Debat

Forsker: Historieløsheden breder sig

DEBAT: Danmark er præget af en historieløs "glemselskultur". Men uden fælles minder og fortællinger falder samfundet fra hinanden. Bertel Haarder (V) må som modsvar styrke og beskytte den danske kulturarv, skriver Michael Böss, samfundsforsker ved Aarhus Universitet. 

Bertel Haarder (V) bør som kulturminister forsvare og beskytte den danske kulturarv, skriver Michael Böss, lektor ved Aarhus Universitet. 
Bertel Haarder (V) bør som kulturminister forsvare og beskytte den danske kulturarv, skriver Michael Böss, lektor ved Aarhus Universitet. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Böss
Lektor i historie og samfundsvidenskab ved Aarhus Universitet 

Da kulturminister Bertel Haarder (V) på Kulturmødet på Mors i år blev bedt om at svare på, hvorfor afsnittet om kulturpolitik er så kort i regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden”, svarede han lidt i retning af, at det var for at gøre det lettere for ham at fylde mere oveni.

Jeg vil i dette oplæg gerne lægge lidt mere indhold ind i regeringsgrundlagets korte henvisning til ”den danske kulturarv”.

Kulturafsnittet adskiller sig på mange måder fra det, den tidligere regering skrev. I den forrige regerings regeringsgrundlag lød det, som om kulturpolitikken blot var et vedhæng til den sociale og økonomiske politik. Nu lyder kulturpolitikken derimod som noget, der har med skole, oplysning, identitet og fællesskaber at gøre. I den sammenhæng kunne bevidstheden om ”kulturarven” i bred forstand være noget, der burde binde Kulturministeriet og uUndervisningsministeriet sammen.

Fakta
Deltag i debatten! 
Send dit indlæg til [email protected] 

Et politisk ansvar
Begrebet kulturarv dækker over materielle ting efterladt fra fortiden. I en rapport om kulturarvens status leverede Rigsrevisionen sidste år en verbal bredside mod Kulturstyrelsen for som ansvarlig myndighed at have svigtet sin hovedopgave, nemlig at tage vare på den danske kulturarv. Kritikken var dog fejlplaceret, for der er selvfølgelig tale om et politisk ansvar.

Når kulturarven har været forsømt, skyldes det, at dele af samfundet har en tendens til at betragte kulturarven som alt det, vi ”heldigvis” er på vej væk fra, og som man i øvrigt bør passe på ikke at forholde sig ”nostalgisk” eller ”nationalistisk” til.

Dele af samfundet har en tendens til at betragte kulturarven som alt det, vi ”heldigvis” er på vej væk fra, og som man i øvrigt bør passe på ikke at forholde sig ”nostalgisk” eller ”nationalistisk” til.

Michael Böss
Lektor i historie og samfundsvidenskab

Jeg tror, det var derfor Uffe Elbæk (ALT) i sin korte tid som kulturminister aldrig tog ordet kulturarv i sin mund, ja, det var på vej til at blive et tabuord, fordi det var hovedplanken i Dansk Folkespartis kulturprogram. Men nu er chancen der for at få begrebet sat ind i et større perspektiv.

Uden kulturarv intet samfund 
I mødet med gamle og fysisk sanselige ting kan det enkelte menneske udvikle stedsans, selvbevidsthed og en følelse af at høre til og være en del af et fællesskab. Set fra den synsvinkel er kulturarven et vigtigt led i den enkeltes og fællesskabernes identitets- og erindringsarbejde. Uden erindringer kan det enkelte menneske ikke forstå sig selv eller lægge planer for fremtiden. Og uden fælles minder og fortællinger falder fællesskaber og samfund fra hinanden. Men erindringer er også en betingelse for, at borgerne kan forholde sig kritisk til de politiske beslutninger, der tages i nutiden.

At besøge et museum eller et andet kulturarvssted er en kulturel proces, som kan beskrives som en erindringshandling. Kulturarv er ikke noget, vi passivt forbruger, men en aktiv handling, hvorunder vi skaber mening ved at ”blive mindet om” og erindre. Da oplevelse af kulturarv normalt sker sammen med andre, bidrager den til at binde grupper og befolkninger sammen og udvikle fælles forståelser af den verden og det samfund, de deler.

Kulturarv bør derfor ikke ses som noget, der skiller, men tværtimod som noget, der skaber social integration. Et studie af canadieres historiebrug viste sidste år, at indvandrere til Canada er lige så flittige besøgende på museer som indfødte canadiere. Det kan tolkes som udtryk for deres ønske om at vide mere og blive en del af det samfund, de er kommet til.

Den skjulte arv
Men kulturarv er ikke kun genstande og monumenter, det er også de bygninger og landskaber, vi færdes i til daglig. Som følge af lokale moderniseringsplaner og købstædernes forandring under afindustrialiseringen og migrationen til storbyerne står vi i fare for at miste ”den skjulte kulturarv”, altså det, vi overser som kulturarv.

Ved at rive gamle bygninger ned og tillade bestemte landskaber at forfalde for at kunne skabe lokal vækst og vise vilje til at omstille sig til ”fremtidens krav” risikerer lokale bysamfund at miste fortællingen og erindringen om sig selv – og derved også deres lokale identitet. Det er derfor vigtigt, at velment ”byfornyelse” sker på en sådan måde, at byerne bevarer så meget af deres fysiske kulturarv, at det ikke går ud over indbyggernes stedsans, lokalidentitet og selvrespekt.

For at opsummere, så er mit ønske til Bertel Haarder altså, at han vil være med til at forsvare en ”erindringskultur” over for den historieløse ”glemselskultur”, som breder sig i dag, ved blandt andet at fremme en kulturarvspolitik, der styrker den sociale integration af borgere i Danmark uanset deres etniske herkomst og beskytter ”den skjulte kulturarv”, som ligger til grund for Danmarks kulturelle mangfoldighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Böss

Dr.phil., seniorrådgiver, Tænketanken Prospekt, forfatter og lektor emeritus, Aarhus Universitet
cand.mag. i engelsk filologi og kristendomskundskab (Aarhus Uni. 1977)

0:000:00