Dødsfald: Journalist Jens-Arne Sørensen (56)

Et kærligt menneske med vid og bid har valgt at takke af.

Alt, alt for tidligt, synes alle vi, der var så heldige at møde ham et sted på rejsen.

Og der var mange, der mødte Jens-Arne Sørensen. Rigtig mange, der undervejs blev berørt af hans kærlige, intelligente, skælmske og altid levende væsen. Derfor er der også rigtig mange, der er berørt af hans beslutning om ikke at være her mere.

Endnu flere mennesker er gennem årtier blevet oplyst, påvirket og ind imellem provokeret af hans skarpe pen og hans indsigtsfulde tilgang til den journalistik, han brændte for.

Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1992 – efter først at have taget en bachelor i fransk på Aarhus Universitet – var Jens-Arne allerede dengang både berejst og nysgerrig. To egenskaber, der har fulgt ham igennem hele livet, og som de seneste år smeltede sammen i jobbet som rost og afholdt rejseleder til krævende destinationer.

Ritzaus Bureau i ind- og udland. Jyllands-Posten, TV 2 og i mere end et årti Information. Med enkelte afstikkere til kommunikationsbranchen var det journalistikken, indsigten og formidlingen, der trak i ham, og han var kendt og anerkendt som en dygtig redaktør og skribent. Og indimellem som besværlig, fordi han spændte stædighed for den perfektionisme, der gjorde ham så dygtig. Han kunne kæmpe for den rigtige løsning – og samtidig var han den kollega, der kunne løfte et helt redaktionslokale på en svær dag.

Men allermest var han kendt og anerkendt som den bedste ven, man kunne have. Jens-Arnes kompas var perfekt kalibreret. Han var beleven. Belæst. Sjov – med et touch af crazy. Altid klar til en lyserød boble og med en naturlig vilje til at fejre tirsdagene med havbad og champagne. Han spiste af livet i store lunser; han kunne drille og løfte ethvert selskab, der var så heldig at have ham ved bordet. Kun to piger havde taget i ham – niecen i Australien og niecen i Horsens – men rigtig mange oplevede hans enorme evne til kærlighed.

De seneste år kæmpede Jens-Arne med depressioner, og det var udsigten til endnu en, der den 28. oktober fik ham til at takke af. En nysgerrig optimist kaldte han sig selv. Men nysgerrigheden blev lammet af nogle svære omstændigheder, og Jens-Arnes optimist gav op.

Efter meddelelsen om hans bortgang har de kærlige ord været mange. Især går det igen, at han var et menneske, som lyste rummet op.

Nu er Jens-Arnes lys slukket, og som John Steinbeck siger det: "Der bliver så meget mørkere, når et lys går ud, end der ville have været, hvis det aldrig havde været tændt".