Kulturen fylder historisk meget i ambitiøst regeringsgrundlag

Først og fremmest idéen om at udarbejde en samlet kulturvision 2040. Det kan lyde teknokratisk, men er i virkeligheden et ganske markant politisk greb.

Dansk kulturpolitik har i årtier været præget af enkeltstående reformer, institutionsaftaler og sektorlogikker. Her forsøger regeringen for første gang i lang tid at formulere et samlet blik på kulturens rolle i samfundet. Det er ambitiøst – og det er tiltrængt, hvis kulturen skal være andet og mere end en samling driftstilskud og enkeltsager.

Derudover er det bemærkelsesværdigt, at kunstig intelligens fylder så meget. Regeringen nøjes ikke med at beskrive AI som en erhvervsmæssig mulighed, men skriver direkte, at den teknologiske udvikling ikke må udhule det kulturelle kredsløb, og at menneskelig skaben fortsat skal anerkendes som en grundlæggende forudsætning for AI-tjenester og digitale platforme. Et markant greb, hvor kulturpolitikken også bliver teknologi- og demokratipolitik.

Det samme gælder mediepolitikken. Her er regeringen mere præcis, end mange måske vil lægge mærke til. Den konstaterer, at de fælles medierum bliver mindre og færre, at misinformation udfordrer den demokratiske samtale, og at unge i stigende grad orienterer sig uden om traditionelle medier.

Derfor lægges der op til et nyt medieforlig, modernisering af mediestøtten og et mere teknologineutralt syn på public service. Det er i virkeligheden en erkendelse af, at demokratiets institutioner ikke længere kan tage offentligheden for givet.

Også ambitionen om at styrke børn og unges læselyst gennem et tættere samarbejde mellem skoler og biblioteker er værd at hæfte sig ved. Læsning bliver ofte behandlet som et uddannelsesspørgsmål, men her placeres det som et demokratisk spørgsmål. Det er klogt. For evnen til at læse længere tekster, indgå i fælles referencerammer og orientere sig i verden er ikke kun en kompetence. Det er en demokratisk praksis.

Og så kommer vi til den vilde: idéen om en "foreningslivets trepart."

Den formulering fortjener al mulig opmærksomhed, for det er egentlig et opgør med forestillingen om, at staten alene producerer velfærd, mens civilsamfundet leverer hygge og fritidsaktiviteter.

Her beskrives foreningsliv, fonde og civilsamfund som medansvarlige aktører i løsningen af store samfundsudfordringer. Det er potentielt en ganske stor fornyelse i dansk velfærdstænkning.

Men netop her opstår også det spørgsmål, jeg savner mest i dokumentet.

For når regeringen giver kulturen så stor en rolle i samfundets udvikling, bliver det også tydeligt, hvor ofte kulturen beskrives som et middel til noget andet: Kultur skal styrke sammenhængskraft, modvirke mistrivsel, dæmme op for misinformation, skabe robuste borgere og understøtte demokratiet.

Alt sammen legitime ambitioner. Men hvor er ambitionerne for kulturen selv? Hvor er diskussionen af, hvordan kulturinstitutionerne skal ledes og udvikles? Hvor er professionaliseringen af kulturbestyrelserne? Hvor er erkendelsen af, at flere af kultursektorens største kriser de seneste år ikke har handlet om kunst, men om governance, arbejdsmiljø og svage organisatoriske strukturer?

Hvis vi forventer, at kulturinstitutioner skal være demokratisk infrastruktur, må vi også begynde at behandle dem som kritisk infrastruktur.

Jane Mylenberg

Hvis vi forventer, at kulturinstitutioner skal være demokratisk infrastruktur, må vi også begynde at behandle dem som kritisk infrastruktur. Derfor savner jeg også en mere nuanceret forståelse af deltagelse.

Regeringen vil for eksempel udvide kulturpasset, men adgang er altså ikke det samme som deltagelse. Mennesker bliver ikke kulturelle deltagere af at få billigere adgang til en institution. Deltagelse opstår gennem relationer, værtskab, dannelse og fællesskaber og gennem lærere, guider, højskoler, biblioteker og mennesker, der gør det muligt at føle sig hjemme i kulturens rum.

Og så savner jeg en ting mere. Hvis regeringen mener alvorligt, at kultur er demokratisk infrastruktur – hvorfor fylder kunstnerne så så lidt? Hvorfor tænker vi stadig kunst som noget, der skal anvendes på samfundets problemer, men ikke kunstnere som mennesker, der kan være med til at definere dem?

Jeg er oprigtigt glad for at læse et regeringsgrundlag, der giver kultur mere plads end nogen regering i nyere tid har gjort. Men netop derfor må ambitionerne også gerne vokse sig endnu større. Hvis regeringen mener alvorligt, at kultur er demokratisk infrastruktur, bør næste skridt være at behandle den som det.

Så kære regering; velkommen til. Tak for pladsen. Nu kommer den svære del: At vise, at kultur ikke bare er det, der skal redde demokratiet. Men noget af det, der gør demokratiet værd at redde.