Kulturleder: Musikbranchens parløb med øl- og alkoholkulturen påvirker den manglende kønsdiversitet

Dokumentaren 'Sexisme i musikbranchen,' der rullede over skærmene denne sommer, styrkede dagsordenen om kønsdiversitet i den danske musikbranche.

Mens meningerne om dokumentaren er delte, står den journalistiske pointe og budskab dog helt uomtvistelig tydelig:

Den danske sangskat og musikscene har tradition i en maskulin normbaseret kultur, som har skabt barrierer for kvindernes medindflydelse på udviklingen af musik- og koncertkulturen i Danmark. 

Særligt én kommentar fra en af dokumentarens kvindelige musikere brændte sig fast på min nethinde.

Hun forklarede, at mens mandlige musikere sagtens kunne overlappe hinanden på hitlisterne, så var sagen en anden for den kvindelige repræsentation, der blev fastholdt i billedet af, at der tilsyneladende blot er plads til én kvindelig popstjerne.

Vi skal turde udvikle, for nye rollemodeller og gatekeepers i musikbranchen er afgørende.

Søs Krogh Vikkelsøe
Leder af Kulturværftet, Helsingør

Mit postulat – som måske i nogen grad kan fungere som branchens undskyldning – er, at musikkulturen i Danmark har været udviklet i parløb med øl- og alkoholkulturen, der har skubbet rundt på nogle mere banale årsagssammenhænge, som vi, der former vilkårene for livemusikken, kan løse i morgen, hvis vi vil.

Musikmiljø med en øl i hånden

Det gælder eksempelvis optimering af værtskabet rundt om musikeren, der tager ligeså meget hånd om de kvindelige artister som de mandlige.

Flere kvindelige kunstnere kan fortælle om garderober på landets spillesteder, der med deres maskuline markører mest af alt minder om et teenageværelse med bordfodbold, spillekonsol og adgang til fri alkohol.

I det danske musikmiljø er der også stadig en tendens til, at baren under festivaler og koncerter udgør en platform for branchens stærke netværk, hvor meget kan blive løst, hvis man som jeg, en kvindelig spillestedsleder, griber en øl, og taler som en af drengene.

Opgøret med hverdagsdiskrimination og kønsubalance i musiklivet kalder på et udvidet relationelt og regenerativt blik hos os, der arbejder professionelt i branchen og dermed udgør arbejdslivet for kunstnerne i musikbranchen: