Kulturordfører: Medierne fortjener først respekt og tillid, når vi har indført en medieombudsmand

Når politikere eller virksomheder kritiseres, kræver medierne øjeblikkelig handling og konsekvenser. Men når kritikken rammer dem selv, lyder svaret alt for ofte: “Vi har jo Pressenævnet.” Det svar er ikke bare utilstrækkeligt.

Det er en måde at lukke øjnene på for en virkelighed, hvor borgere kan blive hængt ud på sociale medier, løftet ind i massemedier og miste både renommé og muligheder, inden der overhovedet er faldet en afgørelse.

Pressenævnet er utilstrækkeligt

Pressenævnet har sin berettigelse. Det kan kritisere, pålægge medier at bringe genmæle og udgøre en vigtig rettesnor for presseetikken. Men Pressenævnet træder først i kraft længe efter, at skaden er sket. 

Når en borger allerede har mistet relationer eller omdømme, hjælper det ikke meget at få en kritik måneder senere.

Samtidig dækker nævnet kun en lille del af de platforme, hvor historier, billeder og rygter i dag spredes på få sekunder.

Systemet står i praksis stille, mens virkeligheden løber løbsk.

Kim Valentin
Kulturordfører for Venstre

Digitale medier, blogs, podcasts og netaviser falder ofte helt udenfor, fordi de ikke er anmeldt i nævnets register, hvilket efterlader borgere uden et reelt værn i den digitale virkelighed.

Det skaber endda den paradoksale situation, at en trykt avis og dens netavis, udgivet under samme navn og med næsten identisk indhold, kan være reguleret forskelligt.

Resultatet er, at systemet i praksis står stille, mens virkeligheden løber løbsk. Og i mellemtiden er det borgerne, der betaler prisen.

Derfor er en medieombudsmand nødvendig. Ikke som en erstatning for Pressenævnet, men som et supplement, der kan sikre reel ansvarlighed i den digitale tidsalder.

Medierne bedømmer i praksis sig selv

Det er her, chefredaktørernes ansvar bliver tydeligt. For hvorfor er det, at mange nægter at anerkende, at der er et problem?

Hvorfor insisterer man på, at alt er godt nok, når enhver kan se, at systemet ikke længere beskytter borgerne i den digitale tidsalder?

Gang på gang afviser chefredaktører selve idéen om en medieombudsmand.

Fra Stig Ørskov, der advarer mod “statslig indblanding i mediernes redaktionelle indhold,” til Tom Jensen, der kalder det en indskrænkelse af ytringsfriheden, Ulla Pors, der peger på “helt afgørende demokratiske problemer,” og Peter Orry skriver, at det leder tankerne hen på autoritære lande.

Mønstret er det samme med afvisning frem for løsning.

I stedet for at tage borgernes retssikkerhed alvorligt holder man fast i et system, hvor medierne i praksis bedømmer sig selv.

Men bekvemmelighed kan ikke være argumentet, når tilliden til pressen er på spil.

Chefredaktørerne skylder danskerne en reel diskussion. Ikke endnu en hurtig afvisning, men et åbent opgør med spørgsmålet: Har vi som medier gjort nok for at beskytte almindelige danskeres retssikkerhed?

Eller er tiden kommet til at styrke tilliden ved at indføre en medieombudsmand?

Retssikkerhed og troværdighed er på spil

Pressefrihed står stærkest, når borgerne har tillid til, at den ikke misbruges. Den tillid styrkes ikke af bortforklaringer og status quo, men af viljen til at udvikle systemet, så det matcher den tid, vi lever i.

Derfor er min opfordring klar. Chefredaktørerne må tage ansvar. De må anerkende, at der er et problem, og de må diskutere løsninger i stedet for at gemme sig bag et nævn, der i dag ikke kan løfte opgaven alene.

Danmark har brug for en medieombudsmand.

Ikke for at svække medierne, men for at styrke både borgernes retssikkerhed og pressens egen troværdighed.

Først når begge dele er på plads, kan vi tale om en presse, der fortjener den respekt og tillid, vores demokrati bygger på.