Johanne Dalgaard: Kunst og kultur er rekvisitter i politikeres reklamefremstød

KOMMENTAR: Politikere har tordnet mod den nye højskolesangbog. Kunsten er en oplagt prügelknabe for politikere, der vil høste lette stemmer ved at virke folkelige og appellere til de antiintellektuelle strømninger blandt vælgerne, skriver Johanne Dalgaard.

For nogle måneder siden deltog jeg som led i Kulturmødet sammen med en flok yngre profiler fra kulturbranchen i en debat om fremtidens kunst og kulturliv.

I forbindelse med en diskussion om, hvorvidt kunsten har pligt til at være politisk, gik jeg i rette med den præmis, at der findes kunst, som ikke er politisk. En tilsyneladende vantro Clement Kjærsgaard greb udsagnet og slyngede det tilbage mod mig:

"Mener du, Johanne, at alt kunst er politisk?"

Jeg svarede bekræftende.

"'Min mormors kolonihavehus' – politisk?"

Jeg svarede, at den i hvert fald nok kan bruges politisk – og at eksempelvis socialdemokraterne sikkert er meget glade for dén sang lige for tiden.

Den tese blev eftertrykkeligt bekræftet forleden, da det kom frem, at den nye udgave af Højskolesangbogen ikke indeholder Erik Clausens sang, der fremmaner arbejderfamiliens åndehul i kolonihavehuset omgærdet af sommerlun halvfjerdseridyl.

Ligeledes med Shu-Bi-Duas 'Danmarkssang', der halvt kærligt, halvt vrængende genbruger inventaret fra den traditionelle danske fædrelandshyldest – storken, koen, kornet, bonden – til tonerne af en popmelodi med meget stort skrålepotentiale.

På sociale medier væltede politikere og politikeraspiranter over hinanden i bestræbelserne på at kapitalisere på denne lækkerbisken af et anslag mod folkeligheden, som til overflod var udført af et udvalg, hvori der sad både kunstnere og humanister.

En veritabel appelsin i turbanen på dem, der har brugt år på at dygtiggøre sig i disciplinen at fremmane billedlige kløfter mellem de to luftige konstruktioner "folk" og "elite".

Pia Kjærsgaard (DF) tordnede på Twitter mod det "letbenede udvalg" med Jørgen Carlsen i spidsen, og Dansk Folkeparti hævdede på partimediet Dit Overblik, at Isam B's sang om ramadan i København "erstattede" kolonihavesangen og Danmarkssangen (og valgte dermed at ignorere, at 122 sange er røget ud, og 151 er tilføjet til sangbogens 19. udgave). Nye Borgerliges Peter Seier Christensen kaldte på Facebook fravalget af Shu-Bi-Dua-sangen for "politisk korrekthed til kvalmegrænsen".

Boligministeren for Socialdemokratiet, Kaare Dybvad, postede på Facebook en protestselfie fra et kolonihaveområde og opfordrede til at dele og kommentere med fadøls- eller gulerodsemojis, hvis man delte hans forargelse over, at sangbogsudvalget "har fjernet den hyggelige sang om Mormors Kolonihavehus for i stedet at putte en masse sange ind om politiske enkeltsager, som de færreste kan synge med på".

Diskussionen om, hvorvidt værker som 'Mormors kolonihavehus' kan kaldes politiske, kan vi vist med sindsro lægge i graven.

Alle udsagn – kunstneriske eller ikke-kunstneriske – kan læses ind i en ideologisk fortolkningsramme, hvis man så ønsker. Det er selvfølgelig ikke det samme, som at man altid bør gøre det.

Tænk, hvor dejligt det ville være, hvis man kunne blive fri for reklamefremstød fra politikere, der betragter dansk kunst og kultur som blotte rekvisitter i deres egne ideologisk poserende identitetsprojekter.

Jeg har selv en stor kærlighed til 'Mormors kolonihavehus', som vi i øvrigt ofte sang til festerne, da jeg gik på Testrup Højskole (mens Jørgen Carlsen var forstander).

Men jeg elsker den, på trods af at dens umulige versefødder gør den meget, meget besværlig at synge som fællessang – i hvert fald i ædru tilstand. Og nu også, på trods af at den bliver brugt til lam politisk poseren.

Det, som jeg egentlig sigtede til, da jeg på Kulturmødet sagde, at "al kunst er politisk", var, at de krav, der ofte stilles i den danske debat, om at kunsten skal efterleve kriterier om "aktualitet" og "relevans," ofte er udtryk for intellektuel dovenskab hos dem, der fremsætter dem, og ret sjældent er udtryk for, at der ikke er "relevante" budskaber eller refleksioner at hente i kunsten.

Det, at et værk kræver noget af sit publikum – et stykke intellektuelt eller emotionelt arbejde – er ikke det samme som, at kunsten ikke er relevant eller politisk, om man vil.

Til gengæld er det en egenskab ved kunst, der gør den til en oplagt prügelknabe for politikere, der godt ved, at de kan høste lette stemmer ved at slå sig op som folkelige og appellere til de til enhver tid eksisterende antiintellektuelle strømninger i vælgerbefolkningen.

Det er et letsælgeligt budskab: Et værk, som man ikke umiddelbart forstår, er dårligt og savner enhver relevans, mens et værk, som man umiddelbart godt forstår, er godt og vigtigt for folket/samfundet/nationen. Sådan lyder kræmmertilråbene på den politiske markedsplads:

"Se mig, jeg er en rigtig folkedansker, stem på mig, hvis du elsker fodbold, fadøl og musicals og synes, at kunstmuseer er en overflødig luksus i samfundet". 

Den slags skal besvares med et rungende buh.

-----

Johanne Thorup Dalgaard (født 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Nima Zamani: Islamkritiske sølvpapirs­hatte blæser ramadansang ud af proportioner Nima Zamani: Islamkritiske sølvpapirs­hatte blæser ramadansang ud af proportioner Næste artikel Niels Frid-Nielsen: Da kulturoplevelserne flyttede hjem i privaten Niels Frid-Nielsen: Da kulturoplevelserne flyttede hjem i privaten
Tidligere programdirektør i DR er død

Tidligere programdirektør i DR er død

DØDSFALD: En af de centrale skikkelser i udviklingen af dansk tv, forhenværende tv-direktør i DR, Henrik Antonsen, er død, 89 år gammel. Det bekræfter DR-kilder overfor Altinget.