Om  
Rasmus Prehn

Kontorchef fra Odense er ny særlig rådgiver for Rasmus Prehn

Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) har ansat Casper Steen Pedersen som særlig rådgiver. Han kommer fra en stilling som kontorchef i Odense Kommune.

Benedicte Gjerding Dahlberg

Udviklingsminister Rasmus Prehn (S) har onsdag formiddag løftet sløret for, hvem der fremover skal bistå ham med politisk assistance som særlig rådgiver.

Det bliver Casper Steen Pedersen, der med sine godt ti år i rådgiver- og kommunikationsbranchen nu skal hjælpe den nyudnævnte udviklingsminister med politikudvikling, strategi og kommunikation.

Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. 

Casper Steen Pedersen har mange års erfaring i både centraladministrationen og det kommunale. Han har blandt andet tidligere været ansat som presserådgiver i Udenrigsministeriet og som kommunikationschef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. I 2014 var han ansat som fungerende pressechef i Skatteministeriet.

Casper Steen Pedersen kommer senest fra en stilling som kontorchef på borgmesterkontoret i Odense, hvor han blandt andet har fungeret som rådgiver for Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S). 

Det er da også Casper Steen Pedersens rådgivererfaring, der har fået udviklingsministeren til at vælge netop ham som særlig rådgiver.

"Jeg er super glad for, at Casper Steen Pedersen har sagt ja til at være med på holdet. Casper har masser af konkret rådgivererfaring blandt andet for Odenses borgmester og arbejdet med den meget klare velfærdsdagsorden. Han evner at udfordre mig og spille mig bedre. Det får jeg brug for, hvis jeg skal lykkes med min store ambition om at skabe større folkelig opbakning til og begejstring omkring udviklings- og solidaritetspolitikken," siger Rasmus Prehn i pressemeddelelsen.

Casper Steen Pedersen er uddannet cand.mag. i dansk og film/medievidenskab fra Københavns Universitet. Han tiltræder stillingen som særlig rådgiver 4. september. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00