Djøf-dans på stedet?

ANALYSE: Statsministeriets departementschef kan rydde en avisforside med nyheden om, at medarbejderne skal gøre det, de forventes at gøre. Spørgmålet er, hvilke konsekvenser Kettels opsang får, skriver Hegelund & Mose.
Foto: Statsministeriet

Det kræver altså ekstraordinære begivenheder, før overchefen går på banen, og den forgangne uges interview er et kraftigt signal om, at der igen er væsentlige embedsmandsinteresser på spil.

Hegelund & Mose
Rådgivere og forfattere

Af Susanne Hegelund og Peter Mose
Rådgivere og forfattere

Det er ganske usædvanligt, at Slotsholmens øverste embedsmand selv går i medieoffensiven. Nok stillede Christian Kettel Thomsen – departementschef i Statsministeriet – sig i den forløbne uge alene til rådighed for Djøf-bladet og lod sig dermed interviewe under trygge rammer. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at en ellers pressesky topembedsmand siger ord, hvorfor Kettels udtalelser fandt vej til forsiden af Berlingske.

Faktisk skal vi helt tilbage til sommeren 2001 for at finde et tilsvarende eksempel på en markant offensiv fra samme kontor i Statsministeriet. Det skete, efter at Venstres statsministerkandidat, Anders Fogh Rasmussen, havde tordnet mod embedsmændene i Nyrups regering og kaldt regnedrengenes notater ”ren socialdemokratisk partipropaganda”. Ikke mindst Karsten Dybvad – departementschef i Finansministeriet med en fortid i blandt andet LO – blev hængt ud.

I aviserne gik en af Kettels forgængere i Statsministeriet, Nils Bernstein, ud og støttede i utvetydige vendinger Dybvad og gav en lektion i, hvilket råmateriale danske embedsmænd er gjort af, og satte dermed en kraftig streg i sandet over for den kommende regeringsleder. Fogh skulle ikke forsøge på at knække rygraden i det danske embedssystem.

Det kræver altså ekstraordinære begivenheder, før overchefen går på banen, og den forgangne uges interview er et kraftigt signal om, at der igen er væsentlige embedsmandsinteresser på spil.

Bekymringen er stor over sammenfaldet af skandalesager, der har bragt ministre og topembedsmænd i uføre. Noget må igen gøres fra departementschefkredsens side, inden andre gør det. Derfor var ”sagerne” temaet for topcirklernes årlige vinterkomsammen på kursusejendommen Skjoldenæsholm.

Krisemødet i 1976
Ikke bare embedsmændenes gode rygte er på spil. Det værst tænkelige scenarie – set med embedsmandsbriller – er igen på tapetet: Politiske overvejelser om at lave politisk udnævnte stabe, der kommer og går med ministrene. Samme diskussion var anledningen til, at departementscheferne i 1976 trådte sammen på Mols for at lægge en slagplan, også dengang i diskret afstand af Christiansborg. Kritikken af embedsmændene endte på det tidspunkt med, at systemet udvidede servicepakken, så det fra at yde ren faglig rådgivning også begyndte at give politisk-taktisk bistand til ministeren; uhyre efterspurgt, dengang som nu.

Men den politiske rådgivning er måske gået for vidt på bekostning af fagligheden, lyder kritikken fra blandt andre ombudsmanden. Departementschefkredsen besluttede derfor på Skjoldenæsholm – vel for at signalere handling – at give samtlige ministerier pensum for, så stoltheden kan vende tilbage: Medarbejderne skal i den kommende tid terpe klassiske dyder – med pligtlæsning af den såkaldte Nordskov-rapport fra 1993 og betænkning 1443 om embedsmænds bistand og rådgivning til ministrene – for at genfinde balancen mellem fagligheden og politisk rådgivning.

Interessant er det imidlertid, at Kettel i Djøf-bladet peger på, at ”mange af vores unge embedsmænd ikke har haft lejlighed til at diskutere de tekster med hinanden”. Sagen er jo, at de seneste sager ikke har været funderet på fejl eller misforståelser hos nytilkomne juniorer, men hos top-erfarne embedsfolk med mange kilometer i benene. 

De garvede rotter må forventes at være mere end godt bekendte med Nordskov-rapporten, der blev til oven på tamilsagen, og med højesteretsdommer Jens Peter Christensens senere betænkning 1443, der udkom på baggrund af den spirende indvandring af fremmede fugle i Djøf-land, de særlige rådgivere.

Genopføres ”Djøf med Løg(n)”?
Nu skal embedsfolkene så mødes for at ”summe” og ”få noget med hjem i rygsækken” for at genbruge arbejdspladsjargonen fra det aktuelle, muntre teaterstykke ”Djøf med Løg(n)”.

Underforstået: Det kan let ende i tidspilde eller det, der gør Djøf's karrosseribuler endnu større, hvis ikke der graves ledelsesmæssigt dybere end at holde et par medarbejderseminarer her og der.

Ministrene kan således ikke være tjent med, at medarbejderne returnerer til den forskræmte nulfejlskultur, som i en lang periode efter tamilsagen har hersket på Slotsholmen. Kritikken må heller ikke føre til, at embedsmanden i ambitionen om at fremstå super-faglig nedtoner den politiske rådgivning. Så havner embedsværket i den tilbagelænede rolle, der dominerede centraladministrationen i årtier, og så er vejen for alvor banet for udefrakommende politiske rådgivere.

Det var den trussel, der fik halvfjerdsernes departementschefer til at konkludere, at faglige advarselslamper og politisk tæft hænger sammen som siamesiske tvillinger i den moderne Djøf-servicepakke: På øverste niveau skal både faglig vurdering og politisk rådgivning være second to none. Hvis topembedsmanden anbefaler sin minister at lyve over for et folketingsudvalg, er det både fagligt og politisk dumt. Og hvis han ved, at ministeren ved en fejl har talt usandt over for Folketinget og ikke efterfølgende gør denne opmærksom på det trods offentlig ståhej, ja, så er det også dumt – både fagligt og politisk.

Og må vi så ikke her fra sidelinjen anbefale, at departementscheferne også kaster et blik på embedsstandens generelle omdømme, når kredsen – måske på den årlige sommerudflugt – evaluerer ministeriernes summemøder. En ny og måske skræmmende - men vigtig - ledelsesopgave for topcheferne, oven i alt det andet. En nutidig embedsmand, for eksempel kontorchef Pedersen fra Justitsministeriet, bør kunne bestå borddametesten med glans: Hvordan fortæller han på max. et minut sin borddame, kasseassistent Petersen fra Jysk, hvad han laver – så hun klapper i hænderne og udbryder: ”Hold da op, hvor interessant!”


Rådgiver- og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse. De har bl.a. skrevet bøgerne Håndbog for Statsministre, Javel, hr. minister og senest Lobbyistens Lommebog. Se også hegelundmose.dk.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Kettel Thomsen

Nationalbankdirektør
cand.polit. (Københavns Uni. 1991)

0:000:00