Af Holger K. Nielsen (SF)
Medieordfører

Forslaget om at privatisere TV 2 dukker op med jævne mellemrum, men hver gang er det skudt til hjørne.

Og heldigvis for det. Det var en del af Brian Mikkelsens (K) ideologiske korstog, da han var kulturminister – med den nye borgerlige regering skulle der vendes op og ned på det danske mediebillede. Kommercielle aktører skulle ind på markedet, hvor det overhovedet var muligt.

Regning uden vært
Men man gjorde regning uden vært. For TV 2 var slet ikke så stor en guldmine, som man havde forestillet sig. Reklameindtægterne svigtede – som det var tilfældet også hos dagbladene. Som DR blev også TV 2 presset på seertallene. Underskuddet voksede, og på et tidspunkt var TV 2 så presset på likviditeten, at man var tæt på ikke at kunne betale de daglige regninger. Og for at føje spot til skade lå der simrende retssager ved EU-Domstolen, som kunne få katastrofale økonomiske konsekvenser for stationen.

Nej, TV 2 var ikke et guldæg, og det var derfor fornuftigt, at medieordførerne i 2009 fik rekonstrueret stationen – uden at have privatisering på programmet. Prisen var, at TV 2 fik lov til at opkræve abonnementsbetaling. Hvor det før havde været ”free to air” skulle vi nu til at betale for at se TV 2. Samtidig fik TV 2’s ledelse friere rammer til at agere på markedet.

TV 2 har siden sejlet i smult vande. Ikke mindst abonnementsbetalingen har sikret et økonomisk fundament, som virker solidt. TV 2 har fortsat en position, hvor stationen bidrager til både public service og et varieret mediebillede. TV 2 er fortsat danskernes foretrukne tv-station.

TV 2 er stadig bundet af public service og en publicistisk tradition. Derfor kan man også ved siden af overfladisk underholdning finde dybt seriøse programmer.

Holger K. Nielsen
Medieordfører

Seertal og public service
Der rynkes ofte på næsen af TV 2’s ofte poppede og kommercielle programmer. En del af kritikken er jeg såmænd enig i, men kritikerne glemmer, at TV 2 har været et værn imod kommercielle tv-stationer, som er helt uden ambitioner om public service og seriøsitet. Problemet er, at der ikke findes nogen nedre kvalitetsgrænse for kommercielt tv. TV 2 er stadig bundet af public service og en publicistisk tradition. Derfor kan man også ved siden af overfladisk underholdning finde dybt seriøse programmer. Og nyhedsdækningen er helt på niveau med DR og dagbladene.

TV 2 er på mange måder en bastard. Stationen finansieres gennem egne indtægter og er derfor nødt vil at fokusere på seertal. Men stationen har også en ambition om at være seriøs – uden at det altid nødvendigvis er bundet af seertal. Det vil være dybt uansvarligt at spille hasard med denne udmærkede dobbelthed gennem en hovedløs privatisering.

Betyder det, at det statslige ejerskab er uden for diskussion? Nej. SF har tidligere foreslået at TV 2 lægges ind i en almen fondskonstruktion med et demokratisk ejerskab. Det vil både kunne fastholde TV 2’s publicistiske tradition og fremtidssikre stationen økonomisk. Og så ikke mindst friholde os fra den ideologiske privatiseringsdiskussion.