Debat

Danske Medier: En kulturminister med mavefornemmelse

DEBAT: Kulturministeren er realist og hurtigtreagerende, hvis forhindringer er virkelige, skriver Danske Mediers Ebbe dal. Realismen har dog medført, at der ikke sker ændringer på medieområdet før, den nye medieaftale skal indgås i 2018.

Foto: Pressefoto, Danske Medier
Camilla Kamstrup
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ebbe Dal
Administrerende direktør i Danske Medier

Fakta
Giv din mening til kende!
Send et indlæg til [email protected]

Danske Medier har mange interesser, der betyder kontakt til Slots- og Kulturstyrelsen, Kulturministeriet og i de vigtigste sammenhænge kulturministeren. Som det er Altingets læsere bekendt, er en af de vigtige sager for Danske Medier i disse år at få forståelse for, at konkurrencen fra DR og de regionale TV 2-stationer må reguleres for at forhindre for stor dominans af statens medier i fremtiden.

Hvordan det bør ske, er ikke emnet her. Men kulturministerens håndtering af sagen viser nogle meget karakteristiske og velgørende træk ved Bertel Haarder som minister og meningsmenneske.

Højskolens samtaletraditioner vægtes højst
Der skal mere end en snes års ministererfaring til at fratage Bertel Haarder modet og lysten til at fortælle højt, hvad han mener, og tage udgangspunkt i det. Selvom Bertel Haarder er akademiker og kan det med tallene, er det højskolens bedste samtaletraditioner, der danner bagtæppe for, hvad der i dag sker i ministerkontoret. En samtale med Bertel Haarder rummer aldrig elementer af goddag-mand-økseskaft. Hvis noget bør og må kunne lade sig gøre, arbejder Haarder hen imod det og søger at rydde forhindringer af vejen i stedet for at gå død på dem.

Selvom Bertel Haarder er akademiker og kan det med tallene, er det højskolens bedste samtaletraditioner, der danner bagtæppe for, hvad der i dag sker i ministerkontoret.

Ebbe Dal
Administrerende direktør i Danske Medier

Men han er også realist og hurtigtreagerende, hvis forhindringerne er virkelige. Desværre har realismen medført, at der ikke sker ændringer på vort område før, den nye medieaftale skal indgås i 2018.

Et nuanceret syn på udviklingen
Denne artikel er et led i Altingets status efter Bertel Haarders første år som kulturminister, set fra de enkelte debattørers synspunkt og erfaring.

For Danske Medier har det været afgørende at møde en minister, som har et nuanceret syn på mediernes opgaver og ikke ligger under for nogen af parterne i diskussionen om statens og de private mediers råderum. Haarder vil gerne have enderne til at mødes og har som den første kulturminister i mange år forstået at se igennem parternes retorik. Jeg er sikker på, at DR i den sammenhæng møder langt flere spørgsmål, som kræver nuancerede svar, end de har gjort før, og det samme gør vi på de private mediers side.

Forhåbentlig vil det på den baggrund lykkes at få skabt en løsning i det kommende medieforlig, som gør det udholdeligt at være privat medie i relationen til DR og TV 2-regionerne. Det er og bliver spørgsmål, som må løses ud fra rimelighedshensyn, fordi der ikke kan tilvejebringes et hypotetisk materiale om mediernes sandsynlige fremtid af nogen værdi.

Gennem de sidste 10-15 år har ingen med eller uden tal kunnet gætte, hvordan medierne ville se ud om et par år. Mavefornemmelse må derfor have plads i diskussionerne. Bertel Haarder er netop en minister, som både har og tør lade sig lede af mavefornemmelse, når der reelt ikke er bedre beslutningsgrundlag at få.

Danske Medier håber, at der bliver stabilitet på den vigtige ministerpost, mens det nye medieforlig tager form.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ebbe Dal

Fhv. adm. direktør, Danske Medier
sergent (Livgarden), eksportuddannelse (ØK), (Den Grafiske Højskole 1976)

0:000:00