Alternativets imponerende triumf

Det var på nærmest alle tænkelige måder mørke, triste vinterdage dengang i januar og februar 2021, da Alternativet begyndte det, vi dag ved, var partiets genopstandelse. Dengang lignede det mere endnu et antiklimaks:

Målingerne var helt i bund, partiet var til grin, corona-nedlukningen betød afstand mellem medlemmer i en bevægelse, der elsker nærvær. Nu skulle partiet – igen-igen – vælge ny politisk leder.

Uffe Elbæk havde forladt det parti, han havde stiftet. Josephine Fock, afløseren og oprindeligt også medstifter, havde nu også knækket halsen. Folketingsgruppen havde ét sølle medlem tilbage – den arbejdsomme, men næsten ukendte, Torsten Gejl.

Nu var det – igen-igen – sidste udkald for det parti, som ved valget i 2015 var braget ind i Folketinget med fem procent, men som op til valget i 2019 var tæt på kollaps efter et, undskyld udtrykket, orgie af pinagtigheder. Partiet tog fat i mig – formentlig i en kombination af, at jeg oprindeligt som nær den eneste kommentator havde troet på dem, og, måske lige så vigtigt, fordi jeg var billigere end tv-stjernerne – og bad mig moderere deres interne valgkamp.

Rosenkilde forstod, at kun hvis de mange nye grønne bevægelser og partier samlede sig, ville de kunne opnå valg og derved indflydelse.

David Trads

Vi begyndte med en zoom-præsentation af hver af de fire kandidater, som med et ekko af Elton John-hittet trofast fastslog, at ”I’m Still Standing”. Det var – for nu at sige det helt ærligt – ikke noget imponerende felt. Det var dog et felt, som åbenlyst holdt af hinanden. Væk var de lange knive. Franciska Rosenkilde, dengang partiets fritids- og kulturborgmester i København, var klart bedst, og blev da også valgt på et ekstraordinært landsmøde – afholdt igen på zoom i det kliniske corona-mørke i februar 2021.

Den dag, jeg gik hjem fra det landsmøde, var der ingen grund til optimisme på Alternativets vegne. Det var som at se et skib, der langsomt, men sikkert, var på vej ned. Men…Francisca Rosenkilde viste sig rent faktisk at besidde nogle af de værdier, som partiet havde gjort så meget ud af at promovere, men i virkelighedens verden havde forsømt så groft:

Hun er vitterligt empatisk, hun søger faktisk kompromisset, hun har virkelig humor, hun er humanist og ydmyg, og, måske allervigtigst, så har hun udvist en stærk, stærk evne til at samle og omfavne den grønne bevægelse, som så ud til at atomisere sig til ligegyldighed.