Haarder bremser Aarhus’ charter-drømme  

NIX: Aarhus-borgmesterens idé om at lade folkeoplysningsmidlerne være betinget af en underskrift på et demokraticharter går ikke, fastslår kulturministeren.

Kulturministeren gør det nu klart, at kommunerne ikke må opfinde supplerende krav til folkeoplysningsloven.
Kulturministeren gør det nu klart, at kommunerne ikke må opfinde supplerende krav til folkeoplysningsloven.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix

Det blev en kort charterrejse for Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard (S).

I sidste uge fortalte han i en artikel på Altinget, at han går med overvejelser om at indføre et demokraticharter på folkeoplysningsområdet. Nærmere bestemt var det borgmesterens idé, at det skulle kræve en tilslutning til charteret, hvis en forening ønskede at komme i betragtning til at modtage folkeoplysningsmidler fra kommunen.

Men den går ikke, lyder meldingen nu fra kulturminister Bertel Haarder (V). I et folketingssvar skriver han, at en kommune ikke må stille "supplerende krav udover folkeoplysningslovens bestemmelser som en betingelse for at modtage folkeoplysningsmidler".

Og det stækker Jacob Bundsgaards drøm:

“Det må jeg jo tage til efterretning. Det er jo ministeren, der udlægger lovgivningen,” siger han.

Klar tale
Ideen om et demokraticharter stammer fra København. Her besluttede Borgerrepræsentationen i foråret, at alle kommunens samarbejdspartnere på antiradikaliseringsområdet skal tilslutte sig en to sider lang erklæring over en række demokratiske principper. 

Det gav sidenhen inspiration til Jacob Bundsgaard, der derfor luftede tanken om at overføre charteret til folkeoplysningsområdet. Men den idé skurrede i ørerne på den tidligere kulturminister Marianne Jelved (R), som tog spørgsmålet til ministeren. Og hun er godt tilfreds med tilbagemeldingen.

“Det er et meget klart svar fra Bertel Haarder: Der er kun ét dokument, der tæller, når en kommune skal vurdere, om en forening opfylder betingelserne for at få støtte efter folkeoplysningsloven – og det er folkeoplysningsloven. Kommunerne kan ikke lave deres egne kriterier ved siden af,” siger hun.

Marianne Jelved råder desuden alle folkeoplysningsforbund til at protestere, hvis noget i den dur alligevel skulle finde sted i en kommune.

Sindelagskontrol
Og hos Dansk Folkeoplysnings Samråd, paraplyorganisation for de folkeoplysende organisationer, er Trine Bendix, der er sekretariatsleder, helt opdateret på strøtankerne i den jyske kommune. 

“Vi synes, det virker som et meget vidtgående skridt at kræve, at foreninger skal skrive under på en eller anden bestemt politisk erklæring fra kommunen – især hvis kommunen bare selv kan lægge deres definition af demokrati ned i et charter, som foreningerne så skal erklære sig enige i. Det ligner mest af alt en form for sindelagskontrol,” siger Trine Bendix.

Dansk Folkeoplysnings Samråd kæmper i forvejen for at advare mod den ændring af folkeoplysningsloven, som Folketinget er i gang med at behandle. Lovforslaget vil styrke kommunernes tilsyn med foreningerne for at sikre, at der ikke gives støtte til nogen, der forsøger at undergrave demokrati eller menneske- og frihedsrettigheder.

Ikke skrinlagt
Men trods ministerens svar, er ideen om et demokraticharter ikke skudt til hjørne, siger Jacob Bundsgaard:

“Jeg mener ikke, at det her er en hindring for at bringe et demokratisk charter i anvendelse på folkeoplysningsområdet som et fundament for den dialog, der skal være med foreningerne. Det kan stadig være fornuftigt at have et dokument, man som forening, der modtager folkeoplysningsmidler, skal forholde sig til.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Jacob Bundsgaard

Borgmester (S), Aarhus Kommune, næstformand, Kommunernes Landsforening (KL)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2008)

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

0:000:00