Johanne Dalgaard: Vi skal alle dø – også politikerne

Sommerfreden findes og har sænket sig over mig. Det er umådeligt sjældent at jeg ikke er online døgnet rundt, følger notitser, deltager i debatter. Men de sidste uger har det været tiltagende svært for mig at interessere mig for andet end det nære. Sådan er livet som middelklassedansker; storfamilierne bringes sammen i diverse sommerhuse, man griller sit kød, man laver sin kartoffelsalat, man erindrer, hvorfor man bruger det meste af sin tid i arbejdslivets trædemølle: fordi man må og skal have disse uger med kærlighed og ugidelighed.

Disse uger, hvor der måske nok foregår et vigtigt topmøde et sted, indtræder katastrofer et sted, men hvor Trumps tossestreger og EU-institutionernes impotens ikke behøver at dominere ens sindstilstand.

Jeg kan ikke rumme de her begivenheder, omfanget af dem, implikationerne af dem, samtidig med at jeg synger min to måneder gamle niece i søvn med ”En yndig og frydefuld sommertid”. Lyden af Vesterhavet bag klitterne gør det umuligt at tænke på den slags.

Til gengæld tænker jeg meget på min morfar, der ville have elsket de her dage i sit sommerhus med fiskefrokost på terrassen og fjerde generation rendende om benene på ham. Jeg tænker på, hvor ubegribeligt det stadig er, at han ikke er her mere. Sådan noget har man tid til at fordøje i de her dage. Man finder sorgen frem og pudser den blank og smuk, man mindes og længes. Man husker, at man skal dø.

Måske er jeg ikke den eneste, der bliver bragt i den her følelseslabile, eksistentielle sindsstemning af at dase i sommerheden. Den tanke er i hvert fald nærliggende for mig, da jeg en dag dovent scroller ned gennem Facebook på udkig efter underholdning eller tankefoder og opdager, at Trump og katastroferne nærmest er forsvundet til fordel for debatten om Københavns Kommunes indkøb af et kunstværk, der taler om døden. 

Det fremgår tydeligt på de sociale medier, at folk er meget vrede over den sag. Det er til gengæld lidt uklart – at dømme ud fra overskrifter - om de sure er mest sure over, at Københavns Kommune har købt kunstværket, eller at kunstværket overhovedet findes. Kunstværket består af en række falske dødsannoncer for nulevende politikere, og har tidligere været del af en udstilling, der handlede om fremtiden. Jeg synes ikke, ved nærmere læsning, at det virker specielt originalt.

Hvad der dog forekommer endnu mindre originalt, er den semi-rindalistiske patostsunami, der følger på de sociale medier. Folk synes, det er meget for galt og ubehageligt. Socialdemokrat Mads Havskov Hansen føler, at det ”menneskeligt er uforskammet og møghamrende usympatisk, at en kommune hænger papirer op om, at navngivne politikere er døde” samt at ”politisk kunst i Danmark minder mest af alt om en fabrikshal, hvor alle står dag ud og dag ind og laver det samme, uoriginale og standardiserede produkt.”

Måske skal man være åben over for en flertydighed og kompleksitet, der ligger langt fra det stringent opbyggede, sammenhængende argument, som er den valuta, der handles i, i det politiske kommentariat.

Johanne Thorup Dalgaard

Foruden at jeg er dybt uenig i, at der er noget uforskammet eller usympatisk i at lave en fremtidsudstilling, der postulerer at nulevende politikere er døde, så må jeg bare sige, at jeg simpelthen ikke fatter, hvad det er, Havskov her forsøger at afgrænse som ”politisk kunst”.

Personligt læser jeg al kunst som politisk, i betydningen ”en kommentar til det samfund, man lever i”. Det er overhovedet ikke en forudsætning for prædikatet ”politisk” at et værk omhandler identificerbare politiske aktører. Det er overhovedet ikke en forudsætning for at være politisk, at værket gør sig til og gør sig tilgængeligt for partisoldater, der har indsnævret deres kulturelle horisont til at omfatte det, der får dem til at føle sig underholdt eller tilpasse i deres loyalitet mod det etablerede.

Men det er en underlig dynamik, der præger samspillet mellem kunst og politik i vores samfund. Nogle gange er omdrejningspunktet for debatterne en idé om, at eftersom vi har offentlige kunststøtteordninger, så er kunsten forpligtet på fællesskabet på en meget konkret måde. Der synes at være et ønske i visse politiske segmenter om en ”demokratisering” af kunsten, en slags folkeliggørelse, som efter min bedste overbevisning strider imod de grundlæggende præmisser, kunsten altid har levet på.

Det har aldrig været kunstens force, at ”folket” var på dens side. Hvis kunsten er konsensussøgende og konfliktsky, er den jo ligegyldig. Idéen med kunststøtten er det stik modsatte – at sætte kunsten fri, gøre den uafhængig af markeds- og nyttelogik, give plads til noget af det, der ikke ellers ville kunne finde et eksistensgrundlag, men som har en iboende værdi, fordi det fortæller os om det menneskelige og om vores kultur på mangfoldige måder.

I et andet hjørne af debatten er udgangspunktet snarere noget i retning af, at kunstnere som udgangspunkt holde deres kæft om samfundsforhold, fordi de betragtes som sådan nogle verdensfjerne drømmere, der ikke ved noget om virkeligheden. De skal ikke blande sig, de er ikke inkluderet i ”folket”, de aner ikke hvordan Hr. og Fru Danmark har det. Rigtig mange af dem var sikkert også helst fri for at udtale sig om den slags.

Hvad der tilsyneladende aldrig falder nogen af de utilfredse kommentatorer ind, er, at hvis man gerne vil vide, hvad en skabende kunstner egentlig har af udsagn om verden, som den er, så er den pågældendes værker nok den bedst tænkelige vej til dén erkendelse. Så skal man måske rent faktisk forsøge at interessere sig for de værker og prøve at læse og fortolke dem uden at se alting gennem en linse, der placerer ethvert tænkeligt udsagn på en højre-venstreskala ud fra en eller anden tidsbunden parameter, som man selv arbejder ud fra. Og måske skal man være åben over for en flertydighed og kompleksitet, der ligger langt fra det stringent opbyggede, sammenhængende argument, som er den valuta, der handles i, i det politiske kommentariat.

Når en kunstner skriver ”Lars Løkke er død” eller ”Ole Sohn er død” på en A4-side beregnet til en udstilling om fremtidens samfund, er det indlysende hverken udtryk for en trussel eller et ønske fra kunstnerens side. Det er et fuldkommen sandsynligt fremtidsscenarium, at de pågældende er døde om femten år. Fordi folk fucking dør, også selvom de er politikere, også selvom de er for unge, også selvom de er nogle, man godt gider at drikke fadøl med. De dør. Vi dør. Vi skal alle sammen dø. Og hvis det rent faktisk er lykkedes for Jakob Jakobsen at provokere nogen med dét udsagn, så bliver hans A4-side-værk pludselig meget mindre uinteressant end jeg først vurderede.

Det kan man så spørge sig selv om værket fortjener – jeg skal ikke forsøge at udtale mig autoritativt om dét, eftersom jeg dels ikke er nogen kunstekspert, dels ikke har set værket.

Til gengæld har jeg en vis indsigt i den politiske debat, og jeg genkender i hele dette forargelsesrundhyl noget, jeg finder karakteristisk for dén, nemlig dét, at den mest sikre vej til at få kommentatorerne op på de helt høje patosnagler er ved at komme med et hårdt eller stødende udsagn om navngivne personer fra deres egne rækker i det politiske establishment.

Så er fanden pludselig løs, fordi nogen har lavet et meme med Inger Støjberg ved siden af en hamburgerryg, som ligner hende urimeligt meget, eller nogen har kaldt Lars Løkke for en lille svindler. Hvis der nu kunne mobiliseres tilsvarende vrede i centrum-venstrekredse over måden, man taler om og til for eksempel kontanthjælpsmodtagere eller arabere på i det her samfund, så ville det måske være muligt for befolkningen at skelne mellem to politiske fløje i Danmark. Som det er, er det svært at fortænke nogen i at opleve den politiske offentlighed som ét sammenflydende parnas.

----------

Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er klummeskribent på Altinget. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.