Direktør for Remisen Brande, Pia Stræde Palmelund, skal fremover arbejde på at forvandle Slagteriet i Holstebro til en ny kulturinstitution.
Hun tiltræder nemlig som ny direktør for den gamle slagteribygning.
Det skriver Herning Folkeblad.
Pia Stræde Palmelund har siden 2006 opbygget kulturcenteret Remisen Brande, men nu rykker hun nordpå til Holstebro for at igangsætte endnu et kulturprojekt.
"Jeg har haft 14 gode år i Remisen Brande. Hvis der skulle ske noget nyt, så skulle det være nu. I forbindelse med projektet i Holstebro, er jeg blevet prikket lidt, så efter grundig overvejelse slog jeg til," siger Pia Stræde Palmelund om ansættelsen og fortsætter:
"Jeg kommer nu til at arbejde i en selvejende institution, der er under opbygning. Der er allerede mange brugergrupper i Slagteriet. Dem skal jeg have til at spille sammen, ligesom man fra bestyrelsens side også er interesseret i at fremme den kommercielle del."
Pia Stræde Palmelund er uddannet diplomingeniør fra Aarhus Universitet.



















