
Danmark har et paradoks. Syv ud af ti danskere over 15 år er aktive kulturudøvere.
De synger, skriver, spiller musik, strikker, læser, spiller teater, rollespil og maler – mange af dem hver eneste uge.
Alligevel har vi aldrig i samme grad formået at bygge de organiserede fællesskaber om denne aktivitet, som idrætten har gjort det.
Det er ikke et lille problem. Det er et kæmpe potentiale. Og heldigvis lader det til, at den nye regering i sit grundlag lægger op til faktisk at gøre noget ved problemet.
For mens Danmarks Idrætsforbund og DGI gennem årtier har bygget en infrastruktur, der møder godt halvdelen af de voksne danskere og endnu flere af vores børn i forpligtende fællesskaber med faste træningstider, lokale klubber og frivillige ledere, er kulturlivet stadig organiseret primært omkring institutioner, projekter og enkeltstående arrangementer.
Vi er fremragende til at skabe oplevelser for publikum. Vi er langt dårligere til at skabe nok fællesskaber for deltagere.
Tag koret som eksempel. Danmark har mere end 3.000 kor med over 80.000 aktive sangere, der synger hver uge. Det er imponerende – men det er kun toppen af isbjerget.
Kulturens Analyseinstitut har i kortlægninger i 25 kommuner dokumenteret, at en langt større gruppe danskere gerne vil synge med, men organiserer det selv.
Ikke fordi de ikke er velkomne. Men fordi der ikke er fællesskaber og muligheder nok. De føler sig ikke inviteret ind.
Der er ingen eller få pendanter til den lokale fodboldklubs åbne træning, ingen synlig indgang, ingen systematisk rekruttering. Sangens Hus har taget bolden op og er i gang. Mere af det.
Vi er fremragende til at skabe oplevelser for publikum. Vi er langt dårligere til at skabe nok fællesskaber for deltagere.
Esben Danielsen
Eller tag de kommunale musikskoler. De underviser hvert år tusindvis af børn og unge i instrumenter og sang.
Men hvad sker der, når undervisningen stopper? For de fleste: ingenting.
Den musikalske aktivitet, der er opbygget gennem år, finder sjældent vej ind i et forpligtende fællesskab.
Der er ikke nogen, der samler dem op. Sammenlign med håndbold, hvor en 12-årig dreng fra en lille by stort set altid kan gå direkte fra ungdomsholdet til juniorafdelingen til seniorklubben – en klar vej ind i et fællesskab.
Det er den infrastruktur, kulturen mangler. Interessen og lysten er der allerede.
Ja, faktisk har Idrættens Analyseinstitut kortlagt, at fællesskaber om kulturaktivitet samtidig ser ud til at tiltrække endnu flere, der ikke trives, end idrætten.
Så det er ikke bare noget, rigtig mange af os savner mulighed for. Det er også noget, som dem, der for alvor mangler fællesskaber, er tiltrukket af.
Det er ikke kun et spørgsmål om ressourcer. Det er et spørgsmål om ambition og organisering.
Mange biblioteker, kulturskoler, aftenskoler og kulturhuse gør allerede et stort arbejde med deltagelse og lokale fællesskaber.
Men indsatsen er fragmenteret og afhænger af ildsjæle frem for systemer. Når ilden brænder ud, forsvinder fællesskabet med den.
Derfor læser jeg med glæde, at regeringsgrundlaget taler om stærkere fællesskaber. Hvis det skal lykkes, og den ambition skal have kulturpolitisk substans, kræver det investering i de organisatoriske rammer, der gør det nemt at deltage aktivt i kulturen – ikke bare én gang, men igen og igen.
Idrættens stærke model med udlodningsmidler, der løfter organisering, der løfter frivilligt engagement og bærer aktiviteter, er en skøn rollemodel.
Indsatsen er fragmenteret og afhænger af ildsjæle frem for systemer. Når ilden brænder ud, forsvinder fællesskabet.
Esben Danielsen
Det betyder konkret: støtte til lokale kulturforeninger, der skaber kontinuitet og værtskab.
Det betyder, at musikskolen ikke stopper, når undervisningen stopper – men aktivt hjælper unge ind i kor, orkestre og bands.
Det betyder, at biblioteket ikke alene er et sted, man henter en bog, men et sted, man mødes med andre om at skabe noget.
Og det betyder, at vi politisk begynder at måle på andet end billettal og besøgstal. Vi skal også måle på, hvor mange danskere der er aktive kulturudøvere i et organiseret fællesskab – og sætte et mål for at øge det.
I regeringsgrundlaget inviteres til "Foreningslivets trepart" og til dialog med civilsamfundets rolle i velfærdsløsninger.
Her er muligheden for at tænke offensivt. Få de mange kulturlivsorganiseringer samlet og opfordret til at være med. Der er ikke som hos idrætten få stærke aktører, så det kræver lidt mere.
Få hele fritidslivet med – så det ikke alene bliver idrætten og de sociale organisationer, der er med omkring bordet.
Vi skal have alle danskerne med i vores fællesskaber – for demokratiet, for trivslen, for et godt liv. Idrætten kaldte det "Bevæg dig for livet," nu er der brug for, at vi alle bliver "bevæget i livet."
Danskerne er allerede kulturelt aktive. Nu mangler vi bare at lave en stærkere base for, at vi gør det sammen.
Omtalte personer
Emner i denne artikel
Indsigt
- Malene Chaucheprat51 år
I dag
Kontorchef, Europa-Parlamentets enhed for redaktionel koordinering (DGCOMM), rådgiver, Europa-Parlamentets talsmand og generaldirektør for kommunikation
Siegfried Matlok81 årI dag
Seniorkorrespondent, Der Nordschleswiger, tv-vært, DK4, forfatter
Jesper Christiansen71 årI dag
Billedkunstner

Peter Skaarup spørger Rasmus StoklundHvilke redskaber anvender myndighederne til at forebygge radikalisering via sociale medier?
Peter Skaarup spørger Jakob Engel-SchmidtHvad er ministerens holdning til, at der på et kommunalt bibliotek afholdes et ramadanarrangement?Besvaret
Udvalget spørger Jakob Engel-SchmidtHvordan tænkes cirkusbranchen inddraget i fordeling af midlerne til cirkus?Besvaret

















