Knud Aarup: Mette Frederiksens åbningstale var pinligt socialpolitisk spin

Derfor er åbningstalen decideret pinlig, når man faktisk iagttager, hvad regeringen og Folketinget indenfor det sidste halve år har besluttet i forhold til mennesker med særlige behov, fordi de er kronisk syge, har funktionsnedsættelser, lider af psykisk sygdom eller har sociale problemer.  

Socialdemokratiet har ikke længere rollen som de svages beskytter – for nu at blive i de litterære vendinger. Og velfærdsstatens målsætning om lige muligheder for alle i samfundet – uanset vilkår og baggrund – er for længst et overstået kapitel.

Talen bliver derfor en gang socialpolitisk spin, og det kan illustreres af to konkrete begivenheder inden for den sidste måned.  

Socialdemokratiet har ikke længere rollen som de svages beskytter.

Knud Aarup

For det første fik Danmark 5. september en sønderlemmende kritik fra FN's handicapkomite om den danske indsats i forhold til mennesker med forskellige former for handicap og psykisk sygdom.

Kritikken er omfattende, og det er komiteens generelle opfattelse, at det går den forkerte vej i Danmark for mennesker med handicap og andre særlige behov.

Der er mange kritikpunkter, eksempelvis af fortsat brug af for meget tvang i psykiatrien, af den manglende positive inklusion af børn med handicap i den almene undervisning, af de store forskelle fra kommune til kommune på den støtte, man kan få på handicapområdet. Og endelig peger komiteen på, at Handicapkonventionen fortsat mangler at blive indskrevet i dansk lovgivning.

For det andet kom der i den forløbne uge en rapport fra Børns Vilkår om anbragte børns skolegang. Heraf fremgår det, at det nu er 67 procent af de anbragte børn, som ikke får folkeskolens afgangseksamen mod tidligere noget lavere (seks ud af ti). For ikke anbragte er tallet 12 procent.

Anbragte børn får derfor ikke den sociale beskyttelse, som en grundskole og ungdomsuddannelse kan give. Og vi ved ovenikøbet, at næsten hver femte af de hjemløse voksne, det vil sige dem statsministeren talte om, faktisk kommer fra en tilværelse som tidligere anbragt. 

Indsatsen i forhold til begge disse aktuelle sociale problemer har regeringen valgt at lægge fuldt og helt i hænderne på kommunerne, som igennem mange år har vist, at de hverken kan eller i grunden vil løse sociale problemer – måske fordi der ikke er tilstrækkeligt med stemmer i socialpolitikken.  

Her finder vi måske også forklaringen på, at statsministeren nøjes med at drysse lidt socialpolitisk spin ud over sin åbningstale?