Journalist og DF-folketingskandidat: Sig undskyld for samarbejdet med Hitler

DEBAT: Ny rigsarkivsag bør føre til undskyldning for samarbejdspolitikken med Hitler fra Venstre, Socialdemokratiet, Radikale og Konservative. Det mener Erik Høgh-Sørensen, journalist og folketingskandidat for Dansk Folkeparti.

Af Erik Høgh-Sørensen
Folketingskandidat for Dansk Folkeparti

Det har i de senere år stået stadigt mere klart, at partierne bag samarbejdspolitikken med Adolf Hitler – S, V, R og K – har et anstrengt forhold til egen ageren under besættelsen 1940-45. Nu er fortiden så dukket op igen i Folketinget i form af en ellers glemt sag om samarbejdspolitikkens chefarkitekt, Erik Scavenius, og hans kærestes forbindelser til Gestapo.

Som bekendt tog Anders Fogh Rasmussen (V) afstand fra samarbejdspolitikken. Det gjorde han med rette, men hverken Fogh eller Venstre har undskyldt for, at en Venstre-minister i 1943 nærmest gladeligt accepterede nazistiske krav om at henrette danske frihedskæmpere.

Lignende forhold gælder Radikale, Socialdemokratiet og til dels de Konservative. Statsminister Vilhelm Buhls (S) stikkertale i 1942 var et historisk lavpunkt. Frem for at sige undskyld i 1945 besluttede partierne sig imidlertid for at lukke arkiverne for almindelige mennesker.

Denne lukkethed gav incitament til tyveri og bortskaffelse af bevismateriale. Havde der været fuld åbenhed, ville naziarkivalier i sagens natur ikke være værd at stjæle. Og således kan det i dag konstateres, at tyvagtige nazisamlere og statskontrollerede historikere i årtier har haft privilegeret adgang.

Personligt faldt jeg ikke ind i nogen af disse kategorier. Som Ritzau-journalist blev jeg i midten af 1990’erne nægtet arkivadgang til ting, historikeren Ditlev Tamm mange år forinden havde fået lov at se.

Fortiden er dukket op
Jeg måtte derfor i de mere åbne tyske arkiver for at finde fakta til min bog ”Forbrydere uden straf” om undvegne nazistiske mordere, hvis navne de danske myndigheder prøvede at skjule.

En af disse var den ukendte tysker Kurt Heel.

Han havde været med til at myrde 33 danske civile, men på grund af justitsministrene Frank Jensen (S) og Lene Espersen (K) fandt jeg aldrig terroristen i live. Han var død, ustraffet, få år før jeg sporede ham.

Nu er fortiden så dukket op igen i form af svar fra justits- og kulturministrene til formanden for Folketingets retsudvalg, Peter Skaarup (DF). Det handler blandt andet om Danmarks stats- og udenrigsminister den radikalt sindede Erik Scavenius og hans kæreste Alice Duvantier.

I 1945 måtte Duvantier tilbringe sommermånederne i varetægtsfængslets svalende skygge, mens politiet efterforskede hende for spionage til fordel for Gestapo. Politiets efterforskning blotlagde en række mistænkelige forhold såsom ulovlig våbenbesiddelse, skyderi og kontakt til nazistiske overløbere og mistænkte stikkere.

Dette var altså en sag, der forbandt de politiske partier med ulovligheder og kompromittering af danske statshemmeligheder. Alligevel var sagen i fem årtier gemt og glemt, indtil jeg ved et tilfælde fandt og frigav dokumentationen i 2004-05.

Det står klart, at Duvantier som minimum brød våbenloven, men mystisk nok blev hun aldrig dømt. Værre var, at jeg under min research bemærkede, at dele af sagens akter manglede, alt imens dele af bevismaterialet cirkulerede ulovligt rundt på en nazi-sortbørs.

Derfor advarede jeg både i min bog ”Forbrydere uden straf” (2004) og på Ritzaus tjeneste 4. maj 2005 om, at der var risiko for tyveri af arkivalier fra besættelsestiden. Det er en kendsgerning, at advarslerne ikke blev hørt. Hverken i Rigsarkivet, Kulturministeriet eller Justitsministeriet.

Beviserne mod Duvantier var solide
Først i 2013 blev nogle af nazi-sortbørshajerne dømt takket være en enkelt politibetjents ihærdige arbejde. Men handlen forsætter i dag. Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og den nu tidligere kulturminister Bertel Haarder (V) har åbent erkendt, at der ikke er overblik over samfundstabene.

Ifølge Haarder var det ikke nazityve, som stjal Scavenius-sagsakterne. Det er derimod nok staten selv, som destruerede dem.

”Sager, der, som i Alice Duvantiers tilfælde, ikke førte til sigtelse og anklage er som hovedregel ikke bevaret,” skrev Haarder 28. november 2016.

Samarbejdspartiernes praksis forekommer måske reel, fordi man på den måde slap for at lagre alle petitesse-sagerne. Det er også korrekt, at Scavenius-sagen ikke førte til dom. Men destruktionen strider alligevel med statens egne retningslinjer. Beviserne mod Duvantier for ulovlig våbenbesiddelse var solide nok til både sigtelse og anklage.

Således slap Scavenius-parret med i småsagernes slipstrøm. Tilbage står dog en enestående og sigende episode i besættelseshistorien: I januar 1945 affyrede Duvantier i oprevet sindsstemning sin pistol i umiddelbar personlig nærhed af Gestapo-chef Karl Heinz Hoffmann.

Det ikke bare indikerer, men beviser, at der herskede et endog meget nært forhold mellem de to. Hvilket måske ikke var underligt, idet Scavenius-parret ligesom mange samarbejdspolitikere foragtede danske frihedskæmpere.

Alligevel er det svært at forestille sig nogen dansk statsborger slippe med livet i behold fra at affyre skud i nærheden af Gestapos øverste og svært bevogtede chef i Danmark.

Men humlen er altså, at bevismaterialet i Scavenius-sagen er destrueret af arkivmyndighederne og/eller stjålet af nazityve. Vi kender ikke denne del af vores egen fortid, for kun historikeren Niels-Birger Danielsen er i sin bog om Hoffmann kommet en smule videre med sagen.

Efter 1945 var der tilløb til censur

Naturligvis er det her påfaldende, at arkiverne i hele efterkrigstiden er blevet administreret af regeringer med deltagelse af samarbejdspartierne V, S, R og K.

De lavede en af verdens mest restriktive arkivlove. Selv traumatiserede pårørende til et af terroristen Søren Kams drabsofre blev i 1990’erne nægtet arkivadgang. Frank Jensen (S) og Lene Espersen (K) tog langt større hensyn til terrorister end til krigsofre. Kam døde i sit tyske EU-eksil i 2015, ustraffet.

I årtierne efter 1945 var der endda tilløb til censur. Der er beretninger om, at arkivansøgere følte sig under pres, og i nogle dele af dansk historieskrivning fremhæves samarbejdspolitikkens fordele, mens ulemperne nedtones.

I nutiden er historikere som Bo Lidegaard og Hans Kirchhoff, manden bag bogen ”Den gode tysker”, kendt for denne undertiden ganske moraliserende linje. Nedtonet var, og er, derimod Scavenius-parrets spionsag. I min bog ”Forbrydere uden straf” beskriver jeg derfor dele af dansk besættelseshistorie som ”sovjetiseret” på grund af den stramme statslige styring.

Hver 4.-5. maj siger samarbejdspolitikernes efterkommere gerne i deres skåltaler, at man skal lære af historien, hvis man vil undgå gentagelser.

At lære af historien er imidlertid svært, når de fire ”ansvarlige” partier selv har lukket dørene, destrueret arkivmaterialet og derudover ladet tyvagtige nazister holde hof i Rigsarkivet.

Næste 4. maj burde V, S, R og K derfor prøve noget nyt. De burde undskylde officielt for deres pinlige samarbejde med Adolf Hitler.

Forrige artikel Thomas Bigum: Den bedste medicin mod falske nyheder er public service Thomas Bigum: Den bedste medicin mod falske nyheder er public service Næste artikel Flemming Chr. Nielsen: Kulturarv og ukristelig onani Flemming Chr. Nielsen: Kulturarv og ukristelig onani