Danske Medier: Krigsretorik eller fakta?

Af Ebbe Dal
Adm. direktør, Danske Medier

Mogens Jensen er en central person i den danske medieverden. Han holder nemlig nøglerne i hånden til at ændre vilkårene for DR. Hvis medieaftalen skal ændres eller fortolkes, kommer man ikke udenom at overbevise ham. Men det giver ham også et alvorligt ansvar.

Det er skidt, når Mogens Jensen i Altinget 13. ds. siger ”Stop krigsretorikken” og fortæller, at de private mediers forening, Danske Medier, ”… har vedtaget, at det er DR, der er skyld i alle denne verdens udfordringer og fortrædeligheder, der møder de privatejede medier …”

Det ville nemlig være at overdrive DR's betydning. Men DR og TV 2-regionernes ekspansion er bare det eneste, politikerne kan hjælpe os med at regulere på.

For vi har rigeligt andet, som vi selv må kæmpe med. Google og Facebook har taget halvdelen af annoncerne. Tidligere blev pengene brugt til nyhedsproduktion. Nu bliver de sendt til Amerika uden at bidrage en døjt til folkeoplysningen. Brugerne af private medier vil kun modstræbende, om overhovedet, betale for indholdet på de platforme, som de vælger til afløsning for de traditionelle betalingsmedier.

Men ét mediehus skal de betale til: DR. Og her starter miseren.

Men ét mediehus skal de betale til: DR. Og her starter miseren.

Ebbe Dal
Adm. direktør, Danske Medier

Hvad er omstændighederne?
DR's indtægt er derved nærmest uforanderlig. Enhver rationalisering giver plads for aktivitetsudvidelse. Foretagendet skreg voldsomt op, da det for nylig måtte skære 70 millioner kroner af sine 3,7 milliarder. Det svarer til omkring 2 pct. Men de fleste private mediehuse har siden begyndelsen af dette årtusind skåret både 20, 30 og 40 pct. Det kommer jeg tilbage til.

Når Danske Medier ønsker, DR retter ind og i en vis udstrækning deler vilkår med de private medier, skyldes det, at DR konstant relativt styrkes økonomisk i forhold til de private medier.

Mogens Jensen har ret i, at private medier klarer sig godt efter omstændighederne. Men hvad er omstændighederne? Først blev alle provinsaviser alene på pladsen. Det skete fra 50’erne til 70’erne. Fra 70’erne til 00’erne var det typograferne og den gamle teknik, som skulle væk, og også administrationen blev slanket. Siden 90’erne er omkring 25 dagbladshuse blevet til fem store og en håndfuld meget mindre.

Undervejs er der sket en nødvendig redaktionel produktivitetsforøgelse. Og nu er der efterhånden ikke andre muligheder end netop at konsolidere eller at skære ned på redaktionen. Det sker med eftertryk i disse år for at skaffe de nødvendige sorte tal på bundlinjen.

Dialog med Mogens Jensen
Typisk udvikling i industrisamfundet, ja, men tre forhold står i modsætning til, hvad der gælder for andre industrivirksomheder: 1) Produktionen er afgørende vigtig for demokratiet og samfundslivet. 2) Finansieringskilderne – annoncer og brugerbetaling – er truet i usædvanlig grad. 3) Der er en konkurrent med uforanderlig økonomi, DR og de regionale TV 2-stationer, hvis mindset og supportere udstråler ligegyldighed.

Historien trækker lange skygger, for mange årtiers radio- og tv-monopol og ligegyldighed over for DR's indtræden på markedet for tekstnyheder stiller de private medier dårligere. Alle Mogens Jensens tal fra hans indlæg kan kommenteres hver for sig, men f.eks. er antallet af tv-stationer jo lige meget, hvis de ikke har en nyhedsproduktion. Og når DR har færre journalister end de private medier, ignorerer han, at det sidstnævnte tal er hastigt nedadgående.

Mit indlæg her består ikke af krigsretorik, men af fakta. Krigsretorikken står for Mogens Jensens egen regning.

Danske Medier savner en dialog med Mogens Jensen & Co., der ikke er styret af et blindt loyalitetsforhold til DR og den borgerbetalte institutions egen lobby, men af et fordomsfrit syn på, hvad der tjener samfundet bedst i det lange løb.

Kære Mogens: Brug dit næste indlæg til at forklare din strategi for at sikre et sundt og livskraftigt landskab af uafhængige private medier, og at licenskronerne ikke stækker dem.