Borgerlig splid om Jelveds kompromisforslag

ORKESTER: Hvor Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre vil bevare UnderholdningsOrkestret i sin nuværende form, åbner Liberal Alliance for, at andre DR-orkestre kan overtage dets opgaver.

Liberal Alliance er ligeglad med, om UnderholdningsOrkestret overlever i sin nuværende form, så længe orkestrets opgaver og forpligtigelser ikke bliver nedlagt.
Liberal Alliance er ligeglad med, om UnderholdningsOrkestret overlever i sin nuværende form, så længe orkestrets opgaver og forpligtigelser ikke bliver nedlagt.Foto: Colourbox.com
Per Bang Thomsen

UnderholdningsOrkestret skal bevares i sin nuværende form.

Det var den utvetydige melding fra Dansk Folkeparti, Venstre og de Konservative, efter tirsdagens orkester-forhandlinger med kulturminister Marianne Jelved (R).

“Vi har stadigvæk et flertal, der ønsker at bevare UnderholdningsOrkestret som et selvstændigt orkester. Det fungerer jo allerede i dag som et kammerorkester, og derfor behøver man ikke at genopfinde den dybe tallerken,” lød det fra Dansk Folkepartis mediordfører, Morten Marinus, som samtidig afviste det kompromisforslag, kulturministeren havde præsenteret på mødet.

Men så kontant er meldingen fra Liberal Alliance dog ikke.

Det afgørende er ikke, hvad barnet hedder, men derimod, om UnderholdningsOrkestrets nuværende opgaver og funktioner bliver videreført.

Mette Bock (LA)
Medieordfører

“Det afgørende er ikke, hvad barnet hedder, men derimod, om UnderholdningsOrkestrets nuværende opgaver og funktioner bliver videreført. Orkestret har en særlig profil i forhold til sit repertoire, koncerter og måden at turnere på. Og så længe det ikke ryger ud, er jeg ikke så optaget af, hvordan DR vælger at organisere tingene,” siger medieordfører Mette Bock.

Jelved: UO's funktioner fortsætter
LA-ordføreren vil derfor heller ikke tage konkret stilling til det kompromisforlig, kulturministeren præsenterede under tirsdagsforhandlingerne, før hun i detaljer har fået beskrevet, hvad det går ud på.

Ifølge TV 2 lægger ministeren op til, at DR overfører seks millioner kroner ekstra til DR SymfoniOrkestret. Pengene skal blandt andet gå til et nyt kammerorkester, som skal overtage nogle af UnderholdningsOrkestrets nuværende opgaver.

Kulturministeren understreger da også over for Altinget, at DR ikke har planer om at nedlægge de funktioner, UnderholdnignsOrkestret lever i dag.

“DR vil derimod gøre det på en anden måde, hvor de blandt andet vil skabe større fleksibilitet inden for de orkestre, der er tilbage,” siger ministeren.

Det er Mette Bock åben over for, “så længe UnderholdningsOrkestrets særlige profil ikke forsvinder”.

“Hvis det sker, nytter det jo ikke noget, at vi samtidig får et større symfoniorkester. Opgaven er at finde ud af, hvordan DR fortsat kan løse sin særlige kulturopgave,” siger hun.

Ingen planer om at genåbne forliget
Forhandlingerne bliver genoptaget på mandag klokken 14.45, og kulturministeren har ikke planer om at præsentere forligspartierne for nye kompromisforslag.

“Jeg blevet bedt om at uddybe det forslag, jeg mundtligt præsenterede for dem i tirsdags. Det er det, jeg vil gøre,” siger Marianne Jelved.

Hun vil ikke spå om, hvorvidt partierne når til enighed om en løsning på mandag. Hun har dog ikke planer om at løse orkesterkonflikten ved at genåbne medieforliget og genindføre erhvervslicensen, som Enhedslisten ellers har lagt op til.

“Der kan være nogen, der opsiger det, og så må jeg forholde mig til det. Andet kan jeg ikke svare på spørgsmål,” siger Marianne Jelved.

SF: Skuffet over Enhedslisten
SF bakker som det eneste oppostionsparti op om regeringens linje i forhold til UnderholdningsOrkestret.

Medieordfører Özlem Cekic er dog enig med Enhedslisten i, at det var en fejl at droppe erhvervslicensen i forbindelse med medieforliget.

Hun har dog ingen planer om genåbne medieforliget, som venstrefløjspartiet har foreslået.

“Vi ved jo ikke, hvad det vil danne præcedens for, hvis vi gør det. Betyder det så, at vi ikke ved, om vi rent faktisk har en aftale, næste gang vi indgår et forlig? Derfor vil jeg ikke være med til at genåbne forliget, og jeg forstår simpelthen ikke, at Enhedslisten er hoppet med på den her dagsorden. Det skuffer mig,” siger hun og understreger, at hun ser frem til at finde ud af, hvad ministerens kompromisforslag helt konkret går ud på.

Spørgsmålet om opbakning til UnderholdningsOrkestret fik onsdag Dansk Folkeparti til at indkalde alle partierne til en hasteforespørgsel i Folketingssalen. Forespørgslen finder sted onsdag den 3. december, og målet er at finde ud af, om der fortsat er et politisk flertal bag UnderholdningsOrkestret, siger medieordfører Morten Marinus til dr.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marianne Jelved

Fhv. økonomiminister, kultur- og kirkeminister, MF 1987-22 og politisk leder (R), fhv. viceborgmester i Gundsø 1982-85
lærer (Hellerup Seminarium 1967), cand.pæd. i dansk (Danmarks Lærerhøjskole 1979)

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

Özlem Sara Cekic

Generalsekretær, Brobyggerne – Center for Dialogkaffe, foredragsholder, forfatter, TedSpeaker, debattør, fhv. MF (SF)
sygeplejerske (Hovedstadens Sygehusfællesskab 2000)

0:000:00