Debat

Kommunal direktør i modsvar: Vores daginstitutioner arbejder systematisk med omsorg for børnene

København Kommune tager livtag med vilkårligheden og arbejder systematisk med at sikre den nødvendige omsorg i daginstitutionerne, så kvaliteten ikke står og falder med den enkelte medarbejder, skriver Tobias Børner Stax i et svar til Malene Angelo fra Børns Vilkår.

Pædagogisk kvalitet skal ikke ligge på den enkelte medarbejder. Det skal være internaliseret i den måde, vi arbejder med børnene på, så vi kan sikre, at alle små københavnere bliver mødt med høj kvalitet i børnehøjde, skriver Tobias Børner Stax.
Pædagogisk kvalitet skal ikke ligge på den enkelte medarbejder. Det skal være internaliseret i den måde, vi arbejder med børnene på, så vi kan sikre, at alle små københavnere bliver mødt med høj kvalitet i børnehøjde, skriver Tobias Børner Stax.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Tobias Børner Stax
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Psykolog Malene Angelo fra Børns Vilkår skriver i en kommentar 23. november her i Altinget, at det er ganske vilkårligt, om ens børn får den nødvendige omsorg i daginstitutionerne.

Malene Angelogs bekymring er, at det hele står og falder med den enkelte medarbejder på stuen, og der er selvfølgelig forskel på daginstitutioner.

Men i København har vi taget livtag med den vilkårlige kvalitet. Vi er gået systematisk til værks.

Sammen med Aalborg Universitet har vi udviklet en lederuddannelse for pædagogiske ledere, og vi har på forholdsvis kort tid rykket den samlede pædagogiske kvalitet et ordentligt nøk opad.

Jeg håber, at det både kan berolige Malene Angelo og inspirere andre.

Daginstitutionerne scorer bedre resultater

I sidste uge fejrede vi vores ledere i vuggestuer og børnehaver fra to områder i byen.

Ingen skaber kvalitet alene. Det er noget, vi skaber sammen.

Tobias Børner Stax
Administrerende direktør, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune

De har som det første hold afsluttet lederuddannelsen, og der er god grund til at lade champagnepropperne springe og råbe højt hurra.

Som en del af uddannelsen benytter vi samme metode til at måle kvaliteten, som Vive gjorde i sin landsdækkende undersøgelse fra foråret.

Der er blevet lavet observationer i daginstitutionerne af blandt andet personalets interaktion med børnene, og hver daginstitution har herefter fået en vurdering på en skala fra ”ringe” til ”fremragende”.

Læs også

Det vi ser er, at der fra 2022 til 2023 er der sket et stort ryk i den rigtige retning.

I de første observationer i 2022 fik 48 procent af daginstitutionerne vurderingen ”tilstrækkelig”. I 2023 er det tal reduceret til 25 procent, og ingen af de daginstitutioner, som har en leder, der har været på lederuddannelsen, scorer ”utilstrækkeligt” eller ”ringe”.

I dag har 74 procent af daginstitutionerne i de to områder nu vurderingen ”god” eller ”fremragende”.

Vi skaber kvalitet i fællesskab

De to områder i København har 105 pædagogiske ledere for børnehaver og vuggestuer og 19 klyngeledere.

Vi har skabt et skabt et fælles perspektiv på opgaven og på det, der er god pædagogisk kvalitet i hele organisationen.

Tobias Børner Stax
Administrerende direktør, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune

Tilsammen har de cirka 2.000 medarbejdere og ansvaret for ca. 9.000 små københavnerbørn.

Ambitionen har været at uddanne vores ledere lige der, hvor de er, og hvor de skal få kvaliteten til at udfolde sig.

Men vi har også et mantra om, at ingen skaber kvalitet alene. Det er noget, vi skaber sammen.

Derfor er ledelse af arbejdsfællesskaber et vigtigt element i uddannelsen, og lederne deltager i uddannelsen sammen med deres lederkolleger i klyngerne.

Klyngelederne, de pædagogiske konsulenter og resten af lederne i forvaltningen er også igennem møllen.

Vi har styrket samarbejdet mellem kæderne. Fra ledere i vuggestuer og børnehaver til klyngeledere og øvrige understøttende funktioner i forvaltningen. Vi har skabt et skabt et fælles perspektiv på opgaven og på det, der er god pædagogisk kvalitet i hele organisationen.

København har højnet sit bundniveau

Det handler om, at pædagogisk kvalitet ikke skal være vilkårlig. Det skal ikke være op til den enkelte medarbejder, men være internaliseret i den måde, vi arbejder med børnene på.

Kvalitet af københavnske institutioner er resultatet af en systematisk tilgang, hvor mange gode folk løfter i flok. 

Tobias Børner Stax
Administrerende direktør, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune

Kun på den måde kan vi sikre, at alle små københavnere bliver mødt med høj kvalitet i børnehøjde, og at den ikke forsvinder, når yndlingspædagogen på stuen flytter eller får nyt arbejde.

Der er desuden flere grunde til at beholde armene op over hovedet.

Der er nemlig givet penge til, at uddannelsen kan udbredes til resten af byens børnehaver og vuggestuer.

Det betyder, at endnu et hold begynder i 2024. Men hvad så efter endt uddannelse? Flader kvalitets-kurven ikke ud efter noget tid, vil nogen måske spørge?

For at holde gryden i kog har vi også styrket det pædagogisk tilsyn. Nu er det bygget op om samme kriterier, som dem vi bruger i uddannelsen. I dag får vi desuden tidligere øje på de institutioner, som af den ene eller anden grund er i knæ.

Tilsynet hjælper os simpelthen med at spotte de institutioner, som har brug for en hjælpende hånd for at komme tilbage i god gænge.

Det er således ikke de samme daginstitutioner, der fra år til år har brug for en håndsrækning, og vi kan med stolthed og uden tøven sige, at vi har højnet bundniveauet, og at kvalitet i København ikke er vilkårligt, men resultatet af en systematisk tilgang, hvor mange gode folk løfter i flok.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tobias Børner Stax

Adm. direktør, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1996), ph.d. i sociologi (Københavns Uni. 2004)

Malene Angelo

Psykolog, Børns Vilkår
Cand.psych. Aut. Specialist i klinisk børnepsykologi

0:000:00