ARI: Kommunerne fylder ovnene med udenlandsk affald, mens dansk jern og metal køres til deponi

Af Niels Bukholt
Sekretariatsleder i ARI, Affalds- og Ressourceindustrien

Gamle biler, udtjente vaskemaskiner eller nedbrudte køleskabe tilhører alt sammen en type affald, som kræver lidt ekstra. Shredderaffald kaldes det.

En stor del af det brugte jern og metal kan heldigvis genanvendes, mens en del afbrændes og en anden del ender på deponi. Især den del, som er egnet til forbrænding, er ekstra krævende. Derfor har staten brugt millioner af kroner på at fremme udvikling af teknologi og bedre sortering.

Det har de blandt andet gjort gennem partnerskaber med de private genanvendelsesvirksomheder, som i dag leverer affald til de kommunale forbrændingsanlæg, der er bedre egnet til afbrænding nu end for år tilbage.

Import er en bedre forretning
Målet er, at mere skal kunne afbrændes frem for at ende på deponi. Det var målet i den nationale affaldsplan fra 2013, og det er fortsat målet i den nye plan, som aktuelt er i høring.

Desværre sker det bare ikke i særligt stort omfang. Efter 10 års indsats med at udvikle sorteringen er status, at kommunerne fortsat vægrer sig mod at behandle shredderaffaldet.

Efter 10 års indsats med at udvikle sorteringen er status, at kommunerne fortsat vægrer sig mod at behandle shredderaffaldet

Niels Bukholt
Sekretariatsleder i ARI, Affalds- og Ressourceindustrien

Hvert år ryger op mod 50.000 ton shredderaffald på deponi, som egentlig kunne have været brændt af, og dermed i det mindste kunne have givet varme og energi.

Trægheden består, på trods af at der er massiv overkapacitet på forbrændingsanlæg i Danmark.

Kommunerne importerer faktisk store mængder affald fra andre lande for at kunne fylde ovnene. Det er sandsynligvis også en bedre forretning for dem.

Markedsprisen på affaldsforbrænding er høj, og det betyder, at kommunerne får flere penge for at afbrænde udenlandsk affald, end de får at modtage dansk shredderaffald.

Det ændrer bare ikke på, at kommunerne med monopolet i ryggen ikke kun har retten til at bestemme, hvor landets virksomheder skal sende deres affald hen, de har også pligten til at modtage det eller anvise et sted, hvor det kan modtages.

Kommunernes monopol
Så selvom den forbrændingsegnede del af shredderaffaldet kræver ekstra sortering og opblanding med det øvrige affald, så skal opgaven løses. Det kommunale monopol skal enten selv modtage det eller anvise et sted, hvor det kan ske. Det sker bare ikke.

Undskyldningerne er mange - mangel på kapacitet, teknologi, ekstra besvær og lignende. Men i virkeligheden handler det nok bare om penge.

Der er bedre økonomi i at importere affald end i at håndtere shredderaffald, hvor der er loft på prisen, som ikke må overstige omkostningen ved at udføre opgaven.

Der vil sikkert være delte meninger om årsagerne til, at det forbrændingsegnede shredderaffald ikke i stort nok omfang ender på de kommunale forbrændingsanlæg.

Hvad der ikke kan være stor uenighed om er dog, at det ikke er holdbart. I praksis håndteres den manglende lyst til at tage mod affaldet med midlertidige dispensationer til at oplagre affaldet. Det er ikke godt nok.

Regeringen og Folketinget forventes her i det nye år at forny kommunernes monopol på affaldsforbrænding.

Derfor vil vi opfordre politikerne til at sikre sig, at kommunerne rent faktisk løser den her opgave fremadrettet. En opgave, som de har monopol på at løse.