Ungeklimarådet: Vi har brug for en plan B, hvis CCS-udbuddet fejler

Der er en fornemmelse i tiden af, at meget er ved at falde fra hinanden. Den internationale orden er under pres. Krige, handelskonflikter og geopolitiske chok er rykket fra undtagelse til normaltilstand. Økonomisk usikkerhed og en meget stor politisk fragmentering præger dagsordenen.

For mange unge er oplevelsen ikke længere, at verden bevæger sig fremad, men at de institutioner, der skulle sikre stabilitet, mister grebet.

Midt i den udvikling har Danmark haft ét centralt holdepunkt: klimaloven. Et klart, juridisk forpligtende løfte om, at der på dette område var fast kurs og forudsigelighed. Netop derfor er det alvorligt nu at konstatere, at også dette anker begynder at vakle.

Danmarks 2030-mål er ikke et politisk pejlemærke, man kan justere efter omstændighederne. Det er et lovbundet punktmål. Klimaloven forpligter Danmark til at reducere udledningerne med 70 procent i 2030 i forhold til 1990.

Når et sådant mål vedtages, følger der et ansvar for at sikre, at målet kan nås under realistiske forudsætninger – også hvis centrale antagelser ændrer sig.

Set fra Ungeklimarådets perspektiv er det netop her, den nuværende klimapolitik fremstår alt for sårbar.

2030-målet skal sikres

Vi har i forvejen – desværre – indrettet klimapolitikken som en hockeystav: for lidt i starten og så en brat, teknologisk acceleration eller forhåbning i de sidste år frem mod 2030, hvor de store reduktioner antages at komme. Problemet er, at XXL-hockeystave knækker, når de belastes i spidsen. Og nu knirker spidsen gevaldigt.

CO2-fangst og -lagring, CCS, er i den sammenhæng blevet en central forudsætning. Staten har afsat 28,7 milliarder til CCS-puljen med en forventning om, at ordningen kan levere omkring 2,3 millioner ton CO2-reduktioner årligt fra 2030.

Det udgør en væsentlig del af den samlede reduktionsindsats og forudsætter, at udbuddet gennemføres som planlagt.

Det er ikke ligefrem tilfældet.

Udbuddet har mistet både tid og næsten samtlige aktører. Fristen for endelige bud er blevet udskudt flere gange senest til 27. januar 2026 med en forventet kontrakttildeling i april.

Hen over julen har ni ud af ti prækvalificerede aktører trukket sig. I praksis er Aalborg Portland den eneste aktør, der aktuelt står tilbage.

Situationen efterlader således to mulige udfald – og begge indebærer meget betydelig risiko.

Hvis Aalborg Portland ikke byder, bortfalder en stor del af den forventede CCS-leverance. Dermed er der ingen vej uden om nye tiltag. Men også hvis Aalborg Portland faktisk byder, samles en alt for stor del af de resterende nødvendige reduktioner i ét projekt hos én aktør med én værdikæde og én tidsplan.

Klimapolitikken udøves allerede i en periode, hvor andre kriser presser den politiske opmærksomhed.

Ungeklimarådet

Projektet vurderes i bedste fald at kunne levere op til 1,5 millioner ton CO2-reduktioner årligt, hvis alt forløber planmæssigt.

Det er et væsentligt bidrag, men også et bidrag, der er forbundet med meget betydelige gennemførelsesrisiko inden for tidsrammen – heraf hvorfor samtlige andre aktører måske har trukket sig.

I begge tilfælde mangler der altså et klart svar på, hvordan 2030-målet sikres, hvis forudsætningerne ikke holder.

I dag findes der ingen eksplicit plan for, hvordan Danmark vil lukke reduktionsgabet frem mod 2030, hvis CCS leverer mindre eller senere end forudsat – uanset om det skyldes manglende bud eller koncentration af risiko i ét projekt.

Det har regeringspartier selv erkendt, senest med udmeldinger om, at der ikke foreligger nogen nødplan, hvis CCS-udbuddet fejler. Der er heller ingen på forhånd definerede alternativer, som hurtigt kan bringes i anvendelse.

Det er et problem. 

Regning til næste generation

Derfor er der behov for en plan B. Et egentligt 2030-beredskab, der består af et begrænset antal kendte virkemidler, der på forhånd er identificeret, prioriteret og klar til anvendelse, hvis de nuværende forudsætninger ikke holder.

Det kan eksempelvis være hurtigere udfasning af fossil opvarmning, øget elektrificering dér, hvor teknologien allerede er moden og målrettet energieffektivisering. Og de kan alle implementeres inden for den resterende tidshorisont. 

Klimapolitikken udøves allerede i en periode, hvor andre kriser presser den politiske opmærksomhed, og hvor langsigtede risici let får mindre vægt i den løbende prioritering.