Debat

Bogblogger: Ny skattepraksis er helt galt afmarcheret

DEBAT: Bogblogs spiller en vigtig rolle i udbredelsen af et bredt udsnit af bøger på det danske marked. Ved årsskiftet har Skat dog ændret værdiansætningen af bøger – en praksis, der kan koste de små bloggere dyrt, skriver Morten Kidal.

Et forsøg på at beskatte gaver til influencere og youtubere hårdere kan gå slemt ud over anmeldere i online bogfora, skriver Morten Kidal.
Et forsøg på at beskatte gaver til influencere og youtubere hårdere kan gå slemt ud over anmeldere i online bogfora, skriver Morten Kidal.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Rundt omkring på nettet og sociale medier etablerer flere og flere læseheste deres egne bogfora.

Her omtales børnebøger, krimier, faglitteratur, science fiction og meget mere. Mange forlag er glade for muligheden for omtale og indgår aftaler om at sende bøger til anmeldelse. Jeg har selv i nogle år været en del af et af Danmarks større ikke-kommercielle bogsites, bogblogger.dk.

Her anmelder ulønnede amatør-litteraturformidlere et bredt udsnit af bøgerne på det danske bogmarked. Mange af dem ville ikke blive anmeldt i dagbladene, så vi tror på, at vi er med til at inspirere og få andre til at læse. 

Nye regler risikerer at aflive bogblogs
Når man siger ja til at modtage en bog fra et forlag, beskattes denne, fordi bogen ifølge Skat er en gave, der repræsenterer en vis værdi. Hidtil har Skats vejledning om beskatningen været fleksibel og tilladt en værdisætning af bøgerne, som synes nogenlunde rimelig. Men sådan er det ikke efter årsskiftet.

Skat har i helt urimelig grad strammet grebet og lagt en ny linje, der risikerer at aflive mange af de sites, der omtaler bøger. Det handler om markedsværdien af bøger, og Skat er helt galt afmarcheret. Tillad mig en lille afstikker som illustration. 

Forleden var jeg på min lokale genbrugsstation med diverse affald. For første gang nogensinde havde jeg også en pose med bøger med. Jeg havde ellers forsvoret, at jeg ville smide bøger ud. Men overfyldte reoler og oprydning på loft betød, at der var for mange bøger i overskud.

Vi, der læser mange bøger og skriver omtaler, kan aldrig nogensinde få markedsprisen for de bøger, som forlag sender.

Morten Kidal
Bogblogger og pressechef, Andel

Familie og bekendte havde takket nej til at overtage. Røde Kors-butikken om hjørnet har også fyldte reoler og har tidligere afvist at modtage flere. Så coronanedlukning var ligegyldig her.

Det samme gælder de københavnske antikvariater. De har i årevis kun reageret med et overbærende skuldertræk, når man kommer slæbende. Medmindre bogen var udkommet nogle få dage forinden, for så kunne den godt indbringe 20-30 kroner. Afhængig af forfatter og emne, naturligvis. Og selvfølgelig også afhængig af, om den bærer forlagets stempel: 'Anmeldereksemplar – må ikke sælges'.

Her er vi fremme ved det centrale. Bøger styrtdykker i værdi, hvad angår kroner-øre, så snart de har forladt boghandlen eller er leveret fra en onlineforhandler.

Og da i særdeleshed, når bogen har et stempel fra forlaget om, at den ikke må videresælges. Men sådan ser Skat absolut ikke på det i jagten på nye indtægter. Med deres egne ord: "Modtager du en gave, der let kan sælges til et beløb tæt på markedsværdien, skal du værdifastsætte gaven til markedsværdien. Markedsværdien er det beløb, gaven ville koste, hvis du skulle købe den i en butik eller på nettet."  

Bøger er anderledes
Skat ønsker, at bloggere, youtubere, influencers med flere skal beskattes af de ting, de modtager, fordi de nemt kan sælges videre. Og bøger er at betragte som denne type af gave, i forhold til de oplysninger, vi som bogbloggere har kunnet få fra Skat.

Men det er forkert - bøger er noget for sig. Der er få varer, om nogen, der falder så hurtigt i pris. Vi, der læser mange bøger og skriver omtaler, kan aldrig nogensinde få markedsprisen for de bøger, som forlag sender.

Det er en dybt urimelig praksis, Skat har indført, og den vil skære dybt i antallet af de bøger, der skabes opmærksomhed rundt omkring på nettet og sociale medier.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00