Hvorfor er der ikke mere ramaskrig over den nye P3-chefs udtalelser?

Derfor var det også en oplagt sag for journaliststanden at tage under kritisk behandling. Journalister plejer jo at føle et særligt ansvar for at stille magtfulde mennesker til ansvar for deres forvaltning af magten.

Desværre måtte jeg konstatere, at kun Berlingske løftede sagen videre ved at indhente en udtalelse fra Isabella Hindkjær, der forsikrede, at der slet ikke var noget at komme efter.

Jeg undrer mig over, at der ikke er flere, der har taget sagen op. Skyldes det, at journaliststanden ikke kan lide at gå efter sine egne?

Det er ikke ukendt, at journalister og mediefolk er de bedste til at undlade at stille op til interviews, når det er dem selv, der har sigtekornet rettet imod sig. Mens de livligt kritiserer politikernes manglende vilje til at svare på kritiske spørgsmål eller i det hele taget at lade sig interviewe, beviser de gang på gang, at de selv er de værste til det.

Har de borgerlige politikere helt opgivet kulturkampen, hvor man ser det som sin pligt at stå imod, når de store institutioner går udover det mandat, de er blevet givet?

Rasmus Ulstrup Larsen

Måske fordi journalisterne godt ved, at det ikke er rart at blive udsat for samme kritik, som de lever af at udsætte andre for, og på den baggrund opstår der en uskreven regel om, at man ikke skal være ude efter hinanden i journalistverdenen. De er jo de gode, der afslører de onde.

Bevares, på TV 2 News er der et ugentligt program, hvor de store mediechefer i en times tid diskuterer hinandens historier, og således kan de i hvert fald sige, at de står på mål for deres egen magtudøvelse på samme måde som politikerne.

Men hvis vi ser bort fra journaliststanden, hvor var så oprøret fra højre side af Folketinget over den nye redaktionschef på P3? Har de borgerlige politikere helt opgivet kulturkampen, hvor man ser det som sin pligt at stå imod, når de store institutioner går udover det mandat, de er blevet givet? Har de borgerlige politikere blot bøjet hovedet og accepteret nederlaget? Jeg tror det desværre.

Befolkningen selv har i hvert fald kapituleret for længst. Vi fik jo Matador-serien på DR engang, og den var rigtig god. Så tænk, hvis DR producerer en lignende serie igen i fremtiden - så har det været det hele værd at bruge over tre milliarder om året på at massere danskerne med politisk aktivisme i mellemtiden.

Historien om Isabella Hindkjær viser i hvert fald en ting: Borgerlige forstår ikke, at den politiske kamp handler om institutionerne, hvorfra landet formes. Alt andet er ellers sekundært.