da Greta Thunberg i slutningen af 2023 udtalte, at der ikke er nogen klimakamp uden grundlæggende menneskerettigheder, og at klimakrisen derfor er forbundet med de uhyrligheder, der udspiller sig i Gaza, blev hun mødt med en del skepsis – også herhjemme.
Weekendavisens Christian Bennike skrev dengang, at det, der foregår i Gaza, ikke er vigtigt for omstillingen, og at sammenkoblingen skader snarere end gavner klimakampen.
Men det er forkert. For kampen for retten til liv i Gaza og kampen for en bæredygtig fremtid hænger uløseligt sammen.
Selv hvis vi løser ét problem, vil andre bestå
Klimakampen er nemlig ikke blot et stort byggeprojekt. Vi løser ikke de økologiske kriser alene ved at opsætte flere vindmøller og solceller.
Det gør vi ikke, fordi energieffektivisering og udrulningen af vedvarende energi opvejes af et stigende samlet energibehov.
Der er ingen vej udenom: Systemiske problemer kræver systemiske løsninger.
Mads Ejsing
Postdoc, Københavns Universitet
Det kaldes 'rebound-effekten': Vi producerer mere grøn energi, men så længe det samlede forbrug stiger tilsvarende hurtigt, fortrænger det ikke de fossile brændsler. Og så er vi lige vidt.
Derudover står vi ikke kun med et CO2-problem. Vi overskrider i disse år flere forskellige planetære grænser, som også handler om biodiversitet, arealanvendelse, affald, plastic, kemikalier og meget mere.
Det er naivt at tro, at vi kan løse disse komplekse, sammenvævede problemer uden et grundlæggende opgør med de økonomiske og politiske magtforhold, som ligger til grund for dem.
Selv hvis vi løser ét problem, vil andre bestå.
Ja, faktisk risikerer nogle af de løsninger, der forfølges for at adressere den globale opvarmning, at forværre andre problemer, eksempelvis ved at øge efterspørgslen på knappe ressourcer som lithium og kobber.
Der er ingen vej udenom: Systemiske problemer kræver systemiske løsninger.
Gaza og den fossile kapitalisme
De magtforhold, som i øjeblikket driver de økologiske kriser, er skabt af det samme system, der gør det muligt, at en militariseret stat kan forfølge og dræbe en hel befolkningsgruppe for åben skue – uden at nogen griber ind.
Både klimakrisen og folkemordet i Gaza muliggøres af det, den svenske humanøkolog Andreas Malm kalder den fossile kapitalisme – et system, der konsekvent sætter profit og geopolitiske interesser over hensynet til menneskeliv. Både i Gaza og overalt på kloden.
Det er et system med dybe rødder i kolonialismens historie, hvor fundamentet for mange af nutidens magtforhold først blev lagt. Forbindelserne til i dag er mange, men særligt to forhold er værd at fremhæve her.
Det første handler om adgangen til ressourcer og land. Kolonimagterne underlagde sig med vold store territorier med henblik på at udvinde og kontrollere kostbare ressourcer.
I dag gentages dette mønster i den grønne omstillings navn, når lithium-miner eller vedvarende energiprojekter etableres i det globale syd uden samtykke fra lokale opbakninger.
Ligesom Israels langvarige besættelse af Palæstina i høj grad handler om adgangen til land, ressourcer og bevægelsesfrihed.
Det andet handler om rangordning af menneskeliv. Kolonialismen blev legitimeret med idéen om, at nogle mennesker var mere værd end andre – en tankegang, der stadig præger global klimapolitik.
Vi ser det ved, at lande i det globale nord fortsat forbruger langt over klodens bæreevne, mens konsekvenserne i stigende grad rammer det globale syd.
Og vi ser det særligt tydeligt i Vestens passivitet over for massedrabene i Gaza. Den tavshed, der omgiver Palæstinas lidelser, ville ikke være mulig, hvis ikke verden – bevidst eller ej – stadig var præget af en dehumanisering af brune kroppe.
Et opgør med et politisk og økonomisk system
Hvis vi skal have en reel chance for at afværge de værste konsekvenser af de igangværende økologiske kriser og samtidig undgå at forstærke fortidens uretfærdigheder, er vi derfor nødt til at have det lange lys på.
Vi er samtidig nødt til at tage et opgør med et politisk og økonomisk system, som primært tjener en lille elite i det globale nord.
Mads Ejsing
Postdoc, Københavns Universitet
Vi er nødt til at indse, at vi ikke kun kæmper for at “løse” CO2-problemet og nå vores klimamålsætninger i 2030 eller 2050.
Vi kæmper også for at skabe en ny og mere bæredygtig og retfærdig verdensorden, hvor de magtstrukturer, der lige nu ligger til grund for mange forskelligartede kriser, ikke længere er til stede.
Selvfølgelig skal vi bygge flere vindmøller og solceller. Og selvfølgelig skal vi tage ansvar for at reducere vores samlede økologiske aftryk – især i denne del af verden.
Men det er ikke nok.
Vi er samtidig nødt til at tage et opgør med et politisk og økonomisk system, som primært tjener en lille elite i det globale nord, og som konsekvent sætter profit over hensynet til liv – herunder vores fælles fremtid her på planeten.
Det er ikke et enten-eller, men et både-og.
'/%3e%3cdefs%3e%3clinearGradient%20id='paint0_linear_26833_4940'%20x1='11.5'%20y1='10.5'%20x2='11.5'%20y2='11.5'%20gradientUnits='userSpaceOnUse'%3e%3cstop%20offset='0.5'%20stop-color='%232C2CA4'/%3e%3cstop%20offset='0.5'%20stop-color='%23E60103'/%3e%3c/linearGradient%3e%3c/defs%3e%3c/svg%3e)
