Aalborg Teater: Kulturlivet er vigtigere, end Kulturministeriets indflydelse afspejler

Af Hans Christian Gimbel
Økonomi-, administrations- og souschef, Aalborg Teater

I sensommeren 2019 henviste kulturminister Joy Mogensen (S) til statsministeren, da snakken faldt på en afskaffelse af det omprioriteringsbidrag, som over flere år skabte nødstilstande i kulturlivet i Danmark. Det var med god ret, hun gjorde det. Hvis ikke man forstod det tidligere, stod det helt klart, da hun fuldstændigt handlingslammet stod overfor en kultursektor, der var ved at bryde sammen under den buldrende coronakrise. Hun var og er nemlig endnu ikke inviteret med ind i det afgørende maskinrum.

Men der skal kulturministeren være, hvis det skal give mening at have en minister for et af landets væsentligste samlingspunkter og grundlaget for, hvorfor vi er en nation, hvad vi kan som mennesker, hvordan vi er sammen og hvordan vi får inspiration, nemlig vores kulturliv.
Som de seneste måneder har udviklet sig, er det helt tydeligt, at det er tid til Danmarks anden store kulturreform.

I årevis har kulturområdet været under beskydning med kraftige nedskæringer til følge. Nu er omprioriteringsbidraget begravet, men konsekvensen af de enorme nedskæringer er, at vi i dag står med en burhøne af et kulturliv. De store kulturinstitutioner vil selvfølgelig ikke bukke under. De vil bare omlægge deres virksomhed i stadigt mere kommerciel retning for at lægge de nødvendige guldæg.

Men hønen er skadet. Det har de seneste måneder vist med al tydelighed, for det er en stor del af årsagen til, at vi stod med en kæmpe krise i kulturlivet i de seneste måneder. At hønen er skadet går ikke alene ud over bredden i kulturlivet. Det går også ud over det kommercielle kulturlivs konkurrencevilkår. Det går ud over nytænkning og udvikling. Og det går ud over den sammenhængskraft og inspiration, som netop kulturlivet har til opgave at skabe for mennesker i Danmark, det danske samfund og for erhvervslivet i Danmark.

Kulturliv bør ses som en investering
De udfordringer, vi står i nu som mennesker, som kultur og som samfund, kræver igen nytænkning. Tiden er inde til en ny, stor kulturreform, som kan måle sig med Julius Bomholdts etablering af et kulturministerium. En kulturreform, der kommer til at stå centralt for det, som et land og dermed en regering kan og bør styrke.

I årevis har kulturområdet været under beskydning med kraftige nedskæringer til følge. Nu er omprioriteringsbidraget begravet, men konsekvensen af de enorme nedskæringer er, at vi i dag står med en burhøne af et kulturliv.

Hans Christian Gimbel
Økonomi-, administrations- og souschef, Aalborg Teater

Som konsekvens af de sidste 25 års fokus på økonomisk vækst har der også været tænkt, udregnet og konstateret en væsentlig økonomisk betydning af kulturen i forhold til samfundsøkonomien. Først gennem udvikling af begrebet oplevelsesøkonomi, hvor den hele oplevelse af kulturoplevelser satte en markant udvikling i gang i landets kulturinstitutioner. Oplevelsen blev en rejse, hvor selve kunstoplevelsen blot var en ud af mange faktorer for den samlede rejse.

Det åbnede for et markant aspekt. Kulturlivets forankring og oplevelser viste sig at have enorm betydning for et af samfunds økonomiske vækstmuligheder. Et fattigt kulturliv skabte negativ vækst, vidensflugt og social deroute, mens et rigt kulturliv helt entydigt skabte vækst.

Enhver krone til kulturlivet gav et attraktivt afkast tilbage til samfundet. Om det var 50 eller 250 procents afkast, står stadig hen i det uvisse. Men forskningen er så entydig, at der ikke længere kan herske tvivl om, at den offentlige støtte til kulturlivet kommer tilbage til statskassen i større poser, end den bliver sendt afsted. Fuldstændigt på lige fod med støtten til sundheds- og undervisningssektoren.

Kultur mangler i udregninger
Kulturlivet står nemlig ikke alene. Et rigt kulturliv skaber vækst og muligheder i de omkringliggende virksomheder på både omsætning og rekrutteringsgrundlag af nye medarbejdere. Et rigt kulturliv fører til, at højkompetente mennesker har lyst til at slå sig ned, ligesom det inspirerer mennesket til at udvikle sig.

Mens større investeringer i kulturlivet skaber afkast og udviklingsmuligheder for erhvervslivet, er konsekvensen af nedskæringer den omvendte: færre statslige indtægter, vidensflugt og mindre kvalificeret arbejdskraft. Med den viden er det besynderligt, at man over de sidste 20 år konstant har skåret i de offentlige bevillinger til kulturlivet for at skabe råderum til investering i andet. 

Årsagen hænger sandsynligvis sammen med, at Finansministeriet hverken har haft de afledte eller direkte indtægter fra kulturlivet med i sine beregninger. Her har man udelukkende kigget på udgifterne og kun regnet med indtægter fra skatter og afgifter samt arbejdsmarkeds- og økonomiske reformers påvirkning af disse.

Hvis vi i stedet vil en mere helhedsorienteret forståelse af vores samfundsøkonomi, må vi orientere os imod det, der gør os som mennesker: kulturlivet. Vi må derfor få indarbejdet kulturlivets indirekte vækstpotentiale i Finansministeriets beregninger – også selvom det gør udregningerne mere komplekse. Det er simpelthen undergravende for landets økonomi og erhvervsliv, hvis den nuværende udregningsmetode fortsættes.

Derfor er det helt centralt, at Kulturministeriet og der igennem kulturlivets kompetencer får en væsentlig placering i de kommende år, også i forhold til de regnemetoder der benyttes som baggrund for statens budgetter. Det kræver, at kulturministeren bliver inviteret med ind i et af regeringens centrale maskinrum, Økonomiudvalget.