Kommentar af 
Jane Mylenberg

Har danskerne virkelig den stærke arbejdsmoral, som statsministeren appellerer til?

Vi taler om arbejdslivet som den belastning, der får læsset til at vælte. Faktisk er min påstand snarere, at arbejdet er det, der er nemmest at skrue på, hvis noget af presset skal tages ud af ligningen, skriver Jane Mylenberg.

Statsminister Mette Frederiksen appellerede&nbsp;<b></b>til en stærk arbejdsmoral under Socialdemokratiets landsmøde. Men ifølge Jane Mylenberg kræver det en&nbsp;mentalitetsændring, hvis statsministerens forestilling om en stærk arbejdsmoral kan finde sted.
Statsminister Mette Frederiksen appellerede til en stærk arbejdsmoral under Socialdemokratiets landsmøde. Men ifølge Jane Mylenberg kræver det en mentalitetsændring, hvis statsministerens forestilling om en stærk arbejdsmoral kan finde sted.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jane Mylenberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg måtte stoppe på cyklen og spole min radio tilbage for at lytte en ekstra gang. For de ord, der kom ud af æteren, kom i den grad bag på mig.

Ordene var statsminister Mette Frederiksens, og de var et yderst velkomment dødsstød til det syn på arbejde, som mange danskere har hyldet i årtier.

"Det her er selvfølgelig ikke en kritik af de mange børnefamilier, der kan få svært ved at få hverdagen til at hænge sammen," sagde statsministeren, og fortsatte:

"Alligevel lyder det hårdt. Det er det også. Men hvis vi ikke holder fast i vores stærke arbejdsmoral. Ja, så holder vores velfærdsmodel ikke."

Ordene faldt på Socialdemokratiets landsmøde i slutningen af september, og de markerer et brud med opfattelsen af det at gå på arbejde som en gemen tidsrøver og evig forhindring for at gøre alt det, det gør livet værd at leve.

Den var den opfattelse, statsministeren sendte i graven, da hun appellerede til det, hun kalder "vores stærke arbejdsmoral".  

Men har vi overhovedet sådan en?

Lad os se på lidt fakta. I 1990 indførte vi 37 timers arbejdsuge. Vi har aldrig arbejdet færre timer. I fjerde kvartal af 2022 arbejdede 775.000 danskere på deltid.

Det er det højeste tal nogensinde. Den højeste stigning er at finde blandt dem, der har længst uddannelse.

Vi har aldrig haft længere barselsorlov. I Danmark har vi 48 uger, der kan deles ligeligt mellem forældrene. Island er Europa-mestre med 52 uger, men helt danset bagom er Danmark altså langt fra.

Dertil har vi aldrig holdt mere ferie. Sammen med Tyskland og Malta er vi de mest ferierende lande i Europa. Det bliver til 39 ferie- plus helligdage hvert år.

Tilbage til vores "stærke arbejdsmoral". Har vi så den, fordi vi bare er megaeffektive, når vi er på job? Ikke helt.

Cepos analyserede i 2022 produktiviteten i Danmark, og meldingen i rapporten var, at "stigningen i produktiviteten har været lavere gennem de sidste årtier, end i store dele af efterkrigstiden."

Arbejdet er det nemmest at skrue på, hvis noget af presset skal tages ud af ligningen.

Jane Mylenberg
Debatør

Sagt polemisk og helt sikkert fra en privilegieblind position som arbejdsgiver gennem 25 år, så er den arbejdsmoral, statsministeren taler frem, måske nærmere en, vi skal grave dybt for at finde. I samme spadestik må vi så grave nogle sejlivede myter ned.

Det kan eksempelvis være den om børnefamilier, som er særligt hårdt ramt af presset fra vores "stærke arbejdsmoral".

Poul Nyrup malede i sin nytårstale i 1998 billedet frem af moren med det søvndrukne barn på cyklen og retorisk spurgte: "Kan vi ikke gøre det lidt bedre?". Siden da har vi kollektivt hyldet en forestilling om, at børnefamilier med udarbejdende forældre er ultimativt pressede.

Alle, der har haft små børn, genkender den historie. For man er presset. For lidt søvn, bekymringer, krav fra børneinstitution, skole, legeaftaler, sund mad og bæredygtigt legetøj for nu slet ikke at tale om de pittoreske fremstillinger på sociale medier med fotogent nyt fra livet med ungerne…

Årene med små børn er nok nogle af de mest pressede, man har som voksen. Men er det arbejdet, der presser? Og findes der virkelig en forventning om, at småbørnsforældre giver den maksimalt gas på jobbet, lige præcis mens de har små børn?

Min påstand er snarere, at arbejdet er det, der er nemmest at skrue på, hvis noget af presset skal tages ud af ligningen.

Måske vi skal til at se på vores jobmarked som et, vi er glade for.

Jane Mylenberg
Debatør

Som arbejdsgiver er det ikke sjældent, at jeg har siddet med en småbørnsfar eller -mor, der bad om at gå ned i tid, få udsættelse på opgaver eller bare mere fleksibilitet i jobløsningen. Det var ikke altid, fordi vedkommende ikke var glad for sit job eller oplevede, at det var fra arbejdspladsen, at presset kom. Det var bare det nemmeste sted at sige fra.

Jeg spørger mig selv, om årsagen til, at vi tit taler om vores arbejde som vores fjende og som det, der spærrer for det lykkelige liv, måske mere handler om måden, vi taler om arbejde på og knap så meget de faktiske forhindringer, vi rent faktisk møder?

Kunne en del af forklaringen være, at vi simpelthen har valgt at tale om vores arbejde på måder, som gør, at vi blindt accepterer – og forventer – at presset som regel skyldes arbejdspladsen?

Det at diskutere vores arbejdsmoral – man kan her sætte spørgsmålstegn ved, om den har været svigtende – har været no-go siden de ambitiøse yuppier fra firserne fes af.

Gør man forsøget, svømmer man ud på et oprørt følelseshav med bølger af synsninger og fornemmelser. Fakta vinder ikke rigtig genklang i den diskussion.

Læs også

Eksempelvis som nu, hvor rigtig mange arbejdspladser er fleksibelt indstillet og imødekommer, respekterer og anerkender medarbejders særlige behov og forsøger at indrette arbejdsopgaverne derefter.

I stedet bliver begreber som quiet quitting legitime. Altså, at man går på arbejde, men for længst har tjekket mentalt ud. Med den attitude bliver det arbejdspladserne, som taber. Det bliver arbejdspladserne, der er de pressede, som vi eksempelvis ser det lige nu i vores sundhedsvæsen.

Vi må holde op med at betragte vores arbejde som en forhindring for, at vores liv bliver meningsfyldte.

Jane Mylenberg
Debatør

Måske tiden kalder på et forandret blik på vores arbejdspladser og de vilkår, vi har på det danske arbejdsmarked. Måske vi skal til at se på og tale om vores jobmarked som et, vi er glade for. Et vi værner om og et sted, hvor det oftest er rart at være.

Fordi vi har et system, som tager vare på os som hele mennesker og for længst har givet os retten til lange ferier, barsel og fleksible samt individuelle ordninger, som er relativt forenelige med også at være mennesker med fritid og familier.

Arbejdet bærer ikke lønnen i sig selv. Men arbejde kan og skal helst være interessant, glædesfuldt og sommetider også noget, som får den enkelte medarbejder til at opleve, at vedkommendes indsats gør en forskel for det store fællesskab. En del af de glæder opstår, når vi tager vores job seriøst og gør os umage.

Vi må holde op med at betragte vores arbejde som en forhindring for, at vores liv bliver meningsfyldte. Vi må stoppe med at tale om arbejdslivet som den belastning, der får læsset til at vælte. Først når den mentalitetsændring indfinder sig, kan statsministeren forvente at se den "stærke arbejdsmoral", hun så rimeligt efterspørger.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Mylenberg

Debattør og selvstændig rådgiver, kommunikationskonsulent, Ungdomsringen, formand, foreningen Brobyggerne, bestyrelsesmedlem, Ungdomsbureauet
cand.phil. i kunsthistorie (Københavns Uni. 1996), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 2001), master i kommunikation (Aarhus Uni. 2005)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024