Dansk Artist Forbund: Kunsten har brug for gennemsigtig magt – ikke gatekeepere og lukkede systemer

Der, hvor vi som kunstnere i dag bør udfordre magten i kulturlivet, er som nummer ét: algoritmerne. De ville udløse alle Foucaults advarselslamper.

Hvem sidder på magten?

Her er der tale om en skjult magt, som den enkelte ikke kan påvirke eller komme i dialog med, og som man samtidig er helt afhængig af for at nå publikum. Dertil kommer, at sociale medier og digital adfærd er blevet så omfattende, at det er svært for de valgte magthavere – politikerne – at regulere imod, fordi centrum for den magt er placeret i et andet land.

Det andet, som er vigtigt for kunstnere i samtalen om magt, er at vide, hvem gatekeeperne er, og at have adgang til dem og deres kriterier.

Algoritmerne ville udløse alle Foucaults advarselslamper

Sara Indrio
Forperson, dansk artist forbund

Kriterierne skal være tydelige, så der ikke sker diskrimination på baggrund af politisk overbevisning, genre, alder, køn og andre diversitetsparametre. Det er særligt et problem, når nåleøjet er småt og afgørende – for eksempel afspilninger på radioen eller booking til spillesteder og festivaler.

Kulturinstitutioner og medier vælger deres indhold fra et bredt udvalg af kunstnere og kunstnerisk udbud, og de har magten til at bestemme, hvilken faglighed, hvilke genrer og strømninger de vil præsentere.

Men hvad er parametrene for de valg? Hvad skal der til for at blive valgt næste gang? Det er uigennemskueligt, og dermed – ifølge Foucault – problematisk.

Kunstnerne oplever, at der er magt i 'institutionernes mursten', faste ansættelser – og vanetænkning. Det kræver tid og viden at få foden indenfor 'bag murstenene', og selve den præmis, at mange kunstnere hele tiden skal kæmpe for et levebrød, giver en ulighed.

Det bør kulturinstitutionerne tage ansvar for som en fælles udfordring – og anerkende det som en indbygget del af magtstrukturerne, de skal være bevidste om. Samtidig har en række kunstnere også selv magt sammenlignet med andre i befolkningen.

Magt er ikke dårligt

Indflydelsen har de i kraft af deres publikum og adgang til offentligheden.

Foran scenen udgør publikum også en magtfaktor som kulturforbrugere i kraft af deres til- og fravalg af musik og scenekunst.

Magt i sig selv ikke en dårlig ting. Men den skal være ansvarlig, transparent, til at påvirke, og til at nå

Sara Indrio
Forperson, dansk artist forbund

Den relation udgør en omskiftelig magtdynamik i samfundet, i og med at kunstneren er med til at skabe samtale, normer og normkritik – men også arbejdspladser, kommerciel omsætning og fællesskab.

Det svære ved kunstnerens position bliver, at artist og/eller musikskaber samtidig er en enkeltperson, der selv kan have behov for almindelig beskyttelse fra – og over for – magtens strukturer. Kunstnere i Danmark har som faggruppe en vis magt via kollektiv forhandlingsret, som kommer gennem medlemskab af fagforeningerne.

Når man organiserer sig som kunstner, betaler man gennem sit medlemskab for, at andre tager magtkampen for en. Der ligger stadig nogen magt i et solidarisk fællesskab, som giver kraft til individet over for systemer og strukturer, som kunstneren selvfølgelig også møder i form af arbejdsgivere, banker, lovgivning og så videre.

Med viden følger magt, som filosoffen Francis Bacon også konkluderer – og artister og musikskabere, der har indsigt og viden om rettigheder, vilkår og marked, står stærkere i den individuelle forhandling med for eksempel et spillested eller en producent.

Den viden og magt er særdeles vigtig for, at kunstnerne – eller kunstnernes organisationer – kan matche den magt, der findes på den anden side af bordet og bag murstenene. Magt i sig selv er ikke en dårlig ting. Men den skal være ansvarlig, transparent, til at påvirke – og til at nå.