Debat

K: Vi skal have en plan for dansk kulturarv

DEBAT: Regeringen nedprioriterer den danske kulturarv, og det er stærkt problematisk, mener Lars Barfoed, formand og kulturordfører for de Konservative. Han efterlyser en plan for, hvordan man vil bevare danske kulturminder i både Danmark og resten af verden.
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den radikale kulturminister har i bedste fald ingen politik for sikring af den danske kulturarv i udlandet. I værste fald er regeringens manglende handlinger udtryk for en bevidst nedprioritering af væsentlige danske fortidsminder i udlandet. 

Lars Barfoed (K)
Formand og kulturordfører

Af Lars Barfoed (K)

Formand og kulturordfører 

Danmark varetager ikke sin forpligtelse til at vedligeholde den danske kulturarv.

Vi har pligt til at sikre, at kommende generationer tilegner sig vores fælles kultur og fælles dannelse gennem kendskab til vores historie og kultur. Men regeringen prioriterer overhovedet ikke de opgaver.

Den radikale kulturminister har i bedste fald ingen politik for sikring af den danske kulturarv i udlandet. I værste fald er regeringens manglende handlinger udtryk for en bevidst nedprioritering af væsentlige danske fortidsminder i udlandet. En politik, der lader kulturarven forfalde.

Mangelfuld kulturpolitik
Det ville ikke være første gang, at vi ser unikke fortidsminder blive ladt i stikken af den radikale ledelse i Kulturministeriet.


Vi er lige nu vidne til, at et af Danmarks dyrebareste historiske kulturminder, Fregatten Jylland, må sejle sin egen sø mod det endegyldige forfald, fordi de kulturløse radikale hellere vil støtte gadegøgl.

Ånden fra Uffe Elbæks kaotiske artisteri har sat sig fast i den radikale kulturforståelse. Badutspring frem for bevarelse af kulturarven. Den kulturkanon, som blev gennemført under konservativ ledelse i Kulturministeriet, er også blevet skrottet.

Vi skal bevare danske kulturminder i udlandet

Det Konservative Folkeparti kom i efteråret til finanslovforhandlingerne med et finansieret forslag om at løfte kulturområdet med 150 millioner kroner om året frem til 2020.

Pengene skulle blandt andet bruges til bevarelse og istandsættelse af nogle af de vidunderlige og enestående danske kulturminder i udlandet, eksempelvis det 250 år gamle generalkonsulat opført af kong Frederik V i den historiske havneby Essaouira i Marokko, som er optaget på Unesco's The World Heritage List.

Men regeringen afviste, og der er desværre stadig ingen strategi eller linje i regeringens politik på det her vigtige område.

Nødvendigt med en klar strategi

Det er tilfældigheder, som afgør støtte fra kulturministeren. Jeg har personligt fulgt op på forfaldet af monumentet i Sainte-Marie-du-Mont i Frankrig, der i 1984 blev opstillet i anledning af 40-årsdagen for D-dag til ære for de danske søfolk, som deltog i invasionen af Frankrig.

Helt konkret bad jeg om, at kulturministeren ville afsætte de fornødne midler til istandsættelsen. Og svaret er nu kommet. Det vil hun gerne. Det kvitterer jeg for. Tak for det! Men meget symptomatisk er der tale om en enkeltstående bevilling, der ikke bunder i en strategi om at passe på vores kulturarv, men blot en festlig omstændighed, fordi der tilfældigvis er 70-års-jubilæum for D-dag den 6. juni i år. Kulturministeren lægger ligefrem vægt på, at der er tale om et ekstraordinært tilskud.

Det var en kæmpe fejl, at den nuværende regering i 2012 sløjfede den årlige finanslovsbevilling til vedligeholdelse af kulturminder i udlandet. Det siger meget om regeringens nedprioritering af den danske kulturarv.

Danmark har brug for en klar strategi, der sikrer de danske kulturminder i udlandet. Men som det ser ud nu, må det vente, til der igen sidder en konservativ for bordenden i Kulturministeriet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Barfoed

Kandidat til Europa-Parlamentet (M), formand for Det Kongelige Teater, Foreningen Norden og Danmarks Underholdningsorkester, selvstændig med Lars Barfoed & Company,, næstformand, By & Havn
cand.jur. (Københavns Uni. 1981), CBS Executive Bestyrelsesuddannelse (2016), Harvard Kennedy School Executive Education (2017)

0:000:00