Kronik

Kronik: Den frie kunst trues af politiske dagsordner

KRONIK: Kunststøtte bliver i stigende grad benyttet som redskab til at fremme politiske dagsordner. I et sådant landskab bliver kunsten mindre mangfoldig og mister evnen til at stille nye spørgsmål fremfor at levere svar på det eksisterende, skriver direktør Bjarke Svendsen. 

Når man indfører kriterier for kunststøtte, bryder man med et armslængdeprincip, hvor kunsten er fri til at sætte egne dagsordner uden politisk indblanding, skriver Bjarke Svendsen.
Når man indfører kriterier for kunststøtte, bryder man med et armslængdeprincip, hvor kunsten er fri til at sætte egne dagsordner uden politisk indblanding, skriver Bjarke Svendsen.Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bjarke Svendsen
Direktør for Snyk, genreorganisation for ny, eksperimenterende musik og lydkunst

Den frie kunst er truet af de hænder, der fodrer den. Så enkelt kan det siges, men lad mig forsøge at nuancere.

Jeg er klar over, at det er et minefelt, jeg bevæger mig ud i, når jeg proklamerer, at jeg er bekymret over, at mange kunststøttepuljer – private såvel som offentlige – gennem deres kriterier behandler kunsten instrumentalistisk. Det vil sige, at de, som støtter kunsten, benytter den som redskab til at fremme egne dagsordner og derigennem løse problemer og udvikle på områder, der savner udvikling; musik for, med og af piger, diversitet, etniske danskere, socialt udsatte, kunst til provinsen, klima og så videre.

Senest er Festivalpuljen under Københavns Kommune blevet underlagt endnu et nyt kriterium, nemlig bæredygtighed. På Københavns Kommunes hjemmeside kan man læse:

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

"Der indføjes et nyt kriterium om bæredygtighed med følgende ordlyd: "Bæredygtighed.
Festivaler, der tematiserer bæredygtighed og/eller arbejder bæredygtigt i produktion og afvikling af festivalen for eksempel med udgangspunkt i FN's verdensmål.
De københavnske festivaler bør afspejle byens ønsker om bæredygtig produktion af kulturbegivenheder, have konkrete målsætninger om bæredygtighed og gerne medvirke i den fælles debat om et bæredygtigt samfund."

Inden jeg lægger mig ud med alt og alle, skylder jeg at sige, at jeg er enig i, at der er nok at tage fat på. Der er et kæmpe uudnyttet potentiale i at få flere kvinder til at udøve, arbejde med og forbruge musik − og i ligestillingen i almindelighed. Kunsten bør være tilgængelig og borgernær over hele landet, og klimaet skal vi gøre noget ved. Jeg sympatiserer med alle disse dagsordner.

Gør man sig det tankeeksperiment, at den tidligere kulturborgmester i København Carl Christiansen Ebbesen (DF) havde fået danskhed indført som tildelingskriterium, så vil jeg æde min gamle hat på, at der ville have været ramaskrig i kulturland.

Bjarke Svendsen
Direktør for Snyk

Men jeg synes ikke, at kunsten skal være holdeplads for politiske dagsordner som dem, der er lagt op til i festivalpuljen − uanset at jeg som en god gammeldags kulturradikal sympatiserer med, at alle skal bestræbe sig på at skabe en grønnere verden.

Brud med armslængdeprincippet
Problemet med at indføre bæredygtighed som kriterium er, at man bryder med et armslængdeprincip, hvor kunsten er fri til at sætte egne dagsordner uden politisk indblanding. Jeg betragter det som politisering af kunstens felt, når kulturborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet lægger bæredygtighed ned over festivaler som tildelingskriterium.

Det er sket, uden folk har taget synderlig notits af det − sikkert fordi mange i kulturbranchen, herunder jeg, sympatiserer med en grøn dagsorden og et grønt ansvar.

Men gør man sig det tankeeksperiment, at den tidligere kulturborgmester i København Carl Christian Ebbesen (DF) havde fået danskhed indført som tildelingskriterium, så vil jeg æde min gamle hat på, at der havde været ramaskrig i kulturland. Det havde man opfattet som politisering af kunsten. På samme vis opfatter jeg bæredygtighedskriteriet som en politisering af kunstområdet − en politisering, jeg gerne vil være foruden.

Trods de sympatier, jeg måtte have for bæredygtighed, sympatiserer jeg i det her tilfælde især med kunsten − den frie kunst. Jeg er bekymret for kunstens ve og vel i et støttelandskab, hvor kunstneriske projekter, som ikke er direkte imødekommende over for støttegivernes dagsordner, men baserer sig på sin egen idé, egen undersøgelse og egne tematikker, får sværere ved at at finde finansieringsmuligheder, da dem med pengene ikke først og fremmest prioriterer at fremme produktion og præsentation af kunst med en egen agenda. Den kunst, der kan pege på det, vi ikke allerede vidste.

I stedet behandles kunsten som et værktøj med et formål uden for kunsten selv. Et værktøj til at løse andre(s) opgaver, og på den måde bliver kunsten et middel og ikke et mål i sig selv.

Det afgørende er ikke længere, at der produceres god kunst, men at den kunst, som støttes, har en effekt; hvilken forskel gør den i samfundet, og hvilke problemer løser den? Forstå mig ret: Jeg er for en kunst, der er engageret i sin samtid og de tematikker og udfordringer, som præger den. Men jeg er også for en støtteberettiget kunst, som er fri til at pege på andre problematikker end dem, som støttegivere har valgt at rette fokus på.

Kunstens grundbetingelser
Jeg står vagt om den frie kunst af to årsager:

Jeg ønsker kunsten som et rum, hvor man kan udkaste scenarier for potentielle nye virkeligheder og erkendelser, og dermed ikke en kunst, der tjener som redskab for det eksisterende; den instrumentalistiske kunst. En kunst, der stiller spørgsmål og ikke svarer. En kunst, der siger noget om os, vi ikke allerede vidste og havde erkendt. Hvis kunstens formål reduceres til at svare på spørgsmål, indsnævres dens spillerum og dermed potentiale kraftigt.

For det andet: Kunsten skal ikke hente legitimitet i sin evne til at løse opgaver i andre sektorer − skolevæsenet, den sociale sektor eller i integrationsspørgsmål. Kunsten kan have afledte effekter og derigennem positiv indvirkning uden for sig selv. Men i et støttelandskab, hvor midlerne til kultur er knappe, og hvor besparelser er hverdag, skal vi passe på kunstens rammebetingelser. Det gør vi ikke ved at spænde den for samfundspolitiske dagsordner, så de støttemidler, der kunne have været reel kunststøtte, bliver konverteret til midler, der skal ændre demografien, tage livtag med ligestillingsudfordringer eller løse klimaproblemer.

Disse to grundbetingelser for kunsten er svækkede, når tilskudsgiverne udstikker flere præmisser. De skitserer ikke kun rammerne for ansøgningens form, de opstiller tilmed præmisser for, hvilke værdier, udfordringer og geografier værker skal centrere sig omkring for at komme i betragtning til støtte.

I et sådant landskab tilpasser kunsten sig, og den svarer i stedet for at stille spørgsmål. I scenariet, hvor støttegivere udstikker flere præmisser på én gang, bliver Danmark fattigere på den kunst, som forsyner os med de nye, overraskende vinkler på os selv, hinanden og vores verden. Den dobbelte præmis har på forhånd fastlagt, hvad kunsten skal undersøge.

We are all individuals!
"You’re are all individuals," sagde en vis herre fra balkonen i Life of Brian. Masserne neden for balkonen svarede i kor: "We are all individuals." Scenen minder mig om tidens landskab af støttegivere, som i samlet flok prædiker en temmelig enslydende diversitetsdagsorden: Vi er alle diverse − på cirka samme vis.

Hver enkelt støttegiver er naturligvis i sin fulde ret til at operere med præcis de tildelingskriterier, som de hver især gør. Men når paletten af kriterier indsnævres, blandt andet på grund af en fremherskende diversitetsdagsorden, så betyder det ironisk nok, at den samlede kunstproduktion står i fare for at blive mindre mangfoldig, hvis tilskudsgivere opererer med forholdsvis identiske diversitetskriterier.

I den bedste af alle verdener er der fonde, puljer, styrelser og lignende, der støtter kunsten for dens evne til at tage livtag med samtiden og dens udfordringer. Men i den bedste af alle verdener er der også fonde, puljer og styrelser, der programmatisk sætter kunsten fri og derigennem støtter tilblivelsen af ny kunst og andre dagsordner end dem, som ligger inden for koret af tilskudsgivere. Derigennem sikres en egentlig divers støttestruktur, hvor de tildelende organer står på to ben: et styrende/normativt og et, som sætter kunsten fri.

Jo mere mangfoldigt, landskabet af støttegivere reelt er i deres prioriteter, des mere diversitet er de med til at skabe, da flere dagsordner bliver bragt til torvs. At vi har en fri, statsstøttet kunst, er for mig måske den stærkeste demokratiske ytring overhovedet.

Tænk over, hvor radikalt det egentlig er, at vi fra offentligt hold finansierer tankegods, som udfordrer vores historie, vores samfund og magtstrukturer. Så længe vi tør værne om det, tror jeg, at demokratiet er i en sund forfatning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00