EL: Skrantende dagblade skal ikke trække DR med i faldet

Af Søren Søndergaard (EL)
Medieordfører 

Et flertal af de borgerlige partier i Folketinget vil beskære Danmarks Radio voldsomt. Ikke for at bruge de frigjorte midler til anden public service-virksomhed, men for at reducere det beløb, vi som samfund bruger på at opretholde annoncefrie elektroniske medier, som er tilgængelige for alle, og som er forpligtet over for samfundet som helhed.

I en situation, hvor sammenhængskraften i samfundet fragmenteres mere og mere, og hvor større og større dele af kontrollen med vores digitale infrastruktur overgår til privatejede udenlandske selskaber, må man spørge: Er det virkelig den rigtige vej at gå?

Efter min mening er svaret et klart nej. Vi skal i fremtiden ikke bruge færre, men flere penge på public service.

DR skal ikke fredes
Betyder det en fredning af Danmark Radio? Overhovedet ikke. Der er masser at diskutere. Det systembevarende indhold, den manglende alsidighed, selvtilstrækkeligheden. Og de alt for høje lønninger til chefer og ledende medarbejdere. Blandt meget andet.

Men hvis der skal tages penge fra Danmarks Radio, så skal det være for at styrke andre public service-medier. Præcis som da der blev taget fra DR for at oprette Radio 24syv som et reklamefrit public service-alternativ til DR’s radiokanaler.

Jeg forstår de privatejede dagblades problemer. Men de løses ikke ved at trække DR med i faldet. Det vil kun endnu hurtige underminere grundlaget for udgivelse af seriøse dagblade.

Søren Søndergaard (EL)

Og flere midler skal lægges oveni. Blandt andet for at droppe salget af TV 2 og gøre den til en public service-konkurrent til DR. Helst annoncefri, men i hvert fald med reducerede muligheder for at bringe annoncer, som mest af alt virker forstyrrende og fordummende.

Man kan allerede høre klagesangen fra Danske Mediers domicil i Skindergade og fra skrantende avisers chefredaktører. Men ærlig talt: Når faldet på 27 procent i dagbladenes annonceomsætning på print i det første halvår af 2016 ikke kan kompenseres med annonceindtægter på deres digitale medier, så skyldes det hverken DR, Radio 24syv … eller et kommende reklamefrit TV 2. Så skyldes det, at den digitale omsætning søger andre steder hen, først og fremmest til Facebook og Google.

Samarbejde med dagbladene  
Jeg forstår de privatejede dagblades problemer. Men de løses ikke ved at trække DR med i faldet. Det vil kun endnu hurtige underminere grundlaget for udgivelse af seriøse dagblade. Til gengæld er der et stort uforløst potentiale i et samarbejde mellem public service-medier og privatejede dagblade, uden at det går ud over disses uafhængighed.

For det er jo netop det, der er forskellen. Til de borgerfinansierede public service-medier kan vi stille krav – om alt lige fra et tilstræbt forsøg på alsidighed til døvetolkning. Men det hverken skal eller må vi til de private medier.

Et element i denne diskussionen er en bred forståelse af, hvad public service også er. Nemlig at formidle de forskellige synspunkter og holdninger, som rør sig i samfundet, hvad enten det er i forskellige dagblade eller interesseorganisationer. Det har DR været alt for dårlige til.

Public service til hele befolkningen
Hvad er der f.eks. i vejen for, at de danske dagblade får mulighed for at producere nyhedsudsendelser eller dokumentarprogrammer til og finansieret af DR? Hvad er der i vejen for, at dagbladene får mulighed for gratis selv at placere historier i et synligt rum på ”DR.dk”, hvor klik så fører læseren over til deres egen hjemmeside med de heraf følgende muligheder for annonceindtægt? Men det kræver selvfølgelig, at vi ikke bare forstår vores public service-medier som en kolos i Ørestaden, men som en samfundsmæssig digital infrastruktur for alle borgere i Danmark.

Jeg forstår, at kulturministeren vil bruge de næste år på at holde studiekreds med et par borgerlige medieordførere, hvis største ønske er mindre public service i Danmark. Hold da op en ambition i en global tidsalder, hvor danskproducerede programmer, danskejede medier og det danske sprog er under pres fra store multinationale koncerner, som i dag primært er amerikanske, men som måske i morgen er kinesiske. Dem om det. Lad os andre bruge tiden på en diskussion om de reelle udfordringer!