
På overfladen lyder statsministerens åbningstale som klassisk, god socialpolitik.
Talen lyder som den Mette, vi kender. Socialdemokratiet tilbage i rollen som den svages beskytter og med en Henrik Pontoppidan til at give os indsigt. Forståelse. Og den empati, som et samfund og et menneske ikke kan være foruden.
Nu skal statsministeren vise, at Socialdemokratiet er, hvor de skal være, som velfærdssamfundets sande garant: "Når verdens måske bedste velfærdssamfund ikke formår at gribe mennesker, der virkelig har det svært, så håber jeg, at alle vi her i (folketings)salen kan blive enige om at gøre os endnu mere umage."
Det ser ud som om, at statsministeren for alt i verden har villet sende nogle klare signaler om at være socialpolitisk bevidst i et klassisk socialdemokratisk sprog – lidt på samme måde som talen, hvor hun ville være børnenes statsminister.
Men jeg synes, det tangerer topmålet af hykleri, når Statsministerens slutter talen: "Der er nok ikke et enkelt politikområde, der fortæller mere om et samfund og dets borgere end den førte socialpolitik. Hvordan vi møder andre mennesker, er et spejl på, hvem vi er."
Problemet med statsministerens tale er alt det, hun glemte eller bevidst undlod.
Knud Aarup
Nok er der behov for bedre indsatser i forhold til voksne mennesker med misbrug, psykiske lidelser og hjemløshed. De cirka 50.000 mennesker lever dagligt et liv med alvorlige sociale problemer med udsigten til et alt for kort liv.
Det er et alvorligt socialt problem, som bestemt har brug for særlig opmærksomhed, også selvom mange fonde de sidste år har givet støtte til den såkaldte Housing First-metode.
Problemet med statsministerens tale er alt det, hun glemte eller bevidst undlod. Hun talte ikke om, hvordan regeringen vil standse tilgangen af unge til rækken af voksne med komplekse sociale problemer.
Det er også meget vanskeligere, for så skal statsministeren til at stille krav til kommunernes sociale arbejde. Det gør hun ikke, for socialpolitikken i Danmark er med rammeaftalen om handicapområdet fra maj og kommuneaftalen fra juni i realiteten deponeret hos den enkelte kommune.
Derfor er åbningstalen decideret pinlig, når man faktisk iagttager, hvad regeringen og Folketinget indenfor det sidste halve år har besluttet i forhold til mennesker med særlige behov, fordi de er kronisk syge, har funktionsnedsættelser, lider af psykisk sygdom eller har sociale problemer.
Socialdemokratiet har ikke længere rollen som de svages beskytter – for nu at blive i de litterære vendinger. Og velfærdsstatens målsætning om lige muligheder for alle i samfundet – uanset vilkår og baggrund – er for længst et overstået kapitel.
Talen bliver derfor en gang socialpolitisk spin, og det kan illustreres af to konkrete begivenheder inden for den sidste måned.
Socialdemokratiet har ikke længere rollen som de svages beskytter.
Knud Aarup
For det første fik Danmark 5. september en sønderlemmende kritik fra FN's handicapkomite om den danske indsats i forhold til mennesker med forskellige former for handicap og psykisk sygdom.
Kritikken er omfattende, og det er komiteens generelle opfattelse, at det går den forkerte vej i Danmark for mennesker med handicap og andre særlige behov.
Der er mange kritikpunkter, eksempelvis af fortsat brug af for meget tvang i psykiatrien, af den manglende positive inklusion af børn med handicap i den almene undervisning, af de store forskelle fra kommune til kommune på den støtte, man kan få på handicapområdet. Og endelig peger komiteen på, at Handicapkonventionen fortsat mangler at blive indskrevet i dansk lovgivning.
For det andet kom der i den forløbne uge en rapport fra Børns Vilkår om anbragte børns skolegang. Heraf fremgår det, at det nu er 67 procent af de anbragte børn, som ikke får folkeskolens afgangseksamen mod tidligere noget lavere (seks ud af ti). For ikke anbragte er tallet 12 procent.
Anbragte børn får derfor ikke den sociale beskyttelse, som en grundskole og ungdomsuddannelse kan give. Og vi ved ovenikøbet, at næsten hver femte af de hjemløse voksne, det vil sige dem statsministeren talte om, faktisk kommer fra en tilværelse som tidligere anbragt.
Indsatsen i forhold til begge disse aktuelle sociale problemer har regeringen valgt at lægge fuldt og helt i hænderne på kommunerne, som igennem mange år har vist, at de hverken kan eller i grunden vil løse sociale problemer – måske fordi der ikke er tilstrækkeligt med stemmer i socialpolitikken.
Her finder vi måske også forklaringen på, at statsministeren nøjes med at drysse lidt socialpolitisk spin ud over sin åbningstale?
Indsigt
Charlotte Korsager Winther60 årI dag
Kommunikationschef, Villum Fonden og Velux Fonden
Bjarne Wahlgren80 årI dag
Professor i voksenuddannelse, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet
Preben Kjær85 årI dag
Fhv. direktør i Dansk Automobilhandlerforening og informationschef, SAS, fhv. kommunikationsrådgiver

Peter Skaarup spørger Rasmus StoklundHvilke redskaber anvender myndighederne til at forebygge radikalisering via sociale medier?
Peter Skaarup spørger Jakob Engel-SchmidtHvad er ministerens holdning til, at der på et kommunalt bibliotek afholdes et ramadanarrangement?Besvaret
Udvalget spørger Jakob Engel-SchmidtHvordan tænkes cirkusbranchen inddraget i fordeling af midlerne til cirkus?Besvaret
- 5 A'er: Det her er en bog, man slår sig på. Det gjorde Jakob Ellemann-Jensen også
- Tidligere DF-pressechef: Det svækker folkestyret, når politikerne flygter fra de kritiske medier
- Like og subscribe: EU vil have influencere til at forstå Bruxelles
- Kom med til konferencen, hvor kong Frederik begyndte at kritisere AI
- Konsulent: Hvis vi overbeviser almindelige mennesker om, at AI ikke er for dem, er det kun til elitens fordel



















