Bliv abonnent
Annonce
Om  
Jacob Bundsgaard

Jacob Bundsgaard har fået nyt arbejde efter borgmester-exit

23. oktober 2024 sagde Jacob Bundsgaard farvel til dansk politik efter 23 år i det aarhusianske byråd. 
23. oktober 2024 sagde Jacob Bundsgaard farvel til dansk politik efter 23 år i det aarhusianske byråd. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Da Jacob Bundsgaard (S) i oktober sidste år med øjeblikkelig virkning trak sig fra dansk politik efter små 25 år, slog han fast, at det overraskende exit ikke skyldtes et nyt job.

Nu har den tidligere Aarhus-borgmester imidlertid fået nyt arbejde, idet hans rådgivningsvirksomhed JBJ Advice ifølge Din Avis er blevet hyret af det kommunale forsyningsselskab Kredsløb.  

Læs også

Det bekræfter selskabet over for mediet.  

»Det er korrekt, at Jacob Bundsgaard i øjeblikket bistår Kredsløb i en rådgivende rolle i forhold til CO2-fangst. Hermed forventer vi at kunne drage nytte af den store viden og erfaring, Jacob Bundsgaard har fra en lang politisk karriere,« skriver Kredsløbs presseansvarlige, Anders Rødkjær Rasmussen, til avisen.

Jeg kan også mærke på mig selv, at hvis jeg skal bevare energien i mit arbejde, så skal jeg skifte spor

Jacob Bundsgaard
Tidligere S-borgmester i oktober 2024

Ifølge Din Avis vedrører Jacob Bundsgaards rådgivning et projekt, som byrådet i Aarhus og netop Jacob Bundsgaard satte Kredsløb i gang med, og som bunder i den klimahandlingsplan, man vedtog i 2024 for at få Aarhus i mål med at blive CO2-neutral i 2030. 

23 år i byrådet

Det kom bag på de fleste, da Jacob Bundsgaard i oktober meddelte, at han var nået til vejs ende i sit politiske virke.  

"Jeg har siddet i byrådet i 23 år. På et tidspunkt bliver der mange gentagelser, og hver eneste gang er man forpligtet til at gøre sig umage og være kreativ. Det synes jeg, jeg har gjort, men jeg kan også mærke på mig selv, at hvis jeg skal bevare energien i mit arbejde, så skal jeg skifte spor," sagde socialdemokraten dengang på et pressemøde. 

Jacob Bundsgaard kom ind i byrådet 1. januar 2002, og overtog borgmesterkæden fra Nicolai Wammen i 2011, da Wammen valgte at stille op til Folketinget - en vej, som mange også troede, at Jacob Bundsgaard skulle gå.

Læs også

I stedet sagde Jacob Bundsgaard helt farvel til politik - som en række andre S-borgmestre gjorde på det tidspunkt.  

"Han var både en stor stemmesluger, men også en central figur i KL, hvor han siden 2016 har været en del af formandskabet enten som formand eller næstformand," lød det i oktober sidste år fra Altingets kommunalredaktør, Kim Rosenkilde, der tilføjede, at Jacob Bundsgaard dog også trak sig på et tidspunkt, hvor både han og Socialdemokratiets succes i Aarhus så ud til at være på en nedadgående kurve:

"Bundsgaards personlige valgresultat blev halveret ved kommunalvalget i 2021. Faktisk tabte Bundsgaard flere personlige stemmer, end hans parti samlet set mistede ved valget."  

En enig socialdemokratisk byrådsgruppe i Aarhus valgte Anders Winnerskjold (S) som ny borgmester i Aarhus.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026