Bjerager: Lad mediestøtten være i fred

Af Erik Bjerager
Chefredaktør og administrerende direktør Kristeligt Dagblad

Kort efter jeg blev chefredaktør på Kristeligt Dagblad for mere end 20 år siden, fik jeg også posten som direktør og opgaven med at redde avisen fra lukning. 

Vi skulle rejse ny aktiekapital, og hvordan gør man det til en avis, der aldrig eller næsten aldrig havde givet overskud eller for den sags skyld udbetalt udbytte til sine investorer?

Svaret blev en annoncekampagne rettet mod læserne under mottoet: ”Køb aktier i Kristeligt Dagblad og få udbytte hver dag.” 

Heldigvis lykkedes operationen. Knap 3000 læsere købte dengang aktier og sikrede avisens overlevelse. Lige siden har den haft overskud og stort set ubrudt fremgang. Og vi har aldrig udbetalt udbytte til vore aktionærer.

Medier er ikke almindelige virksomheder
Når jeg indleder sådan, er det for at fremhæve én vigtig pointe i debatten om mediestøtte, som let fortaber sig. Aviser og andre publicistiske medier er ikke bare virksomheder, der skal tjene penge til deres ejere. De er kulturinstitutioner, der virker til gavn for folkeoplysningen og demokratiet. 

Politikerne skal hjælpe medierne med ikke at gøre den vanskelige omstilling sværere.

Erik Bjerager
Chefredaktør og administrerende direktør Kristeligt Dagblad

En god avis er både et spejl, som læsere og brugere kan holde foran sig og blive klogere af, og et vindue til en stadig mere kompleks verden. 

Publicistiske medier er altså ikke almindelige virksomheder. De tjener en særlig opgave i samfundet.

Derfor har de også svært ved at klare sig på almindelige markedsvilkår. Det gælder særligt i små markeder med små sprogområder som det danske. Og det gælder ikke mindre i den nye digitale virkelighed, hvor det ene af to økonomiske ben, som traditionelle dagbladsforretninger har stået på, er ved at blive fjernet af Google, Facebook og andre internationale giganter. 

Annonceindtægterne forsvinder i skræmmende hast fra dagbladene, og den digitale vækst opvejer så langt fra tabet på papir. 

Bladsalgsindtægterne, der er det andet økonomiske ben for dagblade, er også trængt for de fleste, og ingen har endnu kunnet erstatte tabet på print med en tilsvarende indtægt fra digitale abonnementer. Det gælder for øvrigt i hele verden. Heller ikke The New York Times, der burde have sit sprog og sin internationale position som et fortrin, har held med at gøre det.

Omstilling kræver ro
Dagbladene er ramt af disruption og befinder sig i en historisk omfattende omstillingsproces. I den situation er der først og fremmest brug for ro om mediestøtten. Ingen ved, om der for alvor er et liv efter digitaliseringen. For nogle især amerikanske aviser har det vist sig ikke at være tilfældet. Store amerikanske byer er i dag uden lokalavis.

Jeg tror på avisens fremtid, både på papir og digitalt. Aldrig før har vi i medieverdenen været i daglig kontakt med så mange mennesker som nu. Men politikerne skal hjælpe medierne med ikke at gøre den vanskelige omstilling sværere. 

I de seneste mange år har jeg været engageret i det internationale avisarbejde, senest som formand for den internationale redaktørforening, The World Editors Forum. I den egenskab har jeg deltaget i et væld af konferencer om medieudviklingen over det meste af kloden. Her har danske og andre nordiske redaktører og dagbladsfolk ofte været talere. Vi er helt i front med den digitale omstilling herhjemme. 

Det faktum fortaber sig også ofte i debatten, hvor mediestøtte af nogle fremstilles som kunstigt åndedræt til en dorsk og døende branche, der ikke evner at omstille sig. 

Fra nogle politikere kan det lyde som om, at de danske dagblade bare skal til at komme i gang med det der digitale. Men vi er i fuld gang, der eksperimenteres og udvikles på livet løs, og vi er blandt de bedste i verden. Men indtil videre har danske aviser, lige så lidt som verdens bedste medier i udlandet, fundet en digital model, der faktisk giver overskud.

Demokratistøtte
Debatten om mediestøtten er i mine øjne helt ude af proportioner. Beløbet på knap 400 millioner kroner, der gives i direkte støtte til dagbladene og nye digitale medier, er mindre end støtten, der gives til dansk film. Der gives otte gange så meget til Danmarks Radio. Halvanden gang så meget til folkehøjskolerne og tre gange så meget til scenekunsten. Det diskuteres ikke. Kun mediestøtten er genstand for intens debat.

Da Dyremose-udvalget, der tog navn af sin formand, Henning Dyremose, i 2011 offentliggjorde sin rapport om mediestøtten, kaldte udvalget rapporten for Demokratistøtte. Det var klogt. For mediestøtten er ikke erhvervsstøtte, men kultur- og demokratistøtte.

Medieverdenen forandrer sig med så stor hast i disse år, at det bedste, man kan gøre for medierne, er at lade være med at ændre på mediestøtten. 

Den nuværende ordning er knap to år gammel. Støtten skal medvirke til at løfte den demokratiske debat, fremme mangfoldigheden i medierne, understøtte nye former for journalistik, nye medier og de trykte mediers omlægning til digital distribution.

Alt det gør mediestøtten. Den fungerer godt sådan, som den er udformet i dag. Og de stemmer, der taler for en forandring, har ofte den slet skjulte dagsorden, at forandringen gavner netop dem selv.

Vilkårene er allerede vanskelige
Det store problem er for mig at se, at regeringen forringer mediernes vilkår på en række andre områder, alt imens der diskuteres mediestøtte. 

Senest betyder det politiske forlig om Post Danmark, at staten ikke længere vil bidrage til, at der kan bringes aviser ud i udkantsområder af Danmark til en overkommelig pris. Eller at der i det hele taget skal bringes aviser ud til en pris, der bare tilnærmelsesvis er på niveau med det, der betales i Norge og Sverige. 

Posten tredobler taksten for at bringe en avis ud. Den forandring koster især flere landsdækkende aviser store millionbeløb, og der vil i fremtiden være områder af landet, hvor det rent forretningsmæssigt ikke kan betale sig at sælge avis. Så meget for udkantspolitik. 

Hårdest ramt af den udvikling er formentlig den avis, jeg selv repræsenterer, der er Danmarks mest landsdækkende med abonnenter i samtlige postnumre og landsbyer. 

Så konklusionen er i mine øjne: Lad mediestøtten være, som den er. Giv gerne lidt flere penge til især provinsaviserne, der kæmper en hård kamp for at omstille sig, og lidt mere til digitale eksperimenter. Og lad så være med at forringe de øvrige vilkår for dagbladene og de privatejede medier.