Frankrig udnytter Trumps fiasko. Men magtkampen om Arktis er langtfra slut

Trump har udløst et politisk jordskælv

Siden Anden Verdenskrig har grønlandske politikere ellers set mod USA. Indtil for nylig har EU kun spillet en sekundær rolle. Godt nok har Grønland en repræsentation i Bruxelles, men landet var også det første, der forlod EF/EU-samarbejdet tilbage i 1985.

Trumps politik har udløst et politisk jordskælv, der har skubbet Grønland tilbage mod Europa. Det understøttes af meningsmålinger, der viser, at 60 procent af grønlænderne er åbne for mere samarbejde med EU. Udviklingen har givet Europas førende stat, Frankrig, forøget spillerum i Arktis.

Alt imens Trump har fremmedgjort store dele af den grønlandske offentlighed, har Frankrig omvendt grebet muligheden for at udfylde det attraktionsrum, som traditionelt har trukket Grønland væk fra Europa over imod USA.

Trumps politik har udløst et politisk jordskælv, der har skubbet Grønland tilbage mod Europa.

Simon Mølholm Olesen
Ph.d. i Grønlands historie

Frankrigs bilaterale og Europas multilaterale samarbejdsvilje tilbyder dermed et økonomisk, politisk og værdimæssigt alternativ til USA. Det afstiver Grønlands selvfølelse, og giver nye udviklingsmuligheder på grønlandske præmisser.

Følgelig lovede Emmanuel Macron støtte til energiprojekter, samarbejde om klimaudfordringer, oprettelse af et generalkonsulat samt vidensdeling mellem de franske universiteter og Ilisimatusarfik. Og så var der det afgørende spørgsmål om råstoffer.

Her udtalte Macron, at EU ønsker at accelerere partnerskabet med Grønland om råstoffer, inklusive de strategiske råstoffer. Det skal ske ved at etablere bæredygtige forsyningskæder, hvorved Macron gav Trumps klimaskeptiske råstofpolitik en kæberasler.

Han fortsatte. På fregatten Niels Juel, der strategisk er udstationeret i Davisstrædet ved Nordamerika, udtalte Macron, at Frankrig er parat til at afholde militærøvelser med "de arktiske lande".

Ikke alene ligger udtalelsen i forlængelse af Frankrigs tilbud om soldater til Grønland. Øget dansk og fransk militær aktivitet i Arktis svækker USA's påskud om, de er nødt til at overtage Grønland, fordi sikkerheden halter.

Frankrig er en nordamerikansk stat

Frankrigs manøvrer viser et strategisk, selvstændigt land, der fastholder den internationale retsorden og styrker sin rolle som europæisk leder. Det er klassisk fransk udenrigspolitik, der usædvanligt bliver forenet i spørgsmålet om Grønlands fremtid.

Den franske strategi forfølger således nogle indre og ydre linjer, der fokuserer på infrastruktur, militær, værdier og videnskab. Målene hænger meget tæt sammen med USA's utilregnelighed, hensynet til Kongerigets suverænitet og det globale kapløb om råstoffer til nye teknologier.

Øget dansk og fransk militær aktivitet i Arktis svækker USA's påskud om, de er nødt til at overtage Grønland, fordi sikkerheden halter.

Simon Mølholm Olesen
Ph.d. i Grønlands historie

Forholdene dikterer, at hvis Frankrig vil lede EU, så er landet nødt til at kunne udøve selvstændig magt, kanalisere EU-støtte og forsvare grundprincipper som for eksempel den internationale retsorden og folkenes selvbestemmelsesret.

De franske aktiviteter hænger også tæt sammen med, at Frankrig er en overset, men legitim nordamerikansk stat, der forsøger at gøre sig gældende i et forandrende Arktis.

Øgruppen Saint Pierre og Miquelon ligger ved Canada, øerne er den sidste rest af Frankrigs kolonirige Ny Frankrig, som de tabte til Storbritannien i 1763, og de giver adgang til Nordatlantens rige fiskebanker.

Frankrig har altså en legitim interesse i at afbalancere Trump-administrationens drøm om at annektere Nordamerika.

Frankrigs hjælp kommer med en pris

Selv om Saint Pierre og Miquelon er beskyttet af den franske atomparaply, så skaber Trumps udtalelser så meget uro i det franske nærområde, at det er oplagt for Frankrig at bruge uroen til at markere landets position og udbygge sin indflydelse på de nævnte områder. Så det gør de.

Vi kan og skal ikke opgive USA som partner i Grønland, fordi de har stærke kapaciteter til arktisk krigsførelse, og fordi 1951-aftalen stadig gælder.

Frankrig kan ikke selv udfylde rollen som sikkerhedspolitisk garant i Arktis. Desuden vil USA protestere. Omvendt bliver vi nødt til at afbalancere Trumps USA så godt, en småstat formår.

Vi har handlerum, og jeg foreslår, at vi udnytter det til at diversificere og udbygge vores partnerskaber.

Simon Mølholm Olesen
Ph.d. i Grønlands historie

Franske interesser i Europa og Nordamerika gør landet til en oplagt partner. Men vi bør ikke være blinde for, at Frankrig også selvstændigt søger mere indflydelse i begge regioner. Det er deres pris – mere indflydelse.

Jens-Frederik Nielsen og Mette Frederiksen har slået fornuftige takter an i de nævnte udspil. De gør det muligt for Frankrig at matche USA's diplomatiske, økonomiske og værdipolitiske tilstedeværelse i Grønland. Det giver franskmændene en sejr.

I det videre forløb bliver det spændende at se, hvad Natos styrkemål kommer til at betyde i Nordatlanten. Blandt vores nationale opgaver bliver at bygge faciliteter til danske kampfly og Nato-skibe på tjeneste i Arktis. Især flådemæssigt må vi nok indse, at der bliver tale om en allieret fællesopgave.

Derfor vil det være fornuftigt at fastholde Frankrig på, at de har ret og pligt til at løfte forsvarsopgaverne i Nordatlanten på grund af Saint Pierre og Miquelon. Desuden kunne det være fornuftigt med en Nato-forbindelsesofficer på det kommende generalkonsulat og styrket fransk deltagelse i Arktisk Råd.

Endelig bør vi inkludere andre venner. Canada og Tyskland har også forsvaret Kongerigets suverænitet, og de kan ligeledes virke afbalancerende. Måske vil det være klogt at invitere Mark Carney og Friedrich Merz til Nuuk?

Vi har handlerum, og jeg foreslår, at vi udnytter det til at diversificere og udbygge vores partnerskaber.