Analyseinstitut: Opgør med idrætsmonopol

Af Henrik H. Brandt
Direktør i Idrættens Analyseinstitut

Det er et paradoks, hvis en statslig idrætspolitik, der formelt tager sigte på at udvikle idrættens folkeoplysende kvaliteter, i praksis snarere bidrager til at udhule disse kvaliteter.

Henrik H. Brandt
Direktør i Idrættens Analyseinstitut

En ny kulturminister har efter forsommerens folketingsvalg og regeringsskifte indtaget rollen som "idrættens minister", men allerede i regeringsgrundlaget lod V-regeringen forstå, at der ikke er lagt op til større justeringer i de kommende års statslige idrætspolitik.

Regeringsgrundlaget slår fast, at "Regeringen deler DIF’s og DGI’s fælles Vision 25-50-75 for dansk idræt. Målet er, at 50 procent af danskerne er medlem af en idrætsforening i 2025, og at 75 procent af befolkningen er fysisk aktive."

Stadfæstet idrætskurs 
Dermed stadfæstes mange års idrætspolitisk kurs, hvor et enigt Folketing i princippet har udliciteret den statslige idrætspolitik til de centrale idrætsorganisationer DIF (Danmarks Idrætsforbund) og DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger), suppleret med lejlighedsvise (og ganske succesfulde) knopskydninger som Team Danmark, Sport Event Danmark, Lokale og Anlægsfonden, Anti Doping Danmark og Idrættens Analyseinstitut.

Kursen for det nye regeringsgrundlag blev udstukket i Folketingets såkaldte idrætspolitiske stemmeaftale fra 2014, hvor Vision 25-50-75 af et enigt Folketing blev officielt retningsgivende for den idrætspolitiske kurs, og hvor fordelingsnøglen for de statslige midler til idræt grundlæggende forblev uændret.

Det skete, selv om Kulturministeriets egen forudgående udredning af udviklingen i idrætssektoren endnu engang dokumenterede voldsomme forandringer på idrætsområdet: En meget stor del af nye aktiviteter, nye organiseringsformer og nye initiativer udspringer netop ikke fra de centrale idrætsorganisationer og forbund, men derimod fra kommercielle aktører, fra decentrale vækstlag af foreninger og små iværksættere eller fra de stadigt dygtigere kommunale forvaltninger, som ikke har direkte andel i lottomidlerne.

Monopol på statslige midler 
DIF og DGI fik i stemmeaftalen og efterfølgende i regeringsgrundlaget held til at lancere Vision 25-50-75 som det nye Columbus-æg, hvor de centrale organisationer til gengæld for fortsat at sidde tungt på idrætspolitikken og de centrale midler påtager sig at arbejde langt bredere end deres traditionelle udgangspunkt som overbygning for de lokale foreningers demokrati. Tilmed indgik DIF og DGI en samarbejdspagt, der skaber et endnu tungere centralt monopol på de statslige midler til foreningsidrætten.

Er dette et problem? Afgjort!

DIF og DGI har som led i Vision 25-50-75 rodet sig ud i en tung bureaukratisk spagat af interne koordineringsøvelser, tiltagende professionalisering og centralisering af organisationerne samt en lind strøm af politiske forsikringer om, at de lokale idrætsforeninger og frivillige gerne byder sig til som opgaveløsere af snart sagt ethvert social- eller sundhedspolitisk tiltag.

Modspiller frem for medspiller
Imens bidrager innovative events og faciliteter, en strøm af nye idrætslige iværksættere, teknologiudviklere, nye medier og en række dygtige kommercielle eller socialøkonomiske udbydere af idræt aktuelt mindst lige så meget til nytænkning, nye løsninger og ny aktivitet i idrætssektoren som de centrale idrætsorganisationer. Desværre må mange af disse aktører snarere betragte den statslige idrætspolitik som en modspiller end som en medspiller.

Samtidig fremmer Visionen et tiltagende parallelunivers, hvor det lokale foreningsliv fungerer i et helt andet økonomisk og strukturelt kredsløb end de centrale organisationer. Når de centrale organisationer påtager sig rollen som statens forlængede arm fremfor at fungere som mere rendyrkede interesseorganisationer for deres medlemmer, skaber Visionen potentielt en demokratisk udfordring. Det er et paradoks, hvis en statslig idrætspolitik, der formelt tager sigte på at udvikle idrættens folkeoplysende kvaliteter, i praksis snarere bidrager til at udhule disse kvaliteter.

Brug for selvransagelse 
Der er derfor i høj grad brug for selvransagelse såvel i regering som Folketing som i idrætsorganisationernes topledelser. Foreningslivet vil altid spille en central rolle i idrætspolitikken, men der er behov for at tage mere seriøst bestik af udviklingen i idrætssektoren og for at skabe nye støttestrukturer – også hvis dette indebærer en central økonomisk omfordeling.

Alternativet er en situation, hvor statens idrætspolitik og organisationernes monopol på magt og midler i virkeligheden bliver den allerstørste barriere for at realisere den Vision 25-50-75, som konsensuspolitikken på idrætsområdet bygger på.