Debat

Landdistrikter og filmfonde: Ny medieaftale skal satse mere på regionale tv-produktioner

Regionale tv-serier styrker sammenhængskraften og giver afledte erhvervseffekter i lokalområderne. Derfor bør der satses på de lokale fortællinger i den kommende medieaftale, skriver Landdistrikternes Fællesråd, Den Vestdanske Filmpulje og Filmfyn.

TV-serien Hvide Sande er et eksempel på, at der er afledte erhvervseffekter, når man laver regionale tv-produktioner. Bare produktionen medførte 5.000 overnatninger i
Ringkøbing Skjern Kommune, skriver Steffen Damsgaard, Steen Risom og Klaus Hansen.
TV-serien Hvide Sande er et eksempel på, at der er afledte erhvervseffekter, når man laver regionale tv-produktioner. Bare produktionen medførte 5.000 overnatninger i Ringkøbing Skjern Kommune, skriver Steffen Damsgaard, Steen Risom og Klaus Hansen.Foto: Henrik Ohsten/Ritzau Scanpix
Klaus Hansen
Steen Risom
Steffen Damsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Regeringens medieudspil indeholder mange gode elementer. Blandt andet lægges der op til at styrke de lokale og regionale nyhedsmedier samt en forøgelse af public service-puljen. Det er godt og vigtigt, men vi savner kombinationen af public service og det regionale i form af flere tv-serier produceret rundt regionalt i Danmark.

På film- og tv-området er der de seneste år skabt spirende, regionale produktionsmiljøer via de regionale filmfonde, som repræsenterer 20 fynske og jyske kommuner– blandt andet på grund af det løft, som sidste filmforlig indeholdt.

Disse midler er vigtige for at opretholde dansk films succes med en geografisk balance, der sikrer sammenhængskraften imellem Vesterbro og Vesterhavet. Det skaber en lokal identitet og bliver til samtaler på arbejdspladsen, over hækken og ved spisebordet.

Eksempelvis er Hvidstensgruppen 2, som følger op på publikumssuccesen fra 2012 om modstandsgruppen fra Randersområdet af samme navn, blevet til med støtte fra de regionale filmfonde. Sådanne film bidrager til at styrke den lokale selvforståelse, formidle vores historie og øger kulturforståelsen.

Tv-serier skaber ringe i vandet

Men der er også brug for tv-serier, som i høj grad efterspørges i det nye streamingdominerede mediebillede, og som har en samlende effekt.

Ifølge en undersøgelse, som YouGov har fået foretaget for de regionale filmfonde, er 48 procent af danskerne helt eller delvist enige i, at danske tv-serier er med til at give danskerne bedre forståelse for og mere viden om de forskellige miljøer og levevilkår rundt om i Danmark. Og med en bedre geografisk balance vil flere forhåbentlig kunne mærke effekten.

Midlerne kan finansieres af det selvsamme kulturbidrag fra streamingtjenesterne, som regeringens lægger op til i sit medieudspil.

Steffen Damsgaard, Steen Risom og Klaus Hansen

Udover at give mulighed for at unge talenter kan arbejde med filmfaget uden at skulle til København, vil en bedre geografisk balance også have afledte erhvervseffekter for særligt hotel- og restaurationsbranchen uden for de store byer.

Ved regionale optagelser skal produktionsholdet nemlig indlogeres og have forplejning, ligesom tv-serier også har en dokumenteret effekt på turismen. Det skyldes, at tv-serier kan være med til at øge lysten til at besøge ellers ukendte steder i vores land. På den måde skaber regionale tv-produktioner omsætningsringe i vandet.

Sats på de regionale tv-produktioner

Her kan man fremhæve tv-serien Hvide Sande som eksempel, hvor produktionen involverede 129 filmfolk, og som udmøntede sig i 5.000 overnatninger i Ringkøbing Skjern Kommune.

Da Hvide Sande rullede over skærmen, så over én million danskere med. Kim Holmstedt, der er administrerende direktør for feriehusudlejningsvirksomheden DanCenter, udtalte i den forbindelse, at man oplevede en stigning i overnatninger på op imod 84 procent.

Vi mener derfor, at det er tid til en større satsning på de regionale tv-produktioner, så endnu flere danskere får muligheden for at spejle sig i danske tv-serier, og så hele Danmark får del i de afledte erhvervseffekter.

Det kan ske ved at tildele flere midler til de regionale filmfonde til uddeling efter samme princip som public service-puljen for at sikre bedre balance. Midlerne kan finansieres af det selvsamme kulturbidrag fra streamingtjenesterne, som regeringens lægger op til i sit medieudspil.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Klaus Hansen

Adm. direktør, FilmFyn, fhv. direktør, Producentforeningen
cand.jur. (Københavns Uni.)

Steen Risom

Chef, Den Vestdanske Filmpulje
Cand.mag. (Aarhus Uni. 2000)

Steffen Damsgaard

Landsformand, Landdistrikternes Fællesråd, byrådsmedlem (V), Lemvig Kommune
driftsleder ved landbruget

0:000:00