Debat

Danske Regioner og Bedre Psykiatri: Regioner og kommuner skal i fællesskab styrke børn og unges mentale sundhed

REPLIK: Tusindvis af børn får ikke hjælp, fordi de er for syge til kommunernes tilbud og for raske til regionernes. Det skal laves om med et styrket samarbejde mellem kommuner og regioner, skriver Sophie Hæstorp Andersen og Thorstein Theilgaard.

MISTRIVSEL: Regioner skal bistå kommunerne med psykiatriske tilbud for børn, der mistrives, mener Sophie Hæstorp Andersen og Thorstein Theilgaard. 
MISTRIVSEL: Regioner skal bistå kommunerne med psykiatriske tilbud for børn, der mistrives, mener Sophie Hæstorp Andersen og Thorstein Theilgaard. Foto: Colourbox.com
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Sophie Hæstorp Andersen og Thorstein Theilgaard 
Hhv. Danske Regioner og Bedre Psykiatri 

Flere og flere børn og unge kæmper med psykiske vanskeligheder.

Som Jacob Bundsgaard og Joy Mogensen, hhv. formand for KL og formand for KL’s Socialudvalg, skrev i et debatindlæg 3. maj, er det skræmmende læsning og kalder på handling. Det er vi enige i.

Derfor er det glædeligt, at KL også kan se det akutte behov, der er for, at vi styrker indsatsen til børn og unge, der mistrives. Hvis vi skal vende udviklingen, er det nødvendigt, at vi investerer i en tidlig indsats.

Vi anerkender fuldt ud, at kommunerne besidder langt de fleste af de kompetencer, som et nyt behandlingstilbud skal have, blandt andet psykologfaglige kompetencer til individuel behandling.

Sophie Hæstorp Andersen og Thorstein Theilgaard
Danske Regioner og Bedre Psykiatri

Samtidig er det positiv læsning, når KL nævner, at det kan være nødvendigt at inddrage psykiatrien i det kommunale arbejde.

Og det er positivt, at man i KL selv har øje på, at et kommunalt kvalitetsløft er alfa og omega, så personalet i dagtilbud og skoler bliver bedre rustet til at reagere rettidigt og sætte tidligt ind, når et barn eller ung ikke trives.

Regionale psykiatriske tilbud for skolebørn
Men det er vigtigt at huske, at der er tusindvis af børn, som ikke får hjælp, fordi de populært sagt er for syge til kommunernes tilbud og for raske til regionernes.

De har ikke en egentlig psykisk sygdom – endnu – men de mistrives og kæmper for eksempel med ensomhed eller mildere former for angst og depression.

Her mener vi, hverken kommunernes eksisterende tilbud eller KL’s tanker i deres indlæg her på Altinget er tilstrækkelige. Vi er nødt til at tænke nyt.

Det er derfor, vi foreslår, at kommunerne etablerer et nyt behandlingstilbud med bistand fra den regionale psykiatri. Her skal især folkeskoler kunne henvende sig direkte til psykologer, børne- og ungdomspsykiatere og sundhedsplejersker, når et barn mistrives og har brug for hjælp.

Målet er, at børnene får hjælp tidligere, så deres mistrivsel ikke udvikler sig til en egentlig behandlingskrævende psykisk sygdom.

KL misforstår vores forslag, når de skriver, at vores nye tilbud indebærer nye murstenskonstruktioner. Vi ser ikke behov for nye mursten, og vi vil heller ikke blande os i kommunernes organisering af deres tilbud.

Vi ser et behov for at styrke den tidligere og forebyggende indsats, der i dag varetages i PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning). Vi anerkender fuldt ud, at kommunerne besidder langt de fleste af de kompetencer, som et nyt behandlingstilbud skal have, blandt andet psykologfaglige kompetencer til individuel behandling.

Pointen er, at kompetencerne skal bringes bedre i spil for at få effekt – og at man skal trække på sundhedsfaglige kompetencer i den regionale psykiatri, når der er et behov.

For store forskelle mellem kommunerne
I nogle kommuner er der fire gange så mange børn, der kommer i kontakt med psykiatrien, som i andre kommuner (se oversigt herunder). Så store forskelle kan vi ikke være bekendt eller acceptere.  

 

Hvor kommunernes nuværende PPR-tilbud primært har fokus på at inkludere børn med særlig behov i undervisningen, er der brug for, at PPR-tilbuddene griber de børn, som mistrives på grund af mentale problemer.

Kommunerne skal have mere fokus på forebyggelse og tidlig indsats. Der er et uudnyttet potentiale i PPR og de øvrige kommunale tilbud, som det vil være fjollet ikke at udnytte. Og kobler man sundhedsprofessionelle fra den regionale psykiatri til, kan det virkelig blive et godt sted at få hjælp for de børn og unge, der mistrives.

Kommuner og regioner skal arbejde sammen
Statistikken taler et tydeligt sprog. År efter år bliver flere børn og unge diagnosticeret med en psykisk sygdom.

En stor del af disse børns psykiske sygdom kunne være forebygget med den rette hjælp. Hvis ikke vi sætter tidligt ind over for dem og giver dem muligheden for at få det bedre, så begår vi et kæmpe svigt.

Skal en sådan indsats lykkes, kræver det, at kloge hoveder fra både kommuner og regioner arbejder sammen. Det er ikke nok at snakke sammen.

Hvis vi virkelig skal gøre en forskel for de mange børn og unge, der ellers kan ende med en psykisk sygdom og det begrænsede liv, det kan medføre, så skal vi løse udfordringen med vores forskellige kompetencer i forening.

Det er dejligt, at KL med deres psykiatriudspil også vil være med til at smøge ærmerne op.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

Thorstein Theilgaard

Direktør for public affairs, Holm Kommunikation, fhv. MF (SF)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1999)

0:000:00