I Danmark taler vi stadig om de økologiske kriser, som om det hele nok skal gå

Folkemødet er en dårlig kulisse til et panikanfald, så jeg holder en kort pause og tager en dyb vejrtrækning. Hvorefter jeg svarer noget i retning af, at hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke særligt håbefuld omkring fremtiden.

Ligegyldigt, hvad der sker herfra, kommer vi til at gå en mere usikker, kaotisk og katastrofefyldt fremtid i møde.

Jeg husker ikke så meget fra resten af samtalen, og da den er ovre, har jeg en underlig følelse i kroppen. Jeg skammer mig. Ikke så meget over de ting, jeg fik sagt, men over, at jeg lod facaden falde.

Det er ikke meningen, at man skal stå på Folkemødet og fortælle publikum, at man har mistet håbet.

Den måde, vi taler om kriserne, står ikke mål med deres omfang.

Mads Ejsing
Postdoc, Københavns Universitet

Morgenen efter gik jeg en tur langs vandet for at samle tankerne, inden jeg skulle tilbage til Folkemødet.

Jeg nåede frem til, at gårsdagens oplevelse var kulminationen på en længerevarende følelse af kollektiv kognitiv dissonans.

På den ene side taler vi mere og mere om klima i dag. Der var utallige arrangementer på Folkemødet om de økologiske kriser. Men i alle dem, jeg overværede eller selv var en del af, var det hele tiden som om, at noget undslap samtalen.

Den måde, vi taler om kriserne, står ikke mål med deres omfang.

Et af de mest sigende eksempler overværede jeg på Zetlands scene. Her havde journalist Clara Grunnet iscenesat en genopførelse af Arlas reklame 'Tradition for fornyelse', hvor en ung kvinde fra storbyen stiller kritiske spørgsmål til en ung landmand.

Til at spille hovedrollerne var inviteret forfatter og klimaaktivist Esther Kjeldahl og forpersonen for LandboUngdom, Christian Orthmann. Det var en frustrerende samtale at overvære.

Dagens moderator afbrød flere gange Kjeldahl midt i en sætning. Derimod fik Christian Orthmann lov til at glide let og ubesværet hen over de fleste kritiske spørgsmål med floskler som, at “det vigtigste er, at vi kan tale sammen”, og “man skal jo starte et sted”, imens Esther Kjeldahl ihærdigt forsøgte at holde fokus på problemets kerne – nemlig at uden en markant reduktion af den animalske produktion i Danmark, er der ingen bæredygtig vej frem for landbruget.

Prikken over i'et kom mod seancens afslutning, efter at den unge landmand lettere modvilligt havde medgivet, at det da er “skræmmende”, at somrene bliver varmere og tørrere som følge af klimaforandringerne.

Hvorefter han tilføjede nogenlunde samme udsagn, som Alex Vanopslagh (LA) for nylig gav Iben Maria Zeuthen i podcasten 'Ryd Fladen' efter at være blevet konfronteret med klimavidenskabens dystre forudsigelser: “Jeg er nok bare mere optimistisk omkring fremtiden”.

Her er altså ikke noget mangel på håb.

Tilbage i panelsamtalen om håb forsøgte den venlige biskop at række mig en form for sjælelig redningskrans: “Men Mads, kan du slet ikke finde noget håb i, at nogle gange så skal tingene blive værre, før de bliver bedre?”

Det er selvfølgelig rigtigt. Nogle gange skal ting brænde ned, før noget nyt kan vokse op. Men lige hvad angår de økologiske kriser, har jeg svært ved at finde synderligt meget håb i den tanke.

I forsøget på at undgå at miste håbet, risikerer vi at tabe sandheden om krisernes omfang.

Mads Ejsing
Postdoc, Københavns Universitet

For det første er vi faretruende tæt på en række irreversible klimatiske tippepunkter, som risikerer at forandre livsbetingelserne på kloden radikalt.

Nogle former for liv, herunder mikrober, vil overleve selv de værste scenarier, men hvor meget håb er der lige i det?

For det andet, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad det lille ord “værre” indebærer: Fordrivelse og flugt. Sult og tørke. Død og ødelæggelse.

For mange mennesker på kloden er tingene allerede værre. Intet tyder på, at de snart bliver bedre.

Det betyder ikke, at at alt håb er ude. Men hvis jeg stadig kan finde håb i dag i en tid med økologiske kriser, så er det ikke et håb om en grøn fremtid uden afsavn eller troen på, at tingene nok skal blive bedre i fremtiden.

Det er en anden form for håb, der er brug for. Et som findes i de ting, vi gør sammen.

Det er håbet om, at vi bevarer vores menneskelighed i mødet med sammenbrud.

Håbet om, at vi kan møde hinanden med solidaritet, når kriserne for alvor rammer. Et håb om fællesskab, handling og ansvar – ikke optimisme og business as usual.

Jeg forstår godt trangen til optimisme. Når politikere taler om grøn omstilling uden afsavn eller lover både økonomisk vækst og klimaansvar, føler man sig beroliget. Hvis bare vi skifter benzinbilen ud med el og spiser nogle flere linser, så skal det nok gå alt sammen.

Det er den slags fortællinger, der gør os optimistiske omkring fremtiden. Men i forsøget på at undgå at miste håbet, risikerer vi at tabe sandheden om krisernes omfang.