Debat

Steen Gade: Kommunalbestyrelser får vigtig rolle som grønne stifindere

Kommunalbestyrelser skal afveje interesser for klima og energi på den ene side overfor biodiversitet, natur og forurening på den anden. Deres bundne opgave de næste fire år bliver at overvinde skepsis og modstand på tværs af de to fronter og få befolkningen med hele vejen, skriver Steen Gade i denne kommentar.

Den "gamle" diskussion om, hvor ambitiøs man skal være på det grønne område, er ved at blive erstattet af konflikter om virkemidlerne, skriver Steen Gade i denne kommentar. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix.
Den "gamle" diskussion om, hvor ambitiøs man skal være på det grønne område, er ved at blive erstattet af konflikter om virkemidlerne, skriver Steen Gade i denne kommentar. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix.
Steen Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Godt nytår til de grønne frontkæmpere i kommunerne. 

Jeg tænker ikke, at der var så mange nyvalgte kommunalpolitikere, der oplevede fyrværkeriet nytårsaften som en hyldest til dem som grønne frontkæmpere. Som den fremskudte front i kampen for en reel grøn omstilling. For der er jo heldigvis også mange andre. 

Når jeg alligevel udnævner hver enkelt af kommunalpolitikerne til at udgøre fronten, er det, fordi kommunalvalgkampen – og delvist også valgresultaterne – viste et helt andet billede af, hvad der foregår i befolkningen, end det vi taler mest om.

Den fremherskende tolkning af valgresultatet, også baseret på undersøgelser, viser, at befolkningen var meget optaget af klima, natur og miljø.

Men når man ser på, hvordan konflikterne på de grønne områder så ud rundt omkring i landet, ser man helt nye og ganske store brudflader. Den "gamle" diskussion om, hvor ambitiøs man skal være på det grønne område, er ved at blive erstattet af konflikter om virkemidlerne. 

Resultatet er desværre ofte, at indsatsen droppes, forsinkes eller forringes, og at mange bliver i tvivl.

Modstanden handler ofte om "ikke i min baghave", men det må ikke mistolkes som egeninteresse. For det handler mere og mere om kamp mellem forskellige grønne hensyn.

Steen Gade
Formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål

Kommunalvalgkampen afslørede nemlig et helt batteri af "nye" grønne konflikter, der fik betydning for valgresultatet.

Modstand mod vindmølleprojekter på land, hvor alt jo er gået i stå, modstand mod biogasanlæg og solcelleparker, modstand mod færre parkeringspladser, modstand mod ny tæt bebyggelse og modstand mod skånsom vandløbsregulering og naturnationalparker.

Nu ikke med argumenter imod grøn omstilling, men i stedet modstand mod bestemte virkemidler og modstand mod konkrete projekter. 

Modstanden handler ofte om "ikke i min baghave", men det må ikke mistolkes som egeninteresse. For det handler mere og mere om kamp mellem forskellige grønne hensyn.

Naturbevarelse, biodiversitet og miljøgener som lugt, forringet livskvalitet fra støj og forringet adgang til natur og friluftsliv – overfor energi og klimainitiativer. Altså grønne argumenter overfor andre grønne argumenter. 

Det er den "front", de nye kommunalbestyrelsesmedlemmer står midt i. Og i de næste fire afgørende år afhænger meget af, om de lykkes med at overvinde skepsis og modstand og får befolkningen med hele vejen. Både i forhold til klima, miljø, natur og biodiversitet. 

Dermed er de placeret som "frontkæmpere" mellem klima og energi på den ene side, overfor biodiversitet, natur, forurening, vand, jord og luft på den anden. 

Og de kommer nok til at føre til nogle af de giftigste diskussioner i de kommende år. For vi har brug for det hele – og som jeg læser kommunalvalget – helst samtidigt, hvis alle skal med.

Konflikterne skal dæmpes og gerne afmonteres gennem en langt bredere grøn tilgang end klima og energi alene.

Her er brug for fantasi, nye ideer og nye alliancer. Det er desværre også her, at den aktive lokalpolitiker vil møde barrierer i eksisterende lovgivning, regler, økonomistyringsprincipper og i traditionel administrativ praksis.

Steen Gade
Formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål

Chancen for straks at gå løs på opgaven ligger lige for. Klimaindsats og klimatilpasning vil næsten alle kommuner sætte turbo på som en del af Kommunernes Landsforenings tilslutning til DK2020-projektet.

Det betyder, at de kommuner, der endnu ikke har lavet deres egne planer for 2030 i løbet af de næste to år, vil udarbejde en samlet plan for klima og klimatilpasning, således at alle kommuner arbejder på samme måde i de kommende år. 

Klima, energi og klimatilpasning kommer derfor først og bliver en slags bunden dagsorden. Men det er biodiversitet, mere natur, vandmiljø, bæredygtigt byggeri jo også!

Så her er opgaven i praksis lokalt at sikre sammenhæng mellem klimatiltag og alle de andre grønne udfordringer, så vi undgår de ødelæggende konflikter. 

Det kræver nye typer projekter, der både lever op til klimamål og kan tælles i CO2-ækvivalenter, og som samtidigt kan integreres i nye naturprojekter og andre grønne projekter.

Her er lavbundsjorde jo oplagte ligesom vandløbsforsinkelsesprojekter.

Men der der er langt flere muligheder, for eksempel hvis vi tager fat i lokale og regionale jordfonde til jordfordeling og natursatsning, eller hvis vi ser på skovområder i forbindelse med landsbysamfund, biodiversitetsgårde og cirkulær økonomi.

Her er brug for fantasi, nye ideer og nye alliancer. Det er desværre også her, at den aktive lokalpolitiker vil møde barrierer i eksisterende lovgivning, regler, økonomistyringsprincipper og i traditionel administrativ praksis.

Og det er derfor også her, at "frontrollen" bør åbnes op, så alle kræfter udnyttes for at sikre mere samtænkning og mindre silo. 

Mit håb er, at Kommunernes Landsforening og regeringen vil tage en grundig diskussion om, hvordan "fronten" kan spille en meget mere aktiv rolle i at tænke på tværs, kombinere løsninger fra flere "siloer" og dermed afmontere mange af de hindringer, der lige nu ofte stopper grønne projekter. 

Her skal der også tænkes utraditionelt. Et forslag kunne være, at Dan Jørgensen og Lea Wermelin i samarbejde med KL laver en åben postkasse for forslag og ønsker, der fjerner barrierer for den grønne omstilling lokalt, samt fremmer samtænkning af flere grønne formål på tværs af ministerier og siloer.

Postkassen bør være åben for både kommunalbestyrelse og individuelle kommunalbestyrelsesmedlemmer, og begge ministerier bør inddrages og besvare forslag og ideer. 

Hvis kommunalbestyrelsesmedlemmerne på den måde opmuntres til at blive grønne stifindere, vil også Folketinget i større udstrækning kunne lære at udnytte den viden, der findes ude ved "frontlinjen" i en fælles indsats for at sikre den bredest tænkelige grønne omstilling med færrest mulige konflikter. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00