Dansk Teater: Kulturministerens nye rolle i regeringen sender et vigtigt signal
Jakob Engel-Schmidts (M) mere centrale position i regeringsledelsen er et klart signal. Men der mangler fortsat handling. Kulturinstitutionernes økonomiske fundament skal styrkes, og nye initiativer skal søsættes, så kultur bliver en større del af alle børn og unges liv, skriver Peter Mark Lundberg.
Peter Mark Lundberg
Direktør, Dansk Teater, bestyrelsesleder, Dansk KulturlivRegeringens beslutning om at forfremme kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) til en mere central position i regeringsledelsen er et klart signal om, at kulturens vigtige rolle i samfundet i stigende grad anerkendes.
Jakob Engel-Schmidt har blandt andet med sin muserumsreform, sit musikinitiativ med Philip Faber og introduktionen af kulturpasset tydeligt vist, at han tager kulturen alvorligt og har ambitioner på kulturens og kunstens vegne.
Kultur og kunst er ikke blot pynt på samfundets kage; det er skabende for vores fælles identitet, demokratiske deltagelse og sociale sammenhængskraft.
Denne anerkendelse er vigtig, men den må følges op af konkrete handlinger, der kan sikre bedre rammevilkår for kulturlivet. Der er brug for, at kulturlivet styrkes som helhed, og at kunst og kultur integreres i løsninger på de store samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor.
Det er nødvendigt at styrke kulturinstitutionernes økonomiske fundament.
Peter Mark Lundberg
Direktør, Dansk Teater
Styrk det økonomiske fundament
Vi står i en tid præget af alvorlig mistrivsel blandt børn og unge, hvor ensomhed, stress og mental sundhed er voksende problemer.
Samtidig ser vi en stigende polarisering i samfundet, som udfordrer demokratiet og den demokratiske samtale.
Vi isolerer os i stigende grad i ekkokamre, og den offentlige debat bliver mere skinger og mindre konstruktiv. Her kan kulturen spille en nøglerolle. Kunst og kultur har en unik evne til at samle mennesker på tværs af forskelligheder og skabe rum, hvor fællesskab og gensidig forståelse kan blomstre.
Kultur og kunst kan åbne for refleksion og nye forståelser af verden og os selv. Og det har vi mere end nogensinde brug for.
Men for at kunne realisere det potentiale kræver det fortsat handling. Det er nødvendigt at styrke kulturinstitutionernes økonomiske fundament og ikke mindst søsætte nye initiativer, der kan sikre, at kunst og kultur bliver en større og mere naturlig del af alle børn og unges liv.
Det er afgørende, hvis vi skal modvirke mistrivsel og skabe stærkere fællesskaber. Lad os få de lokale kulturinstitutioner tættere på skoler og ungdomsfællesskaber, så vi kan invitere alle børn og unge ind som deltagere og medskabere af og i kunst og kultur.
For mange kæmper med store mængder bureaukrati
Mange lokale kulturinstitutioner, ofte med få ansatte, kæmper med stigende mængder af bureaukrati.
Følgekrav til bevillinger og afrapporteringer, besværlige regler og ansøgningsprocesser, afrapporteringer og ansøgninger. Det tager tid og ressourcer ud af hænderne på medarbejdere og frivillige, som skal bruges på at skabe kulturoplevelser for danskerne.
Kulturlivet skal have lov til at udfolde sig på egne vilkår.
Peter Mark Lundberg
Direktør, Dansk Teater
Hvis vi skal have et rigt og mangfoldigt kulturliv, som har plads til kreativitet og innovation, så kræver det, at kulturlivet får lov til at udfolde sig på egne vilkår.
Det indebærer, at der skal være ordentlige rammer og regler, som passer til kulturinstitutioners egenart, og hvor der er adgang til rådgivning og hjælp til at forstå reglerne og omsætte dem til den enkelte kulturinstitutions virkelighed.
I kulturlivet er vi klar til at tage ansvar. Vi er parate til at byde ind med konkrete løsninger på, hvordan kunst og kultur kan være med til at styrke samfundets sammenhængskraft og forbedre trivsel og mental sundhed.
Vi glæder os til at fortsætte denne dialog med kulturministeren, regeringen og Folketingets partier og til at arbejde for, at kunst og kultur fortsat kan være en af de bærende søjler i vores samfund.