Korankrisen er en forvrænget udgave af Muhammedkrisen

Aldrig har så få fået så meget opmærksomhed for så lidt.
En parafrase af et Churchill-citat kan med lidt god vilje bruges til at beskrive de såkaldte ”Danske Patrioters” koranafbrændinger de seneste uger.
Kun få promille af danskerne sympatiserer med den højreekstremistiske gruppering, men alligevel har de formået at skabe en udenrigspolitisk krise, få regeringen til at varsle et omstridt indgreb, og oppositionen til højre og venstre til at angribe regeringen i stærke vendinger.

Muhammed-krisen i 2005-2006 var i praksis utrolig svær at håndtere for den daværende VK-regering med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) i spidsen. Men den var på den principielle plan en ”ren” konflikt: Tegningerne i Jyllands-Posten – og senere i Charlie Hebdo – skrev sig ind i en århundreder gammel europæisk tradition for religiøs satire, og islamisternes trusler mod bladtegnerne blev for mange et wake-up call.

Anderledes med den aktuelle korankrise: Afbrænding af religiøse bøger hører ikke til stolte europæiske traditioner og er med forskellige begrundelser forbudt i flere europæiske lande. Derfor ville et forbud for afbrænding af koraner, bibler og toraher isoleret set være ret uproblematisk.

Problemet er, at det netop ikke kan ses isoleret.