Johanne Dalgaard: Dansk Folkeparti har vundet den kulturpolitiske totalsejr

Den arena, hvor populismen i Danmark blomstrer friest og vildest, er uden tvivl kulturpolitikken. Der er hverken tegn i sol eller måne på, at folket skal løbe tør for kulørte tv-serier, sports-tv eller bedst-sælgende krimiromaner. Det gælder formodentlig, uanset hvordan det offentlige kulturbudget strikkes sammen. Det kulturstof, der kan sælges allerbredest, skal markedet nok generere helt på egen hånd.

Alligevel er det altid der, diskussionen ender, når politikerne skal forsvare deres nedskæringer på kulturområdet: i den fladpandede modstilling mellem det brede, folkelige kontra det snævre, elitære kulturliv.

Og hvis man vil undgå at diskutere, hvad der mon er årsagen til, at kulturen i Danmark helt overordnet set er underprioriteret af Christiansborg, så er det selvfølgelig belejligt at kunne bruge ét område af kulturlivet til at slå et andet i hovedet med.

Endnu bedre er det, hvis man samtidig kan få koblet argumentet op på den diskurs om Udkantsdanmark kontra København, som nok er tidens allermest effektive del-og-hersk-redskab i danske politikere værktøjskasse.

Et præmieeksempel på den taktik leverede i denne uge Socialdemokratiets nye kulturordfører, Jan Johansen, der gæstede podcasten Cordua & Steno til en debat om regeringens kulturpolitiske prioriteringer i finanslovsudspillet og i almindelighed.

"Jeg har været værftsarbejder i 28 år. Jeg har ingen uddannelse eller noget som helst. Da jeg blev kulturordfører, siger de til mig, mine gamle kollegaer, hvad har du af forstand på ballet og teater? Så svarer jeg, det er jo ikke kun ballet og teater. Det er også håndbold og foreningsliv, der er kultur," lød det fra Johansen, der til overflod supplerede med påmindelsen om, at der "findes altså et land uden om København".  

Lokale institutioner, folkebiblioteker og foreninger er vigtige elementer i dansk kultur, men de er hverken værre eller bedre stillet af, at politikerne fortsætter udsultningen af Det Kongelige Teater og Nationalmuseet.

Johanne Dalgaard

Måske er det faktisk slet ikke i omkalfatringen af integrationspolitikken, man skal finde Dansk Folkepartis største politiske landvinding over de sidste par årtier.

I virkeligheden ligger den måske snarere i den kulturpolitiske totalsejr, partiet har vundet, med både en effektiv udradering af armslængdeprincippet på medieområdet og en konsolidering af folkelighed som væsentligste – undertiden eneste – kriterium for bevaringsværdighed i kulturen.

Noget tyder i hvert fald på, at Socialdemokratiet føler sig inspireret og vil føre kulturpolitik på en lignende platform af fladpandet anti-elitisme og forloren sportshalsfetichisme.

Men det er selvfølgelig en falsk præmis, at vi skal vælge mellem at have levende håndboldklubber i lokalsamfundene eller at have nationale kulturinstitutioner, der leverer oplevelser på internationalt konkurrencedygtigt niveau.

Lokale institutioner, folkebiblioteker og foreninger er vigtige elementer i dansk kultur, men de er hverken værre eller bedre stillet af, at politikerne fortsætter udsultningen af Det Kongelige Teater og Nationalmuseet, som blot udgør andre elementer i det kulturelle økosystem.

Begge dele skal prioriteres, hvis dansk kulturliv virkelig skal "favne bredt", og at skære i sidstnævnte afstedkommer ikke nogen vitalisering af førstnævnte.

Det eneste, negligeringen af finkulturen afstedkommer – foruden selvfølgelig en populistisk krog, som S kan hænge sin hat på, når det gælder om at kapre og fastholde tidligere DF-vælgere – er et samlet set fattigere dansk kulturliv.